Kampen om højere løn er en ren fordelingskamp, som udelukkende drejer sig om hvor stor en andel af overskuddet der skal gå til løn, og hvor meget der skal gå til profit

af Helge Knudsen
Direktørlønninger - det er jo bare udbud og efterspørgsel, og selvfølgelig har direktører lov til at tage, hvad de kan få på markedet.
At kritisere det er 'jantelov og skrækpolitik' og helt uansvarligt.
Arbejderlønninger - det er noget der ryster hele samfundets økonomi, og det er helt og aldeles uansvarligt, hvis dem på gulvet kræver, hvad de kan få på arbejdsmarkedet.
Sådan kan man opsummere den seneste uges løn-diskussion i de borgerlige medier.

Samfundsansvar
At direktørlønningerne overhovedet kom på banen i den forbindelse, skyldes i øvrigt at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen tirsdag af taktiske grunde langede ud efter direktørlønningerne i et interview i Børsen. Årsagen var - selvfølgelig - signaleffekten over for almindelige arbejdere:
'Hvis lønningerne løber løbsk, så kan vi begynde at se slutningen på hele opsvinget. Så det kræver, at alle parter viser tilbageholdenhed. Så jeg vil gerne appellere til anstændighed på alle sider,' lød det fra ministeren.
Hvorefter han gik over til at rose fagbevægelsens top for denne anstændighed:
'Der er stor grund til at rose fagbevægelsen for indsatsen i disse tider. Fagbevægelsen har påtaget sig et samfundsansvar. Det er samfundsansvar, at man i den konkrete situation afstår fra en mulighed for lønfremgang på grund af en fremtidig sikring. Det kan næsten ikke blive bedre,' mener Claus Hjort Frederiksen.
Selv om signalet var tydeligt, faldt topcheferne straks i dyb forargelse over beskæftigelsesministeren: Hvad bildte han sig ind at blande sig i deres lønninger!
'Han spiller på misundelsen ved at tale til befolkningens følelser og sige, at det er for galt med de høje direktørlønninger. Det er jantelov og skrækpolitik, der skal gøre folk på direktionsgangen forskrækkede, mener administrerende direktør Karin Verland fra medicinalkoncernen Pfizer.

Løn og priser
Bag hele diskussionen om direktørers og arbejderes lønninger, der har været ført i borgerpressen i denne uge, ligger en misforståelse i den borgerlige økonomi, som nok er værd at få redet ud.
Hele diskussionen har taget udgangspunkt i den forestilling, at hvis lønningerne stiger, så stiger priserne også bare, vi får inflation, rentestigninger og hele moletjavsen, og så er der ikke længere nogen, der gider investere i produktion.
Selv blandt arbejderbevægelsens økonomer hersker den forestilling, at hvis lønnen stiger mere end produktiviteten, så er der kun ét sted at hente udgifterne til lønstigningerne fra, nemlig varepriserne.
Årsagen er en grundliggende misforståelse i den borgerlige økonomiske tænkning, nemlig at en vares værdi udgøres af udgifterne til at producere den. Profitten kommer oven i som en slags ekstra 'driftsherregevinst'.
Ifølge denne tankegang skulle varerne blive mere værd jo højere lønnen er. Så højere lønninger skulle nærmest give en værditilvækst. Det er selvfølgeligt noget gedigent vrøvl, som ikke engang de borgerlige økonomer forfægter i dagligdagen.
Sandheden er selvfølgelig, at varer sælges til deres værdi, og at profitten er en del af denne værdi. Stiger lønnen, ændrer det intet ved værdien af de producerede varer. Og medmindre der lige pludselig skulle blive varemangel, vil de heller ikke kunne indbringe mere på markedet.

Omfordelingskamp
Udgifterne til den højere løn kan altså kun hentes ét sted fra: Profitten. Og hvor stammer profitten så fra?
Det er kort og fyndigt beskrevet i Benny Holsts og Arne Würglers 'Sangen om Merværdi': 'Jeg laver noget, og jeg får min løn, men det jeg laver, er mere værd end det jeg får'.
Arbejdskraften er også en vare, der sælges til sin værdi. Og den værdi er mindre, end det arbejde som arbejdskraften kan levere. Hvis det ikke var sådan, rendte vi jo alle rundt og levede fra hånden til munden hver dag. Denne forskel udmåles i produktiviteten: Jo højere produktivitet, jo højere merværdi.
Kampen om højere løn er en ren fordelingskamp, hvor varernes pris ligger fast, og kampen drejer sig udelukkende om hvor stor en andel af overskuddet der skal gå til løn, og hvor meget der skal gå til profit.
Hvis man ser på væksten i profitter og væksten i lønninger de senere år, halter lønningerne langt bagefter. Så hvis fagtoppen vil udvise ansvarlighed, kan det kun ske ved at være med til at sikre fagbevægelsens medlemmer en større del af den kage, de selv har skabt.