Kommunister blev smidt ud af Grønland af de danske myndigheder og De samvirkende Fagforbund (datidens LO) gav sig god tid inden man støttede dannelsen af en grønlandsk fagbevægelse

af Aksel V. Carlsen
De grønlandske forsøg i 1947 på at mobilisere førstegenerations-kulminearbejderne, blev af de danske kolonimyndigheder standset, blandt andet ved hjælp af antikommunisme. Efter over 200 års kolonisering var den herskende holdning fortsat at 'skåne' lokalbefolkningen mod kontakt med omverdenen, herunder for samfundskritik. At der så dukkede DKP-medlemmer op i et overkontrolleret Grønland var åbenbart som en rød klud for myndighedernes øjne.
Der findes kun få publikationer om livet ved kulminen Qullissat (Kutdligssat). Derfor er det stadig et åbent spørgsmål, hvorvidt der fandtes 'et kommunistisk parti' på dette kolonisted, sådan som det i nogle tilfælde er blevet påstået. Muligvis blev man blot stemplet som 'kommunist', hvis man stillede spørgsmål og krav. Hvad man dog véd i dag er, at en tidligere grønlandsk kulminearbejder, Moses Dalager, der var erklæret modstander af skolelærer Børge Poulsens agitation, har indrømmet, at han personligt samarbejdede med mineformanden for at modarbejde dem, han kaldte: 'kommunisterne', fordi deres kritik af forholdene var 'for skarp'. Samtidig har han indrømmet, at efter den danske skolelærer af myndighederne var blevet tvunget bort, fandt arbejderne ud af, at et løntillæg, som de havde fået løfte om at få udbetalt, faktisk var blevet tilbageholdt. Netop hvad Poulsen havde påtalt. Dette blev dog først afsløret senere, efter dannelsen af en egentlig arbejderforening i 1951.

En skadelig mand
Inden Poulsen blev sendt hjem, meddelte Landsfogeden i en indberetning til København: '! lærer Poulsen har, siden han fik meddelelsen om, at man ønskede hans hjemrejse, gjort alt for at skade styrelsens og de øvrige myndigheders arbejde, specielt ved at intensivere sin kommunistiske propaganda blandt arbejderne i Kutdligssat og ved at søge at skabe en ophidset stemning'.
Det er ikke lykkedes at fremskaffe dokumentation om den officielle årsag til Børge Poulsens fyring. Nogle kilder peger på, at det skyldes Poulsens 'agitation til fordel for at adskille skole og kirke'. Dette var ifølge en anonym kilde 'det eneste, der var i vejen med ham. ... hans øvrige idéer var ikke så meget teoretiske, men rent praktiske'. Børge Poulsen har selv udtalt, at han fik at vide, at han 'blandede sig for meget med grønlænderne', og at indbyggerne i Qullissat senere telegraferede til den danske regering, for at få ham tilbage som lærer, men de blev afvist.

Stilstand
Da Morland, Poulsen og Gabrielsen var væk, gik de faglige aktiviteter i Qullissat i stå. Først efter, at den danske stat i 1948 åbnede øjnene for situationen i Grønland, gik ledelsen af De Samvirkende Fagforbund (DsF, i dag: LO) i 1951-52 i gang med overvejelser om støtte til oprettelsen af fagforeninger i Grønland. Som noget af det første, spurgte DsF-lederne i den forbindelse de grønlandske kontaktpersoner i Danmark, om der 'var spor efter den aktivitet', der havde fundet sted i 1947, hvilket blev benægtet. I juli 1952 modtog DsF brev fra en dansk embedsmand i Qullissat, hvori DsF blev informeret om, at 'lærer Poulsens virksomhed her var ingen succes, og han blev tvunget til at rejse herfra !. Efter hans afrejse har man her ikke mærket spor til hans virksomhed'.
Samtidig beroliger denne embedsmand: der 'er ingen eller kun meget lidt interesse for politik og for fagforeningsspørgsmål'.
Altså - fem år efter, at myndighederne havde udvist to DKP-medlemmer fra kulminebyen, er DsF stadig bekymret. Dette var i 1952, året efter, at Danmark og USA underskrev aftalen om Thule, og hvor en udbredt kommunistskræk prægede såvel den socialdemokratiske LO-ledelse som Grønlands administration. Det bør tilføjes, at i bogen 'Thule-sagen. Løgnens univers' (1997) har journalisten Poul Brink omtalt det tætte samarbejde mellem USA`s efterretningsvæsen og danske topembedsmænd, der går tilbage til den kolde krigs start, og som også omfattede Grønland.
Således berettede den danske landshøvding i Grønland, C.F. Simony, i 1947 til en amerikansk efterretningsofficer om, 'at to danske kommunister var aktive i Kutdligssat'. Dette fik amerikaneren til at henstille til sine overordnede om, at amerikanske fly 'undgår stedet, eftersom det er den direkte rute til Thule!'.

Danske erfaringer
Efter disse første forsøg på at organisere grønlandske arbejdere i slutningen af 1940`erne, blev næste bølge med dannelse af arbejderforeninger knyttet til grønlændere, der i begyndelsen af 1950-erne havde været i Danmark. I 1951 lykkedes det endeligt i kulminebyen Qullissat at starte en lokal arbejderforening. På samme tid opstod der i Godthåb en grønlandsk bestillingsmandsforening, en grønlandsk sømandsforening og en forening af fastlejede; og i Narsaq - en arbejderforening. Den sidstnævnte oprettede endda en arbejdsløshedskasse, der, som et særtilfælde, også ydede understøttelse til arbejdere, der ikke var medlemmer.
Med en omfattende befolkningsspredning var denne første generation af lønarbejderne dog en svag og langtfra homogen samfundsgruppe. De første foreninger forsøgte med stort besvær at få kontakt til hinanden, hvilket i en vis grad lykkedes i 1953. Men alene det, at holde liv i de nye foreninger, var en vanskelig opgave for de få ildsjæle.
Årsagen til den langsomme organiseringsproces var ikke kun knyttet til de grønlandske forhold, men ligeledes, at udviklingen af Grønland byggede på det officielle Danmarks uklare forhold til den grønlandske befolkning. Dels skulle de ifølge statens såkaldte 'Nyordning' (G-50) 'danificeres', og dels skulle de fastholdes ved de traditionelle erhverv - fangst og fiskeri. Denne uklarhed viste sig at få uheldige konsekvenser både for uddannelserne (ikke mindst - erhvervsuddannelserne), og for etableringen af ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Lunken dansk LO
Man kunne måske forvente, at de danske fagforeninger efter Anden Verdenskrig havde vist interesse for at støtte den unge grønlandske arbejderklasse. Imidlertid var selv de danske fagforeninger, der havde medlemmer beskæftiget i Grønland, ikke opmærksomme på dette forhold. Først efter statsminister Hedtofts Grønlandsbesøg i august 1948 og efter nedsættelsen af en Grønlandskommission året efter, begyndte det danske socialdemokrati og DsF at vise interesse for de grønlandske forhold.
I Grønlandskommissionen påpegede DsF`s repræsentant, Einar Nielsen, i december 1949, at der i Grønland foregik en 'utilfredsstillende underbetaling' af grønlandske arbejdere, og at der, 'forud for planerne om at give private erhvervsdrivende adgang til Grønland, ikke findes nogen forening for grønlandske arbejdere'. Han var reserveret med hensyn dansk hjælp til dannelse af grønlandske fagforeninger. Han henviste dog til, at ILO`s - Den Internationale Arbejdsorganisations - vedtagelser, der 'forpligter fagorganisationer i lande, der har kolonier, til at hjælpe disse kolonier til bedre vilkår'. Derfor var hans holdning, at DsF 'ville overveje'(!) dette spørgsmål. Disse 'overvejelser' fortsatte!. både i 1950 og i 1951, hvor det var Grønlænderforeningen i Danmark, der kontaktede DsF.

Kommunistskræk
Foruden uklarheden i forhold til konsekvenserne af Nyordningen (G-50), var en anden grund til DsF`s tilbageholdenhed i organisationsspørgsmålet formentlig af politisk karakter. I Danmark havde DsF et anspændt forhold til Danmarks kommunistiske Parti, som var landets næststørste arbejderparti. Da DsF så begyndte at overveje sin holdning til Grønland, var man særlig opmærksom på eventuelle 'kommunistiske aktiviteter' i Qullissat, med henvisning til de tidligere omtalte publikationer af Børge Poulsen i avisen 'Land og Folk'.
Noget af det første, DsF-lederne spurgte de grønlandske kontaktpersoner i Danmark om, var netop, 'om der var spor efter' den aktivitet, der havde fundet sted i 1947, hvilket blev benægtet!.
I disse år havde DsF stadig (fire år efter Hans Hedtofts rejse!) kun ganske få informationer om løn-, arbejds- samt organisationsforholdene i Grønland. Dog vidste man, at kun få lokale arbejdere kunne dansk samt, at der fandtes 70-100 tømrere, smede og arbejdsmænd på skibsværfterne i Holsteinsborg og Egedesminde; at lønmodtagere i Godthåb primært var ansat i administrationen, samt at der ved kulminen i Qullissat var over 100 fastlønnede arbejdere og løsarbejdere.

Carl P. Jensen i Grønland
Et par måneder efter endnu et møde mellem DsF og folk fra Grønlænderforeningen i København vedtog DsF`s generalforsamling i 1952, at man skulle 'opfylde de forpligtelser, man havde over for arbejderne i kolonierne', og det blev pålagt DsF`s sekretær, Carl P. Jensen, at gennemføre en turne i Grønland for at indsamle oplysninger.
Carl P. Jensens rejse fandt sted i august 1952 og gik fra Julianehåb til Thule og tilbage igen. Efter hjemkomsten leverede han en omfattende rapport med væsentlige betragtninger om hverdagslivet og arbejdsforholdene, som i dag er en informativ historisk beretning, der bekræfter den tidligere omtalte Børge Poulsens situationsbeskrivelser fra 1947-1948.
Således besøgte Carl P. Jensen Qullissat, hvor han først havde et kort møde med formanden for 125 minearbejdere, og senere med en gruppe arbejdere. Det førte til, at han i sin rapport kunne give en indgående skildring af de lokale løn- og arbejdsforhold. Han udtrykte forståelse for arbejdernes klager, for eksempel når de pegede på underbetaling for deres 8-9 timers arbejde under jorden. Han bemærkede, hvilket hårdt fysisk arbejde løst ansatte kvinder udførte i tilknytning til minen, og skrev: 'Fra arbejdernes side var der stærk misfornøjelse med denne aflønningsform, idet at det drejer sig om legemligt hårdt arbejde, der foregik under de mest livsfarlige forhold, der fandtes i nogen mine i hele verden'. DsF-sekretæren oplevede 'meget primitive arbejdsforhold' og konstaterede: 'ingen af arbejderne havde ferie'. Han beskrev begejstret, at der fandtes 'et velindrettet maskinværksted' samt 'et maskinsnedkeri, hvor arbejdere for eksempel kunne bestille et stykke møbel'. Men bemærkelsesværdigt undlod han (året efter dannelsen af en lokal arbejderforening) at omtale, at de ansatte på det tidspunkt alligevel ikke var berettiget til at forhandle om lønforhold (disse forhold blev stadig ensidigt afgjort af den danske statsejede kulmines driftsleder).
Nogle af Jensens iagttagelser svarede både til, hvad Børge Poulsen havde beskrevet forinden og til, hvad senere også Viggo S. Larsen, en tidligere dansk HK-tillidsmand, der var flyttet til Grønland, skrev i dagbladet Socialdemokraten. Ifølge Larsen havde den grønlandske arbejder ikke mulighed for at være medlem af en sygekasse, og han oplyste endvidere, at 'lønforskellen mellem danske og grønlændere er kolossal'. Han anbefalede DsF at gøre en indsats for at organisere grønlandske arbejdere, hvilket 'kunne virke opdragende' på dem.

Første del af artikelserien:
16-08-2006 Fra koloni-undersåt til organiseret arbejder

Tredje del af artikelserien
29-08-2006 Så fik Grønland sin fagbevægelse

Denne artikelserie bygger på et interview med Hansepajuk Gabrielsen (1925-2004), på materialer fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i København, fra Groenlandica i Nuuk samt en begrænset litteratur, der findes om emnet, skrevet af Birte Haagen, Jens Dahl, Jørgen Fleischer, Mads Lidegaard, Ernst Møller samt Kammammi Olsen. Den er aksel V. Carlsens omarbejdede version af en artikel, der blev bragt i Ilisimatusarfik/Grønlands Universitets publikation: 'Grønlandsk kultur- og samfundsforskning, 2003' og i ugeavisen 'Sermitsiaq' (Nuuk).