Per Clausen har bedt justitsministeren fremlægge dokumentation for, at venstrefløjen i Århus ville udnytte overfaldt på Cafe Oskar
Venstrefløjen i Århus udnytter overfaldet på Cafe Oskar. Det var meldingen fra Århus Politi, midt under opklaringsarbejdet af det voldelige overfald på Cafe Oskar sidst i november.
På trods af talrige protester fra blandt andre Cafe Oskar kom politiet aldrig med et dementi. Oven i købet blev påstanden gentaget i justitsministerens redegørelse til Folketinget i januar måned.
Det har fået folketingsmedlem Per Clausen fra Enhedslisten til at bede Lene Espersen fremlægge dokumentation for politiets påstand.
Nu er dokumentationen kommet, og det viser sig, at politiet baserer deres påstand på ét vidne, som de ikke synes har samarbejdet godt nok.
Til Jyllands-Posten udtalte chefkriminalinspektør Allan Lund i december 2005:
'Det er politiets klare opfattelse, at de forurettede har mere fokus på at komme i medierne, end i at sagerne bliver opklaret. I det hele taget har ingen af parterne været til at samarbejde med i sagerne, og det har ikke just gjort opklaringen lettere.'
Nu står der i redegørelsen fra politimesteren i Århus:
'Jeg skal understrege, at chefkriminalinspektørens udtalelser til Morgenavisen Jyllands-Posten udelukkende er foranlediget af den i notatet nævnte forurettedes holdning til efterforskning.'
Arbejderen har talt med 'den forurettede', som ikke synes han helt kan genkende den forklaring, politiet giver i det omtalte notat.
- Jeg synes, jeg har samarbejdet med politiet om opklaringen. Blandt andet ved at sørge for, at de fik den film, der blev optaget af overfaldet. Politiet skriver i deres notat, at jeg nægtede at udlevere cd`en. Det er ikke rigtigt. Jeg sørgede for, at de fik en kopi, siger han.
Hans Jørgen Vad fra Enhedslisten, som blev overfaldet af nazi-bøllerne ved Cafe Oskar, stiller spørgsmål ved, om politiet overhovedet har nogen dokumentation:
- Det der umiddelbart falder i øjnene er, at politiet oprindelig kritiserer alle de forurettede, men i politiets dokumentation kan de kun henvise til én person, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278