De akutte underbemandingsproblemer skal løses nu, lyder kravet fra de strejkende Falckreddere i København. Møde mellem tillidsfolk og koncernchef i går
Det er ikke nok, at Falck-koncernens ledelse har planer om at ansætte flere elever til næste år. Der skal gøres noget ved det umenneskelige arbejdspres her og nu, lyder kravet fra de strejkende Falck-reddere i København.
De omkring 600 reddere besluttede mandag morgen at nedlægge arbejdet efter længere tids utilfredshed med med alt for meget overarbejde og lange vagter.
- Det er et bæger, der er flydt over., siger Jakob Andersen, formand for reddernes brancheorganisation i 3F Chaufførernes Fagforening i København, til Arbejderen.
- Der er ikke tid til at holde spisepauser, folk kører op til 12 timer næsten i træk , og når de har haft nattevagt, er de nødt til at blive på stationen og sove, fordi de er for trætte til at tage hjem
Informationschef hos Falck, Finn Serup Jensen, erkender blankt at der er er problemer.
- Vi har 26 ledige stillinger, og det er jo folk der mangler i det daglige. Så det er helt rigtigt at der er akutte problemer. Men vi forsøger skam at løse dem, siger Finn Serup Jensen til Arbejderen.
Han peger på, at det årlige indtag af elever er blevet væsentligt forøget siden 2003, og til næste år vil være næsten fordoblet til 215.
Men redderne kræver en øjeblikkelig løsning på de akutte problemer, lyder deres melding til Jacob Andersen.
3F og LO erkendte på et møde i Dansk Arbejdsgiverforening i går, at der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Som konsekvens heraf gik tillidsfolkene i gang med at forsøge at få redderne tilbage i arbejde. Om det lykkedes, afhang af resultatet af et møde i går eftermiddags mellem tillidsfolkene og Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen.
- Hvis ledelsen kan fremlægge nogle fornuftige forslag til hvordan de akutte bemandingsproblemer kan løses, tror jeg redderne vil gå i arbejde, er det længste, Jakob Andersen turde spå, da Arbejderen talte med ham, kort efter mødet var gået i gang.
Koncernledelsen har hidtil nægtet at forhandle konkrete løsninger, så længe konflikten står på. Men ifølge Finn Serup Jensen er der planer om at forsøge at få reddere fra provinsen til at flytte til København, og eventuelt også få svenske reddere til hovedstaden.
- Men det er i så fald beslutninger, der vil blive truffet i samarbejde med reddernes organisationer, understreger Falcks informationschef.
Resultatet af mødet mellem tillidsfolk og koncernledelse samt reddernes beslutning omkring strejken forelå endnu ikke, da denne artikel gik i trykken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278