Regeringen snakker om, at alle skal ud på arbejdsmarkedet og arbejde for deres penge, men samtidig skaber man et benhårdt arbejdsmarked, hvor alt, der ikke passer i forhold til bundlinjen, skæres væk, konstaterer læge Ellen Ryg Olsen

Der er en stor social ulighed i sundhed og levetid. En række undersøgelser viser, at ufaglærte og kortuddannede er mere syge og lever kortere tid, end mennesker der har taget en længere uddannelse.
Senest er debatten kommet op at stå i forbindelse med planerne om en højere efterlønsalder. Et forslag der vil ramme de ufaglærte og kortuddannede særlig hårdt, fordi deres levealder, i modsætning til de højtuddannedes, stort set ikke stiger.
Ulighederne i sundhed bliver ofte forklaret med, at de nederste grupper i samfundet lever mere usundt, drikke mere, ryger mere, spiser mere fedt og ikke bevæger sig nok.
Men den der forklaring med at det kun er folks egen skyld, holder ikke. Tingene er langt mere komplekse, understreger læge Ellen Ryg Olsen. Hun har i årevis arbejdet med de udstødte grupper på arbejdsmarkedet.
- Graden af afmagt er afgørende for, hvor syg man bliver. Kan man ikke se sig ud af den situation man er i, bliver man syg. En ufaglært rengøringsassistent har ikke så mange handlemuligheder, hvis hun bliver syg og ikke kan klare sit arbejde. Det gør hende endnu mere syg. Nogen af os er til gengæld priviligeret med en høj uddannelse. Det betyder, at vi har flere valgmuligheder. Når man har mange kort på hånden, er situationen en anden. Det er en af forklaringerne på den sociale ulighed, når det gælder sygdom, understreger Ellen Ryg Olsen.

Uligheden cementeres
Systemet er tilmed indrettet, så de ufaglærte, der rammes af sygdom, har færre muligheder end højtuddannede, hvis de skal omskoles til et andet område. Når det offentlige bevilger en revalidering, bliver der taget udgangspunkt i, at der ikke må gives hjælp til en uddannelse, som er ret meget højere end det, vedkommende tidligere har lavet.
- En nedslidt rengøringsassistent må for eksempel ikke uddannes til læge, hun skal blive i sin egen boldgade. Men hvad kan man der tænke sig af arbejde, hvor hun ikke skal bruge sin fysik, erklærer Ellen Ryg vredt.
- Jeg har mødt en maskinarbejder, der havde ødelagt hånden, men han måtte ikke blive revalideret til pædagog. Hvorfor i helvede må man ikke det. Hvad er det for et begreb, hvad er det for noget pjat. Dem der har i forvejen, skal mere have, mens dem der har lidt, ikke skal have mere. Det fastholder den sociale ulighed.
Pointen bliver understreget af et par oprørte slag i bordet. Samtidig med sin utilfredshed med hvordan loven praktiseres, er Ellen Ryg Olsen begejstret for de gode revalideringslove. Men beklager samtidig, at det er et af de steder, hvor der er sket store forringelser.
- Det er ellers sådan en smuk ide, at hvis man er blevet skadet, skal man have et nyt kort på hånden, så man kan komme videre. Men tingene er blevet strammet og snerpet på det her område. Revalideringspolitikken er virkelig et af de steder, hvor der er sket en meget tydelig forandring de seneste år. Antallet af revalideringer er raslet ned, selv om man kan se, at mange der er blevet revalideret, ender med at blive selvforsørgende. I stedet bliver folk sendt i mere eller mindre perspektivløse arbejdsprøvninger.

Minister håner udsatte
Der er store problemer i dansk socialpolitik anno 2006. Det har Ellen Ryg slået fast, ikke mindst i sin bog 'Syge på tvangsarbejde' der udkom sidste år. Men det er, efter hendes mening, for letkøbt at sige, at det først er under VC-regeringen, at det er gået galt.
- Helt ærligt, så tror jeg, at de mennesker, der har brug for hjælp, altid er blevet behandlet dårligt. Men det er blevet værre nu, hvor mennesker, der for eksempel er arbejdsløse, bliver hånet af beskæftigelsesministeren, med bemærkninger der antyder, at det nok er, fordi de ikke ønsker at arbejde. Hånen er blevet så åben og så direkte, at det er dybt forulempende.
Regeringen erklærer selv, at der er sket en socialpolitisk kovending i dens tid. Påstanden er, at folk tidligere blev gjort til ofre, fik kompenserende ydelser og deres problemer kun blev forklaret med, at det er samfundets skyld, mens man i dag tror på, at mennesker kan selv.
- Det er en total gang sludder og vrøvl. Man kan ikke se på det ene uden samtidig at se på det andet, erklærer Ellen Ryg.
- Jeg har aldrig oplevet nogen, der har fået kompenserende ydelser for ingenting. Tidligere mistroede man også folk, der kom og bad om hjælp, de blev både tjekket og dobbelttjekket.
Ellen Ryg understreger, at hun er helt enig i, at der skal ses på det enkelte menneskes ressourcer, men hun mener det er tåbeligt, når man i dag vælger at se bort fra, hvad for eksempel opvækstbetingelser og forholdene på arbejdsmarkedet betyder for det enkelte menneske.
- I dag er det blevet sådan, at hvis man drager de sociale og materielle betingelser ind i vurderingen af et menneskes muligheder, så er det fordi man mener, at det bare er samfundets skyld. Men selvfølgelig er et menneske et produkt, både af sig selv og af de muligheder det har haft. Det er en halvhedsvurdering, hvis man udelader den ene del.
Ellen Ryg Olsen understreger med store bogstaver det absurde i, at man hele tiden snakker om, at alle de, der i dag står udenfor arbejdsmarkedet, skal i gang, samtidig med at man indretter et arbejdsmarked, som er så benhårdt, at der kun er plads til de mest effektive.
- JE Jeg kan græde, når jeg i dag sidder foran en stor, stærk 18-årig mand, som har haft svært ved at klare skolen og som siger, at han vil være bistandsklient. Det virker provokerende, men det er jo fordi han godt ved, at der ikke er brug for ham. Tidligere kunne han få arbejde på en fabrik, og når han blev ældre, og det blev for hårdt, kunne han få et fejejob. Den slags er slut nu.

Rummeligheden er væk
Tidligere var der mange steder for den store gruppe af mennesker, som godt vil arbejde, men som har svært ved det boglige og ikke kan klare et meget højt tempo, fortæller Ellen Ryg Olsen. Hun husker for eksempel, da en københavnsk barnevogsfabrik, som vist nok hed Itkin, lukkede.
- Der kom flere folk, som havde arbejdet der og som var ret autistiske (lukker sig inde i egen tankeverden - red.). De havde fungeret godt med at sætte barnevognshjul på. Men hvad skulle de nu lave. I dag har vi ikke de rummelige steder, som har plads til de her mennesker. Det hele skal være så effektivt, alt som ikke passer i forhold til bundlinjen skæres væk.
Her snakker Ellen Ryg ikke kun om det private arbejdsmarked, hun er også dybt foruroliget over udviklingen på de offentlige arbejdspladser.
- Tag for eksempel postvæsnet. Det er latterligt, at der ikke ansættes nogle flere, så der kunne ydes en bedre service og folk ikke blev slidt ned. Men efter at det er blevet privatiseret, handler det om, at der skal tjenes penge.
- Tidligere var postbud noget af det sundeste man kunne være. Det skyldes en høj grad af selvbestemmelse over arbejdsdagen. De kunne selv styre deres ruter, og når de var færdige, kunne de gå hjem. Som unge blev de tidligt færdige og havde så tid til familien, som ældre tog ruten længere tid. Nu er der blevet strammet og rationaliseret, arbejdskraften bliver udnyttet til sidste blodsdråbe. Resultatet er, at postbudene bliver mere syge og deres levealder er faldet.
Samme udvikling kan ses indenfor for eksempel den kollektive trafik og hjemmeplejen, hvor det nu også kommer til at handle om privatiseringer og om at tjene penge, understreger Ellen Ryg.
- Der er en kæmpestor gruppe, der godt kunne være med på arbejdsmarkedet, hvis bundlinjetænkningen ikke var det afgørende. Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik en diskussion af, hvordan samfundet skulle organiseres, så der var plads til den million, der i dag står udenfor arbejdsmarkedet. Ikke fordi vi ikke har råd til at have dem på overførselsindkomster. Vi er så rige, at vi sagtens har råd. Men fordi det ikke er acceptabelt, at en tredjedel af den arbejdsføre befolkning er sat udenfor.

Færre får førtidspension
Ellen Ryg Olsen var i fem år ansat på Revacentret i København og stiftede der på nært hold bekendtskab med konsekvenserne af de statslige og kommunale bestræbelser på at spare på førtidspensionen. I sin bog beskriver hun, hvordan dødssyge mennesker der søger om førtidspension, i dag bliver sendt i fuldstændig perspektivløs aktivering og arbejdsprøvning.
- Det er ikke fordi, jeg er imod aktivering og arbejdsprøvning. Det kan være godt, hvis det kan få folk videre. Men der skal være perspektiv i det. Ellers får det karakter af magtudøvelse og straf overfor syge mennesker.
Den nye førtidspensionslov trådte i kraft for godt tre år siden. Den slog fast, at der fremover skal fokuseres på ansøgernes ressourcer og deres arbejdsevne. Dermed stadfæstede den en praksis, som startede i slutningen af 90`erne. Der blev taget afstand fra, at lægernes diagnoser skulle være bestemmende for, om et menneske kunne få pension. Enhver som kunne arbejde, skulle fastholdes på arbejdsmarkedet.
- Man begyndte meget fornuftigt at sætte spørgsmålstegn ved de lægelige diagnosers egnethed, til at kunne bestemme folks arbejdsevne. Men lige så dumt det er at mene, at sygdom kan forklare alt, lige så dumt er det at sige, at det intet betyder. Nu siger man, at diagnoser intet betyder, og det er hul i hovedet, fastslår Ellen Ryg.
- Det betyder, at vi ser, at dødssyge mennesker bliver sendt i arbejdsprøvning. Der er en generel mistænkeliggørelse af de mennesker, der søger om førtidspension. Socialrådgiveren skal stille spørgsmålstegn ved deres arbejdsevne. Gør hun ikke det, bliver hun punket. Længere oppe i systemet kræver de arbejdsprøvning, selvom en ressourcevurdering viser, at der ingen arbejdsevne er tilbage overhovedet.
Intensionerne med den nye førtidspensionslov er blevet opfyldt. Der er færre, som får tilkendt en førtidspension under de her vilkår. De mennesker må i stedet friste en usikker tilværelse på sygedagpenge eller på ledighedsydelse (91 procent af dagpengesatsen), mens de venter på et af de fleksjob, som der er alt for få af. Antallet af langvarigt syge og folk på ledighedsydelse er steget, siden førtidspensionsloven trådte i kraft.
- Så samlet set er der ikke kommet færre på offentlig forsørgelse. Og i det her forløb er så mange mennesker blevet såret, skadet og forulempet, konstaterer Ellen Ryg.

Syge under mistanke
Den nye sygedagpengelov peger i samme retning. Man forsøger at presse de syge hurtigt tilbage på arbejdet blandt andet gennem deltidssygemeldinger og vurderinger, hvor for eksempel arbejdsbetinget stress ikke betragtes som 'rigtig' sygdom.
- Nogle kommuner siger, at man ikke er berettiget til sygedagpenge, hvis sygdommen skyldes forhold på arbejdspladsen. Men et dårligt hjerte der skyldes stress, er lige så farligt, som et dårligt hjerte der skyldes en hjertefejl, konstaterer Ellen Ryg.
- Det er o.k. at være opmærksom på at få folk hurtigt i gang igen. Men det er ikke o.k. at tro, at folk ikke er syge, når de sygemelder sig. Og det er bestemt ikke o.k. at fratage folk deres forsørgelsesgrundlag.
Ellen Ryg Olsen ser velfærdsforliget som en fortsættelse af den politiske linje, som har gjort livet usikkert for de mest udsatte grupper.
- For mig er det centrale forringelsen af efterlønnen. Der er mange som er så nedslidte, at de ikke kan få dagene til at gå, til de bliver 60 år. De ønsker ikke det førtidspensionscirkus med arbejdsprøvning og så videre. De venter kun på, at de bliver 60, så de med en vis værdighed i behold kan sige, at 'jeg har valgt at gå på efterløn'. Jeg ved ikke, hvordan de vil trylle de her folk raske, eller hvordan de vil fremtrylle de seniorordninger, som de har snakket om så længe, uden at der er realiteter i det.
Selv har Ellen Ryg Olsen nået den alder, hvor hun i flere år kunne have svinget golfkøllen og nydt 'driverlivet på efterlønnen'. Men hun har, som mange andre højtuddannede, valgt at forsætte arbejdslivet, selvom hun er fyldt 63 år.
- Uanset dommedagssnakken er sandheden jo, at vi danskere er så arbejdsliderlige, at det er ved at være for meget af det gode, lyder hendes slutreplik.

Ellen Ryg Olsen
1979: Uddannet som læge
1979-1992: Ansættelse på hospitaler og i almen lægepraksis.
1992-1998: Lægekonsulent i Mødrehjælpen og i Københavns og Frederiksberg kommuner.
1995-1999: Lektor i socialmedicin og psykiatri ved Den Sociale Højskole i København.
1999-2004: Lægekonsulent på Revacentret i København.
I dag: Læge i Arbejdsmiljø København (tidligere BST).