Fem iranere sultestrejker på 12. dag foran Christiansborg. De har ligesom Majid Samari, der begik selvmord, i årevis været fange af den danske asylpolitik

Kiumars Masrour skutter sig lidt, selv om han står i solen foran Christiansborg, hvor temperaturen har passeret de 20 grader her fredag formiddag. For den iranske flygtning har i årevis levet i skyggen af den danske asylpolitik. Og kulden fra 'system-Danmark' er ikke sådan at ryste af sig.
Sammen med fem landsmænd sultestrejker han nu på 12. dag for at få myndighederne til at stoppe udvisningen af iranske flygtninge og for at få genoptaget asylsagerne for de flygtninge, som frygter at vende tilbage til deres hjemlande, men som har fået afslag efter at have ventet på et asylcenter i mange år.
Akkurat som deres landsmand, Majid Samavi, gjorde. Mandag den den 19. juni hængte han sig i sit værelse i Hanstholm-lejren efter at have fået afslag på sin ansøgning om asyl. Han blev 37 år gammel.
- Jeg kendte godt Majid. Han var meget rar og meget sød, siger Kiumars med et blik hen til lygtepælen, hvor der hænger flere portrætter af en smilende Majid sammen med sin lille datter.
- Vi sultestrejker ikke, fordi vi ønsker at blive berømte, men fordi vi har brug for hjælp. Vi ønsker et liv i fred. Men vi lever i stadig usikkerhed.
Kiumars trækker på de spinkle skuldre, og blikket søger indad. Han har selv levet 11 år i usikkerhed om sin fremtidige skæbne i Danmark. De fire et halvt af dem tilbragt 'under jorden', som illegal flygtning.
Han flygtede fra Iran i 1995 efter at være forfulgt, arresteret og tortureret på grund af sin religiøse overbevisning. Han lider af både fysiske og psykiske eftervirkninger og har ikke fået megen hjælp til at overvinde dem her i landet. Tværtimod.
>Kiumars får endeligt afslag i sin asylsag i Østre Landsret den 24. januar i år. Nu er sidste chance en benådning fra det såkaldte Integrationsministerium, der i øjeblikket behandler hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse.
>Kiumars har ikke kun ar på sjælen efter det, han har været igennem. Han er også stærkt fysisk svækket, med en ryglidelse, gigtbetændelse og nedsat nyrefunktion. De sidste 12 dages sultestrejke har ikke gjort helbredet bedre. Indtil for nylig blev Kiumars nægtet tilskud til livsvigtig medicin, og han har fået at vide, at hvis han vil have lægehjælp, må han henvende sig i en af flygtningelejrene.
>Kiumars historie er ikke enestående. Hans sultestrejkende landsmænd har også været igennem anholdelser, fængsel og tortur i Iran. Og står nu efter afviste asylsager for at blive sendt tilbage til landet.
- Det eneste, vi beder om, er at vi bliver set på som mennesker, at myndighederne virkelig sætter sig ind i vores sager i stedet for at afvise os på samlebånd, som vi har på fornemmelsen, at de gør, siger de sultestrejkendes talsmand, Masoud Reisvand.
Men Masoud, Kiumars og de andre får også styrke til at holde ud gennem mødet med et helt andet Danmark end det, Fogh og Pia Kjærsgaard står for.
- Mange søde mennesker kommer forbi for at fortælle os, at de støtter os. Mange har spurgt, hvad de kunne gøre for os. Musikere er også kommet forbi og har spillet en sang for os. Vi har mødt så megen varme og solidaritet. Vi har mødt det virkelige Danmark. Måske ender dette her ikke godt. Men nu ved vi, at der findes et ægte Danmark. Og det er det Danmark, vi gerne ville være en del af, siger Kiumars.