Gennem fire vidt forskellige skæbner - fra kontorchefen til den politiske flygtning - beskriver Ellen Ryg Olsen i sin bog de menneskelige konsekvenser af det statslige og kommunale pres, der er for at spare på førtidspensionerne. Mød Linda, Knud, Ali og Ahmad
Linda:
Arbejdede en række år som pædagogmedhjælper, men måtte stoppe uddannelsen til pædagog på grund af rygproblemer. I 1991 konstaterer læger, at der er tale om en diskusprolapslidelse, to operationer hjælper ikke på smerterne. I 1994 søger den 43-årige Linda om førtidspension. Det tager et år at behandle ansøgningen, i den tid får Linda ingen penge overhovedet. I 1995 får hun laveste førtidspension på grundlag af udtalelsen fra en lægekonsulent. Det betyder, at hun ikke får nogen efterbetaling for det år, der er gået med sagsbehandlingen. Det ville hun have fået, hvis der var bevilliget mellemste pension.
Linda anker afgørelsen. Efter tre års kamp, hvor forvaltningen afviser en række læger, der peger på, at lidelsen er så alvorlig, at den berettiger til mellemste pension, får Linda afslag i 1998. Samme år får hun konstateret brystkræft, og får psykiske og fysiske mén af sygdommen. I 1999 søger hun igen om mellemste pension og sendes trods sine sygdomme i arbejdsprøvning. I 2001 får hun endelig forhøjelse af pensionen.
Knud S.:
Knud S. arbejdede som udviklingschef i en landsdækkende organisation, da han i 1988 fik en mindre blodprop i hjertet. Derefter gik det godt, indtil han blev alvorligt syg og faldt om i 1995, hvor han var 56 år. Han fik hjertemassage og blev genoplivet, men fik nogle skader på hjernen på grund af iltmangel. Efterfølgende gennemgik Knud S. en stor bypassoperation med indsættelse af nye hjertekransårer. I de efterfølgende år måtte han gennem flere operationer på grund af åreforkalkning. Dertil fik han konstateret sukkersyge og hans astma blev forværret.
Knud S. begyndte at arbejde igen i 1996, men havde svært ved at klare sit job. I 1998 søger han om førtidspension. Forvaltningen kræver, at han gennemgår en arbejdsprøvning, før der kan rejses en pensionssag. Derefter er Knud S. sygemeldt et halvt år, og begynder derefter at arbejde på stærkt nedsat tid for sin gamle arbejdsplads, samtidig med at han får delpension. Da Knud S. er 63 år, vil arbejdspladsen ikke forlænge ordningen længere. Han søger igen om førtidspension og bliver igen stillet overfor kravet om arbejdsprøvning trods en række forværrede sygdomssymptomer. Revacentret gennemfører dog ikke arbejdsprøvningen. Efterfølgende får Knud S. tilkendt den mellemste førtidspension.
Ali:
Kom til Danmark fra Makedonien i 1960. Fandt arbejde med det samme, arbejdede stort set uafbrudt fra 1971 til 2000 på Den Kongelige Porcelænsfabrik. De sidste år fik Ali bøvl med sin skulder som var slidt, så da fabrikken flyttede til Sverige i 2000, kunne han ikke klare et andet arbejde.
Læger tilbød operation af skulderen, men Ali afviste, han var bange for en forværring. Ali ønskede selv at få et fleksjob som portner eller chauffør, men socialkontoret krævede en arbejdsprøvning. Det forværrede smerterne i skulderen og Ali fik også mavesår.
Ali stoppede i arbejdsprøvningen og fik derefter at vide, at han ikke længere kunne få sygedagpenge, fordi han ikke ville medvirke til egen helbredelse ved at blive opereret. Forvaltningen tog sig ikke af, at læger på revalideringsklinikken konstaterede, at Ali er at betragte som funktionelt enarmet og at operation ikke ubetinget kan forventes at føre til helbredelse.
Efter endnu et forsøg på at få Ali tilbage på arbejdsmarkedet, med endnu en arbejdsprøvning, som igen forværre hans sygdomme, får Ali tilkendt førtidspension i 2004.
Ahmad:
Er palæstinenser opvokset i en flygtningelejr i Libanon. Kom som helt ung med i PLO og var med i krigen i forbindelse med den israelske invasion i 1982. Kom i fængsel, første gang i fire år, anden gang i et halvt år. Blev tortureret begge gange. Flygtede til Danmark i 1988. Fik asyl i 1989.
Først i 1995 tilbydes Ahmad et aktiveringsforløb, det afsluttes efter seks måneder med besked om, at nu skal en anden have chancen. Ahmad savner arbejde og kontakt med danskerne. Han bliver mere og mere forpint, har smerter, overvejer selvmord, kan ikke sove og bliver irritabel og hidsig.
I 2000 søgte Ahmad om førtidspension, han er da 40 år gammel, men ligner en 60-årig. Lokalcentret indleder sagen med ordene: 'Endnu en palæstinenser der søger om førtidspension'.
Ahmad blev henvist til arbejdsprøvning, en lægeundersøgelse viste, at der er fysiske og psykiske skader, som kan skyldes tortur. Konklusionen er, at der ikke er perspektiv i en arbejdsprøvning. Først efter et halvt år bliver Ahmad indkaldt til samtale. Forvaltningen skriver i papirerne: 'Mon ikke hovedproblemet i denne sag drejer sig om, at klienten ganske enkelt ikke ønsker at arbejde.' Efterfølgende aflyser kommunen flere møder med Ahmad og laver ikke den lovpligtige ressourceprofil. I stedet kræver de Ahmad aktiveret.
Efter hjælp fra en dygtig bisidder som får gennemtrumfet en undersøgelse hos en speciallæge i psykiatri, får Ahmad endelig tilkendt førtidspension i 2004.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
