19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En ny tradition er født

En ny tradition er født

Onsdag, 05. juli, 2006, 00:00:00

Kun to dage inde i Nordisk Sommerlejr håber arrangørerne, at lejren ikke bliver den sidste af slagsen

- Jeg er sikker på, at der også bliver en lejr næste år, lyder det uden vaklen fra Betty Frydensbjerg Carlsson mandag i frokostpausen på Nordisk Sommerlejr.
Formanden for KPiD understreger, at spørgsmålet ganske vist først er sat på programmet torsdag, og at deltagerne i sidste ende kun kan beslutte en indstilling til de fire arrangerende partier.
- Men forventningerne til denne års lejr er allerede nu indfriet. Der er blevet udvekslet erfaringer i en god og kammeratlig stemning, så vi har set, at vi ikke bare kan holde møder sammen, vi kan også leve sammen. For mig at se skal vi derfor ikke så meget tage stilling til, om vi ønsker en lejr, men mere om vi ønsker en mere åben lejr.
Lejren arrangeres i fællesskab af de danske partier DKP og KPiD, samt Norges Kommunistiske Parti og Sveriges Kommunistiske Parti. Desværre var det ikke muligt for Arbejderen at få en kommentar fra DKP`s ledelse, da vi besøgte lejren.
Derimod traf vi Svend Haakon Jacobsen, næstleder NKP. Han håber også på, at denne lejr kan blive starten på en ny tradition.
- Fællesskabet er vigtigt. En fælles sommerlejr vil være i naturlig forlængelse af det samarbejde, som vi i forvejen har. Vi mødes jo allerede én gang om året til nordisk møde og har også tradition for at møde hinanden i Athen.
- Den her lejr viser, at vi kan lære af hinanden både teoretisk og praktisk. Oveni kan vi bruge de analyser, vi hver især laver, for eksempel analyserne om arbejderklassens udvikling.
Den norske partileder ser flere oplagte samarbejdstemaer. Kampen mod EU ligger lige til højrebenet og på sigt også den anti-imperialistiske kamp, påpeger han
Jan Jönsson, formand for SKP, tager tråden op.
- Nordisk Sommerlejr er en oplagt mulighed for at komme til at lære hinanden bedre at kende med henblik på at kunne koordinere i kampen mod EU og i den anti-imperialistiske kamp. Vi har mange ting til fælles, og jeg mener, at en bedre koordinering og fælles politiske kampagner vil give et løft til de kommunistiske partier i de respektive lande.
Jan Jönsson ser gerne, at en sommerlejr bruges til at markere kommunisterne i det område, hvor lejren finder sted.
- Det vil da være oplagt, hvis lejren holdes i Skåne næste år, at vi benytter den mulighed, at der er 50 kommunister samlet til at markere os politisk.
I år er deltagere fra lejren med i protesterne mod USA`s politik i forbindelse med fejring uafhængighedsdagen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. jul. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland