Faglige kræfter i Århus håber og tror på LO`s opbakning i kampen mod bebudede nedskæringer på 410 millioner kroner
Den værste sparerunde i 15 år.
Det er de dystre udsigter for borgerne i Århus, der mandag fik besked om, at kommunen skal spare 410 millioner kroner. Vel at mærke i hvert af årene 2007 til 2010.
Den socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen lægger ikke skjul på, at det vil komme til at gøre ondt på ældre, børn og det sociale område. Oven i erklærer han sig parat til at finde det politiske flertal for nedskæringerne i den borgerlige side af byrådssalen.
Fagforeninger, brugerorganisationer og andre græsrødder har hen over sommeren forberedt en række aktiviteter mod nedskæringerne. På onsdag den 16. august indkalder Den Kommunale Fællesrepræsentation til tillidsmandsmøde for alle offentlige arbejdspladser. Mødet foregår klokken 15-17 på Centralværkstedet.
En uge efter, den 23. august, indkalder Forældrenævnet til demonstration i forbindelse med byrådets førstebehandling af budgetforslaget. Og tirsdag den 12. september er der en fælles demonstration mod sparekataloget.
Der er brug for, at alle faglige kræfter er med i kampen, mener Hans Sig Nielsen, formand for 2.500 medlemmer i den offentlige gruppe under 3F Rymarken. Han deltager på ledelsesmødet i LO Århus på fredag, hvor budgettet også er på dagsordenen.
- Jeg er sikker på, at LO efter sit møde på fredag melder ud imod de foreslåede nedskæringer. Og jeg er også sikker på, at LO vil være med til at pege på alternativer til forringet service og fyringer i den offentlige sektor, siger gruppeformanden til Arbejderen.
Hans Sig Nielsen mener, det ligger lige for, at LO peger på muligheden for at udskyde en række udgiftstunge anlægsopgaver i kommunen.
- Det gælder planerne om et nyt multimediehus, en tunnel ved Marselisborg og en letbane. Eller LO kan være med til at rejse en diskussion om, hvad der er galt med at oparbejde en gæld i dårlige tider.
Hans Sig Nielsen peger også på, at LO kan være med til at øge presset for kravet om, at forhandlingerne om kommunernes økonomi genåbnes. Det er ikke bare Århus, der har problemer med at få budgetterne til at hænge sammen. Derfor er det indlysende, at regeringen igen sætter sig til forhandlingsbordet sammen med Kommunernes Landsforening, mener han.
Også hos byens anden 3F-afdeling er der en forventning om en klar stillingtagen fra LO.
- Vi forventer da, at LO bakker op om kampen mod nedskæringskataloget og samtidig er med til at øge presset for at sikre flere penge til kommunerne, siger Arne Knudsen fra den daglige ledelse i 3F Transport, Logistik og Byg.
En klar melding fra LO vil være med til at øge presset på byrådsmedlemmerne og borgmesteren. Samtidig vil det være en stor støtte til de mange kræfter i byen, der allerede har sat sig i bevægelse mod nedskæringerne, lyder det fra fagforeningerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278