15 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Svanholm afviser kritik

Svanholm afviser kritik

Onsdag, 16. august, 2006, 00:00:00

Normalt importerer vi ikke varer fra Israel, men vi kunne ikke få økologiske kartofler andre steder, forklarer Svanholm ØkoGrønt

Det er problematisk at importere varer fra Israel, vi undgår det helst, men vi var nødt til det.
Sådan lyder forklaringen fra den tidligere leder af Svanholm ØkoGrønt, Poul Henrik Hedebo. Han er i dag stoppet som leder af virksomheden for at kunne varetage sit job i Folketinget, hvor han er valgt ind for SF. Men han udtaler sig på ØkoGrønts vegne i sagen om import af økologiske kartofler fra Israel, fordi det er ham, der har lavet de forskellige aftaler.
Som omtalt i Arbejderen i går har Boykot Israel Kampagnen sendt et åbent brev til det økologiske produktions- og landbrugskollektiv Svanholm med en kritik af, at virksomheden tidligere på året i to omgange har importeret økologiske kartofler fra Israel.
- Men vi havde ikke andre muligheder. Vi har en kontakt med en supermarkedskæde, hvor vi skal levere kartofler, og vi kunne ikke få dem andre steder fra, siger Poul Henrik Hedebo til Arbejderen.
- Det er noget, vi sjældent gør, det er første gang i 2006, og jeg forventer ikke, at den situation kommer igen. Men vi er forpligtet til at levere kartoflerne.
Poul Henrik Hedebo pointerer, at ØkoGrønt som den eneste økologiske importør tidligere har boykottet varer fra Israel, inden de blev eneleverandør til føromtalte supermarkedskæde. Det var i 90`erne. Boykotten blev ophævet omkring 1999, hvor Svanholm vurderede, at forholdene i området havde ændret sig, der var nye aftaler på bordet og et regeringsskifte i Israel. Siden har man ikke taget spørgsmålet om boykot op.
Poul Henrik Hedebo erkender, at med Sharon og hans efterfølger og med den nuværende situation i Libanon kunne man overveje, om det var relevant at boykotte israelske varer igen. Men afviser samtidig, at det vil ske.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. aug. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland