18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdere vil ikke konkurrere

Arbejdere vil ikke konkurrere

Torsdag, 17. august, 2006, 00:00:00

I ti dage var stewardesser, havnearbejdere og andre transportarbejdere sammen i Sydafrika. Fællesnævneren var international solidaritet

Karin Retvig er netop vendt hjem fra Durban i Sydafrika. Hun er formand for HK/Privat og har ikke været på ferie men til kongres i Det Internationale Transportarbejderforbund (ITF). Med i bagagen har hun en ny viden om store virkomheders hærgen i jagt på de billigste arbejdere.
- Det har været rigtigt godt, at få en fornemmelse af den udvikling som sker indenfor transportbranchen i disse år, fortæller Karin Retvig til Arbejderen.
Hun deltog i lufttransport-workshops, hvor hun mødtes med fagforeninger fra andre lande.
Indenfor flyselskaber sker en række opkøb, der dannes lavprisselskaber og arbejdsopgaver sendes til andre lande med lavere løn.
- Vi har set, hvordan Ryanair dumper løn- og arbejdsvilkår. Og SAS har flyttet sin billetafregning til Indien. Den slags har stor indflydelse på vores medlemmers løn- og arbejdsvilkår. Det er vigtigt, at fagforeninger mødes på tværs af nationer, så vi kan sikre at arbejdere organiseres hele vejen rundt. Kun sådan kan vi undgå, at vi konkurrerer mod hinanden, fastslår Karin Retvig.
ITF er delt op i forskellige sektioner: Lufttransport, flodsejlads, turisme, landtransport, havnearbejdere og søfart.
Blandt de cirka tyve fagligt aktive danskere der deltog i Durban, var også Ole Philipsen, formand for CO-Søfart.
- Det er vigtigt, at vi mødes i ITF og bliver enige om nogle fælles faglige spilleregler. Det styrker solidariteten. Et af de bærende principper indenfor søfart er, at hvis skibet er dansk ejet, så skal der gælde dansk overenskomst. Vi kan ikke konkurrere med en filippinsk sømand, der får 1000 dollar om måneden, fortæller han til Arbejderen.
ITF er den mest magtfulde faglige internationale sammenslutning, den rummer 624 fagforeninger, der repræsenterer transportarbejdere i 142 lande. De danske medlemmer er: 3F, Dansk Metal, RBF og HK/Privat.
Ikke kun søfolkene presses af de grænseoverskridende firmaer. Det samme gør havnearbejderne. I dag opkøber multinationale selskaber simpelthen hele havne. Der oprettes store knudepunkter rundt om i verden i lande med sultelønninger og dårlige arbejdsforhold. Her samles alverdens containere og lastes.
Derfor besluttede havnearbejderne nøje at overvåge udviklingen i EU`s havnedirektiv.
Et andet vigtigt resultat af kongressen var dannelsen af et tværfagligt internationalt netværk for alle Mærsk-ansatte.
Der afholdes kongres i ITF hvert fjerde år. Dette års kongres var den største nogensinde - med 1195 deltagere fra 387 fagforeninger over hele verden.
ITF forsøger at træffe sine beslutninger i enighed. Det betød, at et skarpt forslag til en fordømmelse af Israels angreb på Libanon - efter især pres fra de amerikanske fagforeninger - blev blødt op, så al vold i regionen fordømmes.
Der blev vedtaget fire andre udtalelser: En som støtter Venezuela, en som vender sig imod USA`s blokade mod Cuba, en mod privatisering af jernbaner og færger samt endelig en der tager afstand fra Australiens angreb på landets fagforeninger.

Læs mere på www.itfglobal.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. aug. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland