Flygtningevenner i Danmark og aktive i fredsbevægelsen kender helt sikkert Arne Hansen. I det mindste af navn. Han står nemlig som afsender på en strøm af alternative nyhedsmails om fred og flygtningespørgsmål. Men hvem er egentlig manden bag den omfattende e-mail-service? Arbejderen har besøgt Arne Hansen, der bor i Frederikshavn

En invitation til et kurdisk bryllup og en tur til Sri Lanka. Det er nogle af de konkrete udtryk for den taknemmelighed, Arne Hansen møder fra de flygtninge, han gennem mere end ti år har forsøgt at give en hjælpende hånd, når de som vildt fremmede kommer til Frederikshavn.
Skulle man være i tvivl, så afslører nogle timers snak, at det langt fra er udsigten til den slags 'frynsegoder', der får den forhenværende gymnasielærer til at bruge størstedelen af sin vågne tid som frivillig rådgiver for flygtninge og på at formidle alternative nyheder med flygtninge og fred som omdrejningspunkt.
- Det er utroligt berigende at møde mennesker fra fremmede kulturer. Ved at møde flygtninge får man mulighed for at blive klogere på verden. De har været med til at udvide min horisont og give mig et mere nuanceret syn på verden, lyder det fra frederikshavneren.
Han er drevet af en utrolig indignation over en verden, der bliver stadig mere utryg og ulige. Og som følge deraf ønsket om at skabe en verden med fred og demokrati.
- Fred og flygtninge hænger uløseligt sammen. Så længe der er krige, vil der være flygtninge. Når jeg har valgt at bruge mine kræfter på de områder, så er det fordi, det er her, jeg oplever, at min indsats gør en forskel, at min indsats kan mærkes.

Påvirket af ungdomsoprøret
Arne Hansen har netop rundet de 67 år, men benyttede i 1999 muligheden for at gå på efterløn. Hans logiske forklaring lyder:
- Jeg tænkte, at der var mere brug for mig til at lave frivilligt arbejde end til at undervise de unge på gymnasiet.
Inden da nåede han 27 år som underviser på Frederikshavn Gymnasium. Her har tusinder af studerende nydt godt af hans viden og engagement, når han har undervist i samfundsfag og historie.
Arne Hansen var blandt det første kuld af samfundsfagslærere i Danmark. Uddannelsen blev taget på Århus Universitet med start i 1965. Det var mens ungdomsoprøret rullede, og det gik ikke ubemærket forbi den ellers sindige nordjyde.
- Vi var alle sammen under stærk indflydelse af ungdomsoprøret og de antiautoritære strømninger, der rasede i 60`erne. Jeg var aldrig i tvivl om, at der skulle et andet og mere retfærdigt samfundssystem til, men var, måske fordi jeg var noget ældre end mine studiekammerater, indstillet på at bruge den demokratiske vej i modsætning til leninisters snak om revolution.

Fra landet
Revolution eller ej. Alene tankerne om et opgør med det bestående lå langt fra de opfattelser, Arne Hansen voksede op med på en gård i Understed. Her blev han født i 1939 som nummer to ud af en søskendeflok på fire.
I hjemmet var det faren, der bestemte mest. Arne Hansen husker ham som optaget af at drive datidens moderne landbrug. Og som dreng var han stolt af, at kunne hjælpe sin far med at få kobesætningens smørydelse til at toppe på egnen.
- Derfor lå det også i luften, at jeg som den ældste søn skulle tage en landbrugsuddannelse og overtage gården efter min far. Jeg skulle derfor nøjes med syv år i den stråtækte og kom derefter på Stidsholt ungdomsskole og senere igen på landbrugsskole.
Inden uddannelsen til gymnasielærer blev det til et smut til hovedstaden.
- I det ret nationalistiske miljø jeg kom fra var det en selvfølge, at jeg skulle være soldat. Jeg aftjente næsten halvandet års værnepligt i København. Det blev den første revolution i min tilværelse. Der var en verden til forskel på det ret lukkede landbomiljø i Vendsyssel og livet i storbyen København. Jeg havde arbejdet hjemme til jeg var 18 år og var stadig meget uselvstændig. Dengang var det mere almindeligt, at forældrene bestemte eller havde afgørende indflydelse på deres børns fremtid. I København begyndte jeg at få øjnene op for nuancerne i tilværelsen og fandt ud af, at der var andre måder at anskue verden på, end den jeg havde med hjemmefra.
- Jeg var groft sagt vokset op med, at alt 'lort' kom fra København. Men ved at opleve byen på egen hånd fik jeg nogle flere nuancer på min livsanskuelse. Jeg læste for første gang dagbladet Information, der i holdninger og sprog lå milevidt fra den lokale Venstreavis Vendsyssel Tidende. Helt ærligt så forstod jeg ikke meget af lederne, der for mig var fyldt med et hav af 'fremmedord' og ukendte abstrakte begreber. Men jeg ville forstå. Var jeg ikke kommet til København, var jeg nok endt som politisk højreorienteret landmand som min far, konstaterer Hansen tørt.
Arne Hansen 'tog Information med tilbage til landbruget i Vendsyssel'.
Det blev trangere tider for landbruget og selv faren begyndte at overveje, om landbruget var det rigtige at satse på.
- Og for mig blev det pludseligt meningsløst at være med til fortsat at producere fødevarer, når der var nok 'smørbjerge' i forvejen. Så jeg sprang fra landbruget som 23-årig og gjorde vejen fra den stråtækte til studentereksamen på tre år og begyndte at læse samfundsfag og historie på Aarhus Universitet i 1965.
- Da var jeg faldet tilbage til Jyllands-Posten, og det var først med studenteroprøret fra 1968, jeg oplevede den anden og afgørende revolution i min verdensopfattelse og ideologi. Jeg kom med i U-gruppen, der lavede den første sukkerrapport. Det var analysen af de faktuelle økonomiske forhold, der overbeviste mig om, at jeg havde levet på en dansk landbrugs-nationalistisk løgn om det gode i EU-landbrugsstøtte og skattesubsidier til ejendomsbesidderne, men også at den økonomiske liberalisme kun gjaldt så længe den tilgodeså de økonomiske og politiske magthavere.
- Jeg idiot der som uafhængig havde stemt imod jordlovene i 1963. En historisk pendant til Foghs aktuelle skattestop der også forgylder ejendomsbesidderne med samfundsskabte værdier, vi alle har været med til at skabe

Finder sit ståsted
- Sammen med turen til København resulterede det altså i et ret stort spring holdningsmæssigt. Men min venstreorientering med vægt på at arbejde for alles lighed som nødvendig forudsætning for alles frihed og senere ikkevold var faktisk i fin forlængelse af min mors inderste værdier. Hun havde, før hun blev gift, været med i Aldrig mere Krig.'
- Jeg fandt mit politiske ståsted, i løbet af ungdomsoprøret og mens jeg gik på universitetet. Jeg gik på hold med Aage Frandsen og blev medlem af SF. Universitetsmiljøet og hele den politiske situation indbød til diskussioner og politisk stillingtagen.
Blandt Arne Hansens politiske mærkesager var en mere retfærdig omfordeling af goderne. Ulighederne på verdensplan sprang voldsomt i øjnene, og det lå lige for at kræve, at ulandene fik samme handelsbetingelser som de industrialiserede lande.
Han var en flittig læserbrevsskribent og husker også, at han var med til at føre valgkamp for studiekammeraten Aage Frandsen
Da Arne Hansen, som nyudklækket samfundsfagslærer, vendte tilbage til sin fødeegn, bar Frederikshavn tydeligt præg af at være en arbejderby med flere store industriarbejdspladser.
Byen havde en socialdemokratisk borgmester, og der var en ret stor DKP-afdeling. Som i resten af landet blev der ivrigt diskuteret atomkraft.
- Borgmesteren var varm fortaler og foreslog oven i købet, at hvis der var modstand mod den udlagte placering af et atomkraftværk ved Voerså, så ville Frederikshavn kommune gerne være vært.
Arne Hansen blandede sig i debatten i avisspalterne. Han foreslog, at et atomkraftværk i stedet blev placeret lige midt i Frederikshavn på den plads, som var blevet tom i forbindelse med flytningen af banegården.
- Her lå det nybyggede rådhus i forvejen, og så kunne borgmester Villy Christensen jo nemt kigge ud af vinduet for at holde øje med, om a-værket kørte uden udslip. Det medførte mange reaktioner fra lokale borgere, der ikke havde fanget ironien.

Folkeligt engagement
Arne Hansen husker debatten om og vedtagelsen i NATO af udstationering af 572 mellemdistanceraketter i Vesteuropa i 1983 oprindeligt på krav fra USA. Ganske vist var det en fælles NATO-beslutning, men USA bevarede den fulde kontrol over de ødelæggende våben på europæisk jord. Det gav vind i sejlene til fredsbevægelsen, hvor den unge idealistiske Hansen lagde sine kræfter i Nej til atomvåben.
- Da der med Reagan viste sig tegn på, at kredse i USA pønsede på at omgå den gensidige afskrækkelse gennem at opnå et så stort forspring i kaprustningen, at man kunne slå Sovjets atomvåben ud i første slag, så blev vi for alvor bange for jordens udslettelse for alt liv gennem en atomvinter.
- Da Danmark accepterede dobbeltbeslutningen blev det tydeligt for folk, at Frederikshavn med flådebasen ville være et oplagt bombemål. Derfor var folk på mærkerne, og der blev i lighed med andre steder i landet arrangeret flere vellykkede og velbesøgte demonstrationer i Frederikshavn.
Den opløftende oplevelse af folkeligt fredsengagement i Europa blev imidlertid afløst af en enorm skuffelse.
- Det var meget deprimerende at opleve, at interessen for fredsbevægelsen ebbede ud, da Gorbatjov og Reagan begyndte deres nedrustningskonferencer. Men tilsyneladende følte folk sig ikke længere truet, lyder det beklagende fra Arne Hansen.
Han mener, at man har set den samme holdning i forbindelse med de seneste krige i Afghanistan og Irak og nu i forbindelse med situationen i Libanon.

De første flygtninge
Arbejdet med flygtninge startede tilbage i 1985, hvor Frederikshavn tog imod de første flygtninge.
- Det var intellektuelle flygtet fra et reaktionært præstestyre i Iran under ledelse af Khomeini. Jeg anså det som min pligt at støtte de iranske flygtninge i deres kamp for demokrati i deres land. Uden demokrati internt i landene får vi aldrig fred.
De iranske flygtninge blev starten på 'Frederikshavn Flygtningevenner'. Kommunen ville ikke give støtte, så foreningen kunne få egne lokaler, og foreningen svandt efter nogle år ind til et uformelt netværk centreret om rådgivning. Det blev også til nogle 'udrykningsaktioner' så som en stor demonstration for at bosniske flygtninge skulle have lov at søge asyl.
Foreningen står stadig i 'Vejviseren' med Arne Hansen som rådgiver, men reelt eksisterer foreningen kun på papir.
Helt anderledes står det til med Frederikshavn Multietniske Forening.
Den blev startet i 1995 og har i dag til huse i Th. Bergsgade i centrum af havnebyen.
- For tiden har vi vel 11-13 forskellige etniske grupper, der bruger lokalerne. Her kommer både iranere, irakere, afghanere, kurdere, bosniere og tamiler. Lokalerne danner ramme om undervisning, lektielæsning og hygge.
Arne Hansen indrømmer, at det har været en god men ind imellem barsk læreproces at få så mange etniske grupper til at fungere sammen og den vej rundt give dem en forståelse af den danske foreningskultur. Det har været endda meget svært at få flygtningekvinderne inddraget i foreningens aktiviteter
- Derfor er det også lidt af en sejr, at det nu er lykkedes at sammensætte en bestyrelse i foreningen med kvinder repræsenteret.
Den succes forklarer Arne Hansen med, at det endelig er lykkedes at få støtte fra EU's socialfond til et projekt 'Løft Livskvaliteten' for især kvinder og unge etniske minoriteter.

Den lokale radiostemme
Blandt mange gøremål finder Arne Hansen også tid til at lave lokalradio. Det har han gjort siden februar 2001 og står for 1-22 timers ugentlig udsendelse.
- Jeg kender ikke lyttertallet, men jeg bilder mig ind, at en mikrofon kan være med til at åbne, informere og skabe dialog og forståelse for flygtninges behov for asyl og integration og nødvendigheden for en positiv fred uden fysisk og psykisk vold og fattigdom. Det er et stort arbejde, og kunne jeg ikke lægge programmerne ud på min hjemmeside med mulighed for at flere efterfølgende kan høre udsendelserne, så lavede jeg ikke radio.
- Det drejer sig også om ytringsfrihed, for de der har svært ved at komme til orde i mainstream-medier. Men radioen skal være alsidig og nuanceret, så alle kan komme til orde i de emner, vi tager op. Kun gennem debatten bliver vi klogere alle sammen.
På spørgsmålet om hvor længe han bliver ved, nu han har nået pensionsalderen, lyder det:
- Med de politiske vinde der driver i Danmark og verden i kraft af alliancen mellem Bush og Fogh, så er der ikke andre muligheder end at fortsætte. Der er brug for at tage kampen op, hvis ikke alle de værdier, vi har tilkæmpet os, skal gå tabt. Så længe der mangler folk til at gøre det politiske og humanitære arbejde, så fortsætter jeg. Man er nødt til at gøre, hvad der er muligt for at komme den sociale ulighed til livs - om ikke for min egen skyld, så for mine børnebørns.

Læs mere på www.arnehansen.net.
Vil du abonnere på emaillister om fred og flygtningepolitik, så tilmeld dig på post@arnehansen.net