19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

De store drenge slipper billigt

De store drenge slipper billigt

Lørdag, 12. august, 2006, 00:00:00

Skatten for de rige multinationale selskaber styrtdykker verden. Men lande, der sænker skatten for at tiltrække udenlandske selskaber, mærker ikke flere investeringer af den grund

af Peter Rasmussen
Det eneste, der er sikkert her i livet er døden og skatten.
Sådan sagde Benjamin Franklin engang. Men han kendte naturligvis ikke til nutidens multinationale koncerner.
De betaler nemlig mindre og mindre i skat, selv om de tjener mere og mere. Baggrunden er dels, at selskabsskatten er sænket drastisk i de fleste af verdens rige lande over de sidste tyve år, og dels at selskaberne benytter sig stadig mere af skattely og kreative regnskabsformer.

Faldet med en tredjedel
De seneste tyve år er den gennemsnitlige selskabsskat i de rige OECD-lande faldet fra 45 til 30 procent. Fortsætter denne udvikling, når koncerner ned på et rundt nul i skat i 2050. Det viser undersøgelser, foretaget af den globale faglige sammenslutning, Frie Faglige Internationale, FFI.
- Regeringer må stoppe denne konkurrence på skat, hvis de virkelig ønsker at sikre deres samfund fremover, siger Guy Ryder, formand for FFI.
Udviklingen har voldsomme konsekvenser. Beregninger viser, at de fattige lande mister mindst 290 milliarder kroner hvert år på lovlig skattefusk.
På verdensplan betyder udviklingen, at koncernernes skat blot udgør en stadig mindre del af landenes skattegrundlag: I USA er det otte procent mod 16 i 1970`erne og i Japan er det 13 procent mod 23 får et par årtier siden.

Kunne betale uddannelse
- Det beløb, der bliver tabt i skattely hvert år, alene i ulandene, svarer til seks gange det beløb, der er nødvendig for at sikre uddannelse til alle i hele verden. I en tid, hvor koncerner tager mere af overskuddet end nogensinde, har højere profit end nogensinde, og hvor sociale sikkerhedsnet forsvinder under arbejdere, burde vi så ikke spørge, om selskaber ikke skal betale lidt tilbage, siger Guy Ryder.
Han undrer sig over, at de store koncerner slipper af sted med manøvrer, som almindelige mennesker ville blive smidt i fængsel for.
Ud af de 275 største selskaber i USA betalte 175 overhovedet ikke skat mellem 2001 og 2003, viser nye tal. En del af dem fik faktisk penge tilbage i stedet.

EU-lande i ræs mod bunden
Det er ikke mindst EU-landene, der har kastet sig ud i et kapløb om lav skat på grund af kapitalens fri bevægelighed, konkluderer FFI.
De 15 gamle EU-lande har i snit sænket selskabsskatten fra 38 til 30 procent, mens de nye EU-lande er gået fra 31 til 20 procent i den periode.
Globalt set er det især de helt store koncerner, der er mestre i at finde i skattely på eksotiske kyster som Bermuda og Cayman Islands.
Det sker gennem et simpelt adresseskift for virksomheder og deres datterselskaber.
Men med de seneste års kapløb mod bunden har ogå Irland, Island og Ungarn føjet sig til listen over skatteparadiser, for ikke at nævne byer som Frankfurt og London.
Selskaber som Pepsi, Boeing og Halliburton er blandt mestrene i denne disciplin.

Kapløb virker ikke
Det ironiske er, at landenes ræs mod skattebunden faktisk ikke virker, viser FFI`s undersøgelse.
- De lande, der har sænket deres selskabsskat mest drastisk, har ikke oplevet den fremgang i investeringer, de havde forventet. De nye EU-lande, der har sænket skatten voldsomt, har ikke oplevet flere investeringer af den grund, siger Guy Ryder.
I USA har store skattefordele til multinationale selskaber heller ikke medført flere investeringer. Faktisk har de største selskaber skåret ned i USA, trods fordelene.
I Danmark er selskabsskatten sænket til 28 procent, men en række af verdens største selskaber betaler intet eller næsten intet i skat i Danmark. Det drejer sig om koncerner som Coca-Cola, Nestlé, Unilever, Q8, Fiat, Kellogs og McDonald, der alle betaler under to procent i skat trods milliardomsætninger.


Så meget tjener chefen:
Millioner kroner om året

Terry Semel, Yahoo 632
Lew Frankfort, Coach Inc. 371
Bob Simpson, XTO Energy 360
William McGuire, United Health, 336
Summer Redstone, Viacom 325

11.000 år
Så lang tid vil det tage en amerikansk arbejder på mindsteløn at tjene Yahoo-direktør, Terry Semels årsløn.

Kilder: AFL-CIO, The Guardian


Skattefald
For multinationale, udvalgte lande i procent
2000 2005
Australien 34 30
Belgien 40 34
Canada 44 36
Danmark 32 28

Tyskland 52 38,9
Østrig 34 25
Island 30 18
Irland 24 12,5
Polen 30 19
USA 39,4 39,3

OECD gennemsnit 33,6 28,7


Ingen skat i Danmark
Coca-Cola: èn procent
Næsten hele Coca-Colas indtjening i Danmark beskattes i udlandet, blandt andet i Irland. Coca-Cola omsætter årligt for op imod 100 millioner kroner og betaler godt én million kroner

FIAT: To procent
Fiat har ikke betalt skat i Danmark i årevis på trods af en årlig omsætning af biler på 7-800 millioner kroner. I 2005 er der dog anført en skattebetaling på godt én million kroner.

Nestlé: 0 procent
Nestlé, der er verdens største fødevarevirksomhed, har i Danmark en omsætning på over én milliard kroner. Trods denne omsætning har Nestlé ikke betalt skat i Danmark i en lang årrække.

Kilde: kenddinvare.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. aug. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland