Arbejdstilsynet kritiserer de vagtplaner, som Århus Sporveje har lagt for sine chauffører. De går ud over både sikkerhed og chaufførernes helbred
Vagterne er for lange, og der er for kort tid mellem dem.
Det er nogle af konklusionerne i en ny rapport fra Arbejdstilsynet om arbejdsforholdene ved Århus Sporveje.
Chaufførerne har i månedsvis kæmpet mod en genstridig ledelse og blandt andet gjort opmærksom på det groteske i, at nogle af køreplanerne forudsætter en hastighed på 144 kilometer i timen, hvis tidsplanen skal overholdes.
Nu har chaufførerne også Arbejdstilsynets ord for, at vagtplanerne 'ikke er planlagt og tilrettelagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt'.
Hos fagforeningen FOA i Århus er formanden Kirsten Normann godt tilfreds med rapporten fra Arbejdstilsynet.
- Hvis ledelsen i Århus Sporveje i det mindste vil efterleve Arbejdstilsynets anbefalinger i forhold til skifteholdsarbejde for chauffører, så burde der ikke være langt til en fælles aftale om nye turnusplaner, siger Kirsten Normann.
Ifølge en aftale Århus Sporveje indgik med FOA den 4. maj, skulle chaufførerne have haft nye vagtplaner i mandags. Men torsdag i sidste uge modtog fagforeningen et brev fra Sporvejene, hvoraf det fremgår, at ledelsen ikke har tænkt sig at efterleve deres del af aftalen. FOA venter stadig på et indledende møde for at få et regelsæt som afsæt for nye vagtplaner på plads.
- Vi har overholdt vores del af aftalen og kørt busserne efter ledelsens nødplan. Ledelsen må tage sig sammen og overbevise byens borgere og chaufførerne om, at de kan lede et busselskab på en fornuftig måde ved at forhandle en vintervagtplan på plads med fagforeningen, udtaler Chris Oxholm, talsmand for chaufførerne ved Århus Sporveje.
Chaufførerne frygter, at ledelsen blot trækker tiden ud, indtil busselskabet er overdraget til den nye region med mulighed for at udlicitere bustrafikken.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278