De afviste asylansøgere, der sultestrejker foran Christiansborg, bliver mødt af en mur af tavshed fra regeringens side

På 18. døgn i træk sultestrejker fem afviste iranske asylansøgere og en herboende iraner foran Christiansborg.
Soveposer, en køletaske med vandflasker, lidt snor og presenning, en radio og en guitar er det sparsomme inventar som de sultestrejkende har med sig.
Kun politikere fra Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne har været forbi for at snakke med de sultestrejkende.
De afviste asylansøgere ville gerne have haft lov til at rejse et telt til at sove i om natten og holde skygge om dagen. Men beskeden fra Københavns Politi var, at 'Christiansborg ikke er en campingplads', fortæller en af de sultestrejkende.
- Det er ikke for sjov, vi sidder her. Vi vil gøre opmærksom på en meget alvorlig sag. Nemlig at vi frygter for vores liv, hvis vi bliver sendt tilbage til Iran, fortæller en af de sultestrejkende, Sherif Shukri, til Arbejderen.
Han fortæller, at mange almindelige mennesker har kigget forbi for at spille musik og sikre, at de har nok at drikke.
- Besøgene betyder meget for os. Det giver energi. Vi sidder og snakker og spiller musik, 'Kald det kærlighed', nynner Sherif Shukri.
En af de danskere, der kigger forbi flere gange om dagen er Jette Glob, der er fredsvagt og 'nabo' til de sultestrejkende.
- Jeg kan ikke bare se på uden at gøre noget. Jeg kommer med vand. Tidligere lavede jeg også te, men det kan deres maver ikke tåle mere. Nu da den iranske ambassade ved, at de sidder her, kan de da slet ikke vende hjem. Jeg er meget vred på systemet. Det mindste politikerne og myndighederne kan gøre, er da at tale med dem, mener Jette Glob.
De sultestrejkende understreger, at deres humor er intakt. Det er også nødvendigt. For når man sætter livet på spil for at råbe om hjælp, er det hårdt at blive mødt af en larmende tavshed fra de ansvarlige.
- Det værste er, at de ansvarlige politikere ikke engang vil tale med os. Dyrevelfærd betyder meget for regeringen. Hvad med mennesker? Hvis vi havde været hunde, var de gået hen og havde klappet os. Det er som om de forsøger at glemme, at vi sidder her og sultestrejker. Vi besluttede os ellers for at sultestrejke her og ikke i asyllejren, fordi vi troede det ville blive lettere at rejse en debat, hvis vi ikke isolerede os i et asylcenter, fortæller Kiumar Masrour og Masoud Riesvand til Arbejderen.
Ligesom de andre sultestrejkende ser han afkræftet ud. De tynde arme vidner om, at maden på de danske asylcentre ikke er det bedste grundlag at indlede en sultestrejke på.
Alligevel er samtlige seks sultestrejkende fast besluttet på at fortsætte sultestrejken. Onsdag forlød det, at en af de sultestrejkende var stoppet. Men han var blot hos lægen for at få kontrolleret sin væskebalance.
I dag er der støttemanifestation foran Christiansborg klokken 16.