LO er ikke en del af den lokale kampagne mod de kommunale nedskæringer, siger LO`s formand i Århus, der også sidder i byrådet for Socialdemokraterne
I fredags afholdt forretningsudvalget i LO-Århus møde, og på dagsordenen var de historisk store nedskæringer i det kommunale budget, som borgmester Nicolai Wammen(S) lægger op til.
Men det blev ikke til en klar stillingtagen mod nedskæringerne fra LO-Århus i denne omgang.
'Besparelserne er nødvendige, hvis ikke kommunens gæld skal fortsætte med at vokse som følge af langt flere udgifter end indtægter', hedder det i en udtalelse fra mødet.
- Jeg vil stærkt opfordre til, at man retter harmen det rigtige sted hen. Det er den tyvagtige finansminister, der skal på anklagebænken, siger Hans Halvorsen til Arbejderen. Han er LO-formand i byen, men sidder samtidig i byrådet for Socialdemokraterne.
>- Det er fuldstændig tåbeligt, at vi nu skal til at skære ned for 410 millioner kroner, eller mere. Og jeg håber, vi kan undgå at skulle fyre offentlige ansatte. Men jeg har ikke fantasi til at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, fortsætter han.
Men vil LO gå ind og understøtte den lokale kampagne, der er etableret, imod sparekataloget?
- Jeg kender ikke til en lokal kampagne mod sparekataloget. Men det er LO i hvert fald ikke en del af, siger Hans Halvorsen.
LO-Århus støtter Nicolai Wammens krav om, at regeringen i finansloven for 2007 giver en ekstrabevilling, så kommunerne får mere luft i budgettet.
Ulla Nygaard, næstformand i BUPL, ærgrer sig over LO`s stillingtagen.
- Vi er da med på, at regeringen skal presses. Men indtil da må byrådet tage ansvar og finde andre løsninger end nedskæringer, siger hun til Arbejderen.
- Vi kan ikke acceptere, at der vedtages et nedskæringsforlig, i forventning om at der nok findes en løsning senere. Nu må hensynet til de ældre og de handikappede komme først, slutter hun.
I næste uge har Den Kommunale Fællesrepræsentation indkaldt alle de offentlige ansattes tillidsfolk til møde.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278