15 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Protester behandles som forbrydelser

Protester behandles som forbrydelser

Tirsdag, 04. juli, 2006, 00:00:00

Protester imod sældrab og krig er blevet overvåget af det californiske anti-terror-kontor

- Når folk bruger deres forfatningsmæssige ret til at demonstrere, marchere og protestere, burde de ikke skulle bekymre sig over om efterretningstjenesten overvåger dem, eller at deres aktiviteter på nogen måde bliver associeret med terrorisme.
Det siger Tom Dresslar, talsmand for Californiens statsadvokatkontor, efter at det kom frem at statens anti-terror-kontor har registreret lovlige politiske aktiviteter.
Det gælder blandt andet en manifestation imod sældrab og en march imod Irak-krigen.
Det er dagbladet Los Angeles Times, der har fået udleveret to rapporter skrevet af anti-terror-kontoret. Der er i alt leveret 60 rapporter til Californiens statslige sikkerhedskontor.
Imidlertid afviste flere ansatte i dét kontor at have behov for rapporterne og krævede deres produktion stoppet. Siden har statsadvokaturet haft travlt med at fornægte rapporterne.
Anti-terror-kontoret, der har 53 ansatte, er et samarbejde mellem netop statsadvokaturet, sikkerhedskontoret og den politistyrke, der patruljerer de californiske landeveje.
Rapporterne bliver også kritiseret af en af de registrerede politiske grupper.
- Det virker som spild af skattepenge og et snigende angreb på vores forfatningsmæssige rettigheder til at demonstrere og ytre os, siger Devlin Donnelly fra den fredsgruppe, hvis march imod Irak-krigen stod omtalt i en af rapporterne.
Den californiske sag er ikke enestående. I Texas har aktivister imod Irak-krigen, anført af Cindy Sheehan, fået forbud mod at campere i nærheden af præsident George W. Bush`s ranch. Sheehan blev verdenskendt, da hun slog lejr udenfor ranchen i 2005 efter hendes søns død som soldat i Irak.
Sheehan og fire andre aktivister har nu sagsøgt de lokale myndigheder, fordi de opfatter camperingsforbudet som et brud på forfatningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jul. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland