18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kan marxister demonstrere sammen med Hizbollah!

Kan marxister demonstrere sammen med Hizbollah!

Onsdag, 23. august, 2006, 00:00:00

Den israelske mafia udråber Hizbollah som terrorister og islamiske fundamentalister. Det har medført, at nogle i Vänsterpartiet, Ung Vänster og eksiliranske organisationer ikke vil demonstrere sammen med Hizbollahsympatisører

af Erik Andersson, international sekretær i Kommunistiska Partiet i Sverige.
Hizbollah må tro på Allah, de kalder sig guds parti. Vi, marxister, har i mangt og meget et andet syn på verden end Hizbollah, men som demokrater og humanister kunne det aldrig falde os ind at forsøge at fjerne Hizbollahflag fra anti-imperialistiske demonstrationer. Især ikke, når hundredvis af Hizbollah-soldater har kastet sig ud den mest heroiske kamp for Libanons territoriale integritet.
I denne kamp står sekulære anti-imperialister meget nærmere Hizbollah og andre, som i Allahs navn kæmper mod imperialismen og sionismen, end det 'fin-vänster' - svensk eller eksil-iransk, der i imperialismens lande omgiver sig med marxistiske-ideologiske fraser og udtryk, men som reelt tilpasser sig imperialismen og deres eget imperialistiske borgerskab.
I propagandaen sammelignes Hizbollah med dem, der fløj ind i World Trade Center. Tilfangetagelsen af to israelske soldater sammenlignes med angreb, som dræber tusindvis af mennesker. Men findes der noget i Hizbollahs virksomhed, som styrker en sådan sammenligning? For øvrigt er Hizbollah i stærk modsætning til al-Qaeda.

Hvem er Hizbollah
Lad os tage Hizbollah nærmere i øjesyn og se, hvad det er for en organisation.
Der dukkede adskillige grupper inspireret af den iranske revolution op i det fattige Sydlibanon i 1982 for at bekæmpe den israelske besættelse, som blev indledt samme år. Tre år senere dannedes en paraplyorganisation med navnet Hizbollah.
Den militære kamp, som Hizbollah drev, blev så godt som udelukket rettet mod den israelske besættelse. Af den grund er Hizbollah en national befrielsesbevægelse.
Hizbollah anklages ofte for at ville oprette en islamisk stat i Libanon, hvor shiiterne udgør 40 procent af befolkningen, mens de kristne og sunnierne hver tegner sig for 30 procent. Denne anklage kommer på grund af Hizbollahs venskabelige relationer med den islamiske republik Iran.
Givetvis havde de grupper, som dannede Hizbollah, stærke forbindelser til Iran og med shiitiske grupper i Irak, men Hizbollahs udvikling viser, at organisationerne mere udspringer fra den libanesiske virkelighed end fra udenlandske forbilleder.

Mobiliserer folket
I sit første udtalelse, 'Åbent brev til alle undertrykte', Beirut 16. februar 1985, forklarede organisationen, at dets mål var at fordrive de amerikanske, franske og israelske besættere fra Libanon og at besejre det maronitisk-kristne falangist-parti.
Programudkastet sagde, at en islamisk regering var et alternativ, men samtidig sagde det, 'vi vil ikke påtvinge nogen islam. Vi vil ikke påtvinge Libanon islam med vold med de metoder, som maronitterne benytter sig af i deres magtanvendelse.'.
Der findes ingen beviser for, at Hizbollah har angrebet kristne, bare fordi de er kristne. Den overvejende 'kristne' styrke, som Hizbollah har bekæmpet, er 'Den Sydlibanesiske Hær'. Den var en marionetstyrke under Israels befaling, som terroriserede befolkningen i det besatte Sydlibanon frem til år 2000, hvor de blev fordrevet af Hizbollah.
Fakta er, at en af de første kampe, som Hizbollah var indblandet i, var imod Amal, en anden organisation, der sagde at de repræsenterede shiiterne. Hizbollah bekæmpede Amal på grund af organisationens angreb på palæstinensiske flygtningelejre. De fleste palæstinensere er sunnier eller kristne og blev derfor angrebet af den shiitiske milits.
Hizbollahs ideologi kan kaldes for islamisk og den appellerer til islam som en hovedstrategi for at mobilisere mod den israelske besættelse.
Hizbollahs militære del er bare en lille del af organisationen, som driver et omfattende socialt netværk med sundhedstjenester og skoler. Det er ikke kun shiiter, men også sunnier, der nyder godt af det sociale netværk. Hizbollah deltager i parlamentsvalgene og har tyve procent af pladserne.

Anti-semitiske udtalelser!
Hizbollah har i realiteten tilpasset sig libanesiske forhold og undgået ekstreme, 'politisk-islamiske' ytringer og er dermed blevet den mest fremskudte kraft i det libanesiske samfund imod Israel.
Derfor bliver Hizbollah anklaget for at ville udrydde jøderne, nu senest af syndikalisten Rasmus FIeischer i de svenske avis Expressen 7. juli 2006.
Lederen af Hizbollah, Nasrallah, er kommet med flere anti-jødiske udtalelser, som er blevet blæst op af den israelske propaganda. Disse udtalelser afspejler de årtier med kolonial undertrykkelse, som det palæstinensiske og libanesiske folk har været udsat for.
På tv har man set, hvordan palæstinensere har udtalt sig om, hvordan 'jøderne' tager deres jord, hvilket i og for sig er sandt, men ikke 'politisk korrekt', set fra det bekvemme sofa-tv`s perspektiv.
Men at sammenligne disse udtalelser fra undertrykte mennesker med den tyske storfinans institutionaliserede antisemitisme under Anden Verdenskrig er mildt sagt at begå vold mod sandheden.
På sammen vis udtrykte sorte sig om 'hvide' i apartheidregimets dage i stedet for at kritisere selve systemet.
Men Nasrallahs udtalelser om jøder står også i kontrast til de seriøse analyser, som udarbejdes af Alghaliboun.net - Hizbollahs egen hjemmeside:
'Det er sionismen, som muslimer kritiserer, ikke jødedommen eller den jødiske nation - muslimer respekterer alle guds religioner, profeter og apostle'.

Slangebøsser mod kanoner
Af alle 'terrorist-anklager er de eneste konkrete fakta dem, at Hizbollah har sendt raketter ind i Israel, som har dræbt civile.
Men det har været en del af kampen mod den israelske besættelse af det sydlige Libanon. Disse raketter er rent militært og med hensyn til slagkraft intet, sammenlignet med de terroristiske luftbombardementer, som Israel har udført i alle besættelsesårene. Det er som at sammenligne en slangebøsse med en kanon.
Under den aktuelle krig er de civile ofre på den libanesiske side ti gange større end på den israelske side. Hizbollah startede deres raketbeskydning et døgn efter, at Israel begyndte at bombe.
Der har været flere skærmydsler langs grænsen, siden Israel trak sig tilbage i år 2000, men ifølge FN-observatørerne har Israel siden dengang trængt ind over grænsen ti gange oftere end Hizbollah.
Hizbollah-lederen Nasrallahs syn på Israel er, det 'er en stat, bygget på besættelse, som tramper på andres rettigheder', men i dette land 'kan muslimer, kristne og jøder leve sammen, som de har gjort i århundreder indenfor rammerne af en demokratisk stat'.
Hizbollah er ikke en socialistisk organisation, de har heller ikke påtaget sig at befri palæstinenserne. Det er et parti, der retter sig mod libanesisk politik: I Libanon har det kristne og til en vis grad det sunnimuslimske borgerskab domineret politikken, et magtforhold, som Hizbollah siger, at det vil ændre.
Men den israelske besættelse og undertrykkelse af det sydlige Libanon samt det faktum, at shiamuslimerne bor i samme område som fordrevne palæstinensere, har ført til stærke udtryk om solidaritet med den palæstinensiske kamp. Især eftersom den såkaldte fredsproces fuldstændig ignorerer de millioner af flygtninge, der lever udenfor Palæstina.

National Befrielsesbevægelse
Hizbollah er en nationalistisk, ikke en socialistisk organisation. Marxister deler ikke bevægelsens ideologi.
Men marxister må samtidig erkende, at bevægelsen er en national befrielsesbevægelse og må ikke lade sig påvirke af den imperialistiske propaganda, som klistrer betegnelser som 'fundamentalistisk' og 'terroristisk' på bevægelser, som de vil udrydde.
For anti-imperialister kan der på nuværende tidspunkt ikke være noget problem at deltage i demonstrationer, hvor der deltager Hizbollah-sympatisører.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. aug. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland