Britiske erfaringer med mindre sikkerhed på jernbanen trods ekstra milliardtilskud til private investorer gør ikke indtryk på konservativ trafikordfører

ATP`s ide om at lade private investorer skyde penge i skinner og signaler er ikke ny: Storbritanniens jernbaneskinner- og signaler har allerede haft besøg af private investorer. I 1994 oprettede den britiske regering et selvstændigt selskab, som skulle eje og vedligeholde skinner, signaler, viadukter, stationer og så videre. Selskabet blev herefter solgt til private investorer. Indtægterne til selskabet Railtrack kom fra togselskaber som Arriva, der skulle leje sig ind på skinnerne.
Altså præcis samme model, som Danmarks største pensionsfond, ATP har tilbudt de danske politikere.
I Storbritannien benyttede de nye investorer sig af deres magt til - med tognettet som gidsel - at afpresse staten et højere og højere tilskud under trussel af at gå fallit? Samtidig steg aktionærernes udbytte. Kan man risikere noget lignende i Danmark med et privat konsortium med ATP i spidsen?
Det afviser den konservative trafikordfører, Henriette Kjær, der var blandt de første politikere til at åbne armene for ATP`s tilbud.
- Det er muligt I har det udgangspunkt på Arbejderen. Jeg mener, at langt de fleste virksomheder er interesserede at drive en sund og fornuftig virksomhed. Det er sjældent de tænker kortsigtet i profit og lader andre hænge på regningen, siger Henriette Kjær til Arbejderen.
I flere omgange måtte skatteyderne i Storbritannien pumpe ekstra milliardtilskud i Railtrack for at sikre et minimum af sikkerhed. Efter en alvorlig ulykke i London i år 2000, nægtede regeringen at skyde flere penge i selskabet. I oktober 2001 blev Railtrack tvunget til at gå i betalingsstandsning.
- Min opgave er at tage overordnet politisk stilling og ikke at lege mikroøkonom. Jeg vil ikke undersøge de britiske erfaringer. Det må være op til transportministerens professionelle embedsmænd at gå ned i detaljen, mener Henriette Kjær.
I efteråret 2002 købte den britiske stat aktionærerne ud for over fem milliarder kroner, så Railtracks aktiviteter kunne overføres til et ikke-profit selskab, Network Rail, som bakkes finansielt op af staten.
- Jeg er ikke interesseret i, at du interviewer mig om de britiske erfaringer. Dem er jeg ikke inde i. Hvis det er gået galt dér, er det udtryk for dårlig politisk styring og en dårlig kontrakt. Vi må sikre en god kontrakt, som giver det offentlige nogle sanktionsmuligheder, hvis kontrakten misligeholdes, herunder at investorerne selv hænger på regningen, hvis noget går galt, slutter Henriette Kjær.
Kontrakt eller ej - i Storbritannien betalte britiske skatteydere i perioden 1995 til 2000 i alt 110 milliarder kroner til det privatiserede britiske jernbanevæsen. Heraf havnede 83 milliarder kroner i aktionærernes lommer, fastslår Fagligt Ansvar i debatbogen 'Af sporet - om privatiseringen af de britiske jernbaner'.