Otte SiD afdelinger og én KAD afdeling blev til én stor 3F afdeling i Randers. Alle de bedste erfaringer er taget med i den nye afdeling
Otte mindre SiD afdelinger og én KAD afdeling i Randers blev lagt sammen i den store fusion, der trådte i kraft 1. januar 2005. Den 4. april 2005 flyttede de ni fagforeninger sammen ved havnen på Tronholmen 9 i Randers.
Det har været en fusion, der ikke bare var nem, konkluderer formanden for 3F Randers, Svend Erik Christensen, og kasserer Lise Lotte Pedersen. Kulturforskellene kan være store, selv om man arbejder under samme forbund og dertil kommer selvfølgelig de personlige holdninger og måder, man arbejder på.
- Beslutningen var, at vi ville have alle de gode erfaringer fra de otte SiD afdelinger og fra KAD afdelingen med over i det nye. Og det har vi formået at få skrevet ind i vores samlede fusionsaftale. Vi skal også kunne kende os selv i den nye afdeling, forklare Lise Lotte Pedersen og Svend Erik Christensen.
Målet er ens service til alle
3F Randers er opbygget som en blandet afdeling med seks grupper. Industri-, Bygge og Anlæg og GLS-, Transport-, Grafisk-, Privat Service og offentlig gruppe. De har deres selvstændige bestyrelser, der arbejder omkring deres faglige område.
Alle medlemmer betaler kontingent til afdelingen. Derudover betaler medlemmerne til deres egen gruppe, mellem fem og ti kroner. Den grafiske gruppe betaler dog 160 kroner. Der er forskel på hvor stor det beløb er, fordi der er forskel på hvad de gamle SiD afdelinger har haft af aktiviteter. Det er godt langt hen af vejen, mener Svend Erik Christensen.
Men han på sigt skal der være samme service i hele fagforeningen. Servicen i den nye afdeling skal hæves op på niveau med den grafiske gruppes, påpeger han.
- Nå vi laver sådan en stor fusion er der kulturforskelle. Ikke bare mellem SiD og KAD. Der har også været en kulturforskel blandt de otte SiD afdelinger. Det har været en stor opgave at få det til at gå op i en højere enhed, siger Svend Erik.
- Jeg kommer fra en ren kvindeafdeling og skulle lægges sammen med alle de her mænd. De var forskellige i forhold til os. Det har bestemt ikke været lige let. Det har været svært, at der sidder otte SiD formænd fra afdelingerne. Der fyldte vi jo ikke ret meget. Jeg har da tænkt på, hvordan skal det her nu gå. Men jeg oplever da også, at SiD`erne er meget forskellige indbyrdes, siger Lise Lotte Pedersen.
Alt er skrevet ned
Lige siden beslutningen blev taget om fusion har der i Randers ikke været nogen, der modarbejdede den, konkluderer både formand og kasserer.
Begge er glade for, at det nu er en stor afdeling, fordi der altid er folk der kan støtte hinanden og hjælpe. I de gamle afdelinger sad der fra to til otte folk på kontorerne. I den nye er der 40 personer i huset.
Hvordan de 40 mennesker samarbejder i huset er der skrevet side op og side ned om. Der ligger nedskrevne aftaler helt ned i den mindste detalje, forklarer de med et smil om munden, fordi sammenlægningen har taget kræfter i meget lang tid. Det sidste halve år inden fusionen havde fagforeningerne et fællesmøde én gang om ugen.
Lise Lotte Pedersen og Svend Erik Christensen kan ikke skjule, at fusionsperioden har tæret på kræfterne. Der har været nogle mindre hængepartier i fusionsperioden og der har været stressperioder, påpeger Svend Erik Christensen diplomatisk.
Men nu handler det om fremtiden og om at opfylde de grundlæggende visioner, der ligger bag fusionen.
Konkurrence med 'de gule'
Den måde, som 3F Randers er bygget op på, betyder at der er en ekspertviden på samtlig faglige områder. Derfor mener de, at afdelingen kommer tættere på medlemmerne.
Det har givet luft til at løfte andre aktiviteter og til at blive mere udadvendt. Men det er også bydende nødvendigt for afdelingen, at de bliver mere synlig og får nogle flere medlemmer, der betaler kontingent for at få det økonomiske til at løbe rundt.
Blandt andet har domsafsigelsen omkring eksklusivaftaler presset afdelingen. Selv om eksklusivaftalerne ikke er meget udbredte, er der medlemmer, der har forladt 3F. Men nogen kommer dog også tilbage igen, når de opdager, hvad de gule fagforeninger kan. Denne formiddag har Lise Lotte Pedersen lige modtaget et medlem, der kom tilbage fra en gul 'fagforening'.
3F Randers udgiver fagbladet, 3F Randers. Det er et vigtigt blad, som bliver læst meget mere end forbundsbladet, fordi det er lokalt. Det er formanden og kassereren ikke i tvivl om. Det er de lokale aftaler og lokale historier der fænger.
3F Randers
3F Randers har lidt over 8.000 medlemmer.
Medlemmerne kommer fra ni tidligere afdelinger: SiD A-B og O, SiD Chaufførerne, SiD Industri, SiD Murersvendene, SiD Grafisk, SiD Langå, SiD Purhus, SiD Nørhald samt KAD Randers. Fra 1. juli blev også Restaturationsbranchens Fagforening, RBF, en del af 3F Randers.
Afdelingen er opbygget som en blandet afdeling med seks grupper: Industri, Bygge og Anlæg og GLS, Transport, Grafisk, Service og Offentlig. De har deres selvstændige bestyrelser, der arbejder omkring deres faglige område.
3F Randers har lokalkontorer i Langå, Nørhald, Rønde og Grenå.
3F Randers har oprettet firmaet Faglig Vejledning Kronjylland, FVK.
FVK gennemfører kontaktforløb, kurser og vejledningsforløb for arbejdsløse, der bliver visiteret til FVK fra Arbejdsformidlingen. Samtidig deltager FVK i uddannelse af arbejdsløse. FVK arbejder sammen med AOF Randers, AMU/Teknisk Skole Randers, Handelsskolen i Randers, EUC i Viborg og DCJ i Beder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278