25 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stor støtte til velfærds-initiativ

Stor støtte til velfærds-initiativ

Lørdag, 19. august, 2006, 00:00:00

Arrangørerne bag velfærdskonferencen 2. september opfordrer til hurtig tilmelding. De 510 pladser i Nørrebrohallen fordeles efter først til mølle princippet

Listen over organisationer, der har tilsluttet sig eller bakker op om velfærdskonferencen den 2. september i København, vokser hele tiden. Den tæller nu mere end 30 fagforeninger, og uddannelsesorganisationer.
En af dem er Dansk Socialrådgiverforening Region Øst. Formand Laila Walther ser konferencen som en naturlig videreførelse af de omfattende protester mod velfærdsforringelser den 17. maj.
- Det er oplagt at opfordre vores tillidsfolk til at deltage i konferencen. Jeg er sikker på, at de fleste af vores medlemmer oplever, at de har fået dårligere arbejdsvilkår under den borgerlige regering. De mærker den dårlige økonomi i kommunerne. Og det regelsæt, de er ansat til at administrere, er blevet strammet op, siger formanden til Arbejderen.
Formålet med konferencen er at få sat skub i en ny politisk udvikling. Fagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen, de politiske ungdomsorganisationer og andre græsrødder skal i fællesskab udarbejde det grundlag, der kan bevæge samfundet i en mere solidarisk udvikling. Det politiske grundlag skulle gerne følges op af lokale aktiviteter, hedder det fra arrangørerne, der derfor har tilrettelagt konferencen, så deltagere fra samme område får mulighed for at aftale konkrete aktiviteter.
Dagen før tyvstarter de unge, der også ønsker velfærden udviklet i en anden retning end nu. Det sker med en såkaldt kick start konference. Den starter fredag klokken 16.00 og slutter lørdag klokken 11.00, hvorefter der er fælles afgang til fagbevægelsens konference.
Læs mere på www.2september.dk og www.genstartdanmark.dk.

Velfærdskonference 2. september kl. 12-18 i Nørrebrohallen, Bragesgade 5, København. Tilmelding til LO Storkøbenhavn mail: lo@stkbh.lo.dk. 50 kroner for uddannelsessøgende, øvrige 350 kroner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. aug. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland