I mindst 21 tilfælde har politiet ulovligt sat børn ned til 12 år alene i detentionen i timevis. I Vejle har politiet tre gange låst børn inde i op til 11 timer
Børn i Danmark helt ned til tolv år sættes bag lås og slå i over et halvt døgn for simpelt tyveri.
Det viser en redegørelse fra Rigsadvokaten. Overgrebene finder sted på trods af, at loven klart slår fast, at børn under den kriminelle lavalder kun undtagelsesvis må sidde alene i en detention og aldrig i mere end seks timer.
Men den regel blev sidste år overtrådt i mindst 21 tilfælde. I Vejle har politiet tre gange låst børn inde i enerum i helt op til 11 timer.
- Sket er sket, og det er selvfølgelig dybt beklageligt. Der var mange anholdelser den pågældende nat, og så smutter den, siger vicepolitimesteren hos Vejle Politi, Tom Andersen, til Arbejderen.
- Jeg er hverken læge eller psykiater, så jeg kan ikke udtale mig om én time eller fem timer er usundt for den unge. Det er vigtigt, at vi som led i efterforskningen kan holde de unge tilbage. Ellers risikerer vi, at de går tilbage og ødelægger beviser eller koordinerer deres forklaringer. Samtidig skal vi måske have undersøgt nogle ting omkring sagen, og det går der altså noget tid med, forklarer Tom Andersen.
Roskilde topper listen ved at have sat et barn alene i fængsel i 14 timer og 20 minutter.
Hos Børns Vilkår vækker politiets overgreb harme.
- Detentionen er en voksenting, som kan være meget skræmmende og traumatisere et barn. Uanset om det sidder alene eller i celle sammen med hardcore voksne kriminelle. Så snart et barn kommer i politiets varetægt må de sociale myndigheder og forældrene på banen og tage over, fastslår formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, overfor Arbejderen.
Rigsadvokaten har kun opgjort de tilfælde, hvor seks timers-reglen er overtrådt.
- Jeg frygter, at de 21 tilfælde kun er toppen af isbjerget. Politiet må slet ikke sætte børn i detentionen, med mindre der er tale om grov kriminalitet. Alligevel har vi eksempler på, at børn er blevet sat i detentionen i en time eller to, fordi der ikke var en betjent til at afhøre dem. Der er en grund til, at loven er så klar. Det duer ikke at politiet bryder loven, fordi de ikke har ressourcer nok, fortsætter Peter Albæk.
Også Amnesty International er vrede og henviser til FN`s børnekonvention, som slår fast, at tilbageholdelser eller fængsling af et barn kun må ske som en sidste udvej og i kortest muligt tid.
Rigsadvokaten indskærper nu overfor politiet, at de skal overholde loven, når de tager mindreårige i deres varetægt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278