18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

ATP vil overtage togskinner

ATP vil overtage togskinner

Tirsdag, 15. august, 2006, 00:00:00

Skinnenettet køres ud på et sidespor, hvor det er overskud til investorerne og ikke sociale hensyn, der er i højsædet, advarer Enhedslistens trafikudvalg

Lad private overtage skinner og signaler, så bliver der tog til tiden. Sådan lyder løftet fra Danmarks største pensionskasse, ATP.
ATP vil samle et privat konsortium, der skal overtage vedligeholdelsen og ejerskab af jernbanens infrastruktur. Herefter kan staten og jernbaneselskaberne leje sig ind og betale en fast årlig afgift i eksempelvis 30 år.
- Jeg frygter, at der blot vil blive tale om en mellemstation mellem statseje og en privatisering af skinnerne. Hvis først skinnerne skilles ud, og ATP overtager ejerskab og vedligeholdelse sammen med et privat konsortium, vil blive en glidebane hen imod, at private selskaber sætter sig på de offentlige skinner, advarer Arne Lund fra Enhedslistens trafikudvalg.
Han frygter franske og italienske tilstande, hvor private og offentlige selskaber ejer sygehuse og veje i samarbejde.
- De danske politikere klapper allerede i hænderne, fordi de slipper for at tage ansvar. Hvis vedligeholdelsen af skinner og signaler lægges over i et privat konsortium, vil det ikke længere være regionale-, sociale- og sikkerhedsmæssige hensyn, der vægter tungest. I stedet kan man forestille sig, at spor og signaler i yderområder ikke vil blive vedligeholdt, fortsætter Arne Lund.
ATP`s investeringsdrømme begrænser sig ikke kun til jernbanen. ATP`s bestyrelse er klar til også at overtage veje og broer.
- ATP og de private tager sig jo godt betalt for deres investering. De er gennemsyret af købmandstænkning. De eksempler vi har på Offentligt Privat Partnerskabs-samarbejde herhjemme (eksempelvis en motorvej og en folkeskole i Trehøje, red.) viser da også, at modellen med at staten lejer sig ind hos private, ender med at blive en dyr forretning. Loven slår fast, at ATP skal gå efter det højest mulige afkast, påpeger Arne Lund.
Skolen som Trehøje Kommune får et privat selskab til at investere i koster cirka 120 millioner kroner at opføre. Herefter forpligter kommunen sig til at leje bygningerne de næste 30 år til 10-11 millioner kroner om året.
ATP`s direktør indrømmer da også, at pensionsselskabet '...investerer for at få størst muligt afkast'.
Trafikminister Flemming Hansen vil ikke afvise ATP`s tilbud.
- Det er en af de muligheder, der er for at finansiere den store investering. Men nu skal vi først have vores store analyse færdig, så vi kender problemets omfang. Og så skal vi se på finansieringen, og ATP er en mulighed, siger han til Radioavisen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. aug. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland