Selvom fagforening afviser at uddeling af gratisaviser er OK-dækket kan distributør hente polsk arbejdskraft med en forhåndsgodkendelse fra Udlændingeservice
af Hans Brinkmann
Direktør Benny Arlers, BS Distribution, fik sit kvarters berømmelse i sidste uge, da han bar ved til hetzen mod de ledige. Han har angiveligt ikke kunnet skaffe bude til at dele de nye gratisaviser ud.
Han har ganske vist ikke bedt om at få anvist folk fra Arbejdsformidlingen. Til Politiken forklarer han, at han slet ikke vidste, at man kunne få anvist arbejdskraft.
Til gengæld har firmaet styr på østaftalen, og BS Distribution har sikret sig en forhåndsgodkendelse hos Udlændingeservice til at beskæftige bude fra de nye EU lande.
Virksomheder kan få en forhåndsgodkendelse, hvis de har overenskomst, og hvis de beskæftiger udenlandske arbejdere med arbejde, som vel at mærke er dækket af overenskomsten. Det har virksomheden - under strafansvar skrevet under på at den gør i sin ansøgning.
Derfor kunne BS Distribution uden videre og under stor mediebevågenhed hente 25 polske avisbude til København.
Ingen overenskomst
Problemet er blot, at fagforeningen ikke mener, at arbejdet er dækket af den gældende overenskomst.
Lager, Post og Service Arbejderne Forbund (LPSF) har varslet strejke og blokade mod Bladkompagniet, som står for distribution af Dato og 24 Timer.
Et fællesmøde i sidste uge mellem organisationerne endte uden resultatet, og det er nu op til arbejdsretten at afgøre, om konfliktvarslet er ok-stridigt.
- Arbejdet med gratisaviserne er ikke dækket af overenskomsten, fordi arbejdet ganske enkelt ikke fandtes, da den blev indgået, siger Henrik Forchhammer, faglig sekretær i LPSF.
Træk tilladelse tilbage
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Jørgen Arbo-Bæhr mener, at forhåndsgodkendelsen skal trækkes tilbage eller sættes i bero, indtil det er afklaret, om den eksisterende overenskomst omfatter uddeling af gratisaviserne.
- Hvis fagforeningen har det mindste grundlag for at sige, at arbejdet ikke er dækket af overenskomsten, så skal Udlændingeservice selvfølgelig trække forhåndsgodkendelsen tilbage, indtil det er afklaret. Begge parter skal være enige om, at overenskomsten dækker, siger han.
Jørgen Arbo-Bæhr vil nu stille spørgsmål til Beskæftigelsesministeren på baggrund af sagen.
Ekstremt ensidigt arbejde
- Der er tale om natarbejde med ekstremt ensidig gentaget arbejde. Det er væsentligt mere intenst end omdeling af abonnementsaviser. Derfor skal vi have en overenskomst, der tager højde for det særligt belastende arbejde. Vi vil gerne sikre ordentlige forhold, hvor budene kan holde til at arbejde i lang tid. Vi vil have, at man behandler folk ordentligt, uanset hvor de kommer fra, siger Henrik Forchhammer.
Hos Lager, Post og Service Forbundet forstår man ikke de glade meldinger om budlønninger på 22.000 kr. om måneden.
- Det har vi da eksempler på blandt de bude, som går med betalingsaviser. Men det kræver både ballettrin og specielt tunede knallerter. Det kræver mange års erfaring, siger han.
Timelønnen i den overenskomst, som arbejdsgiverne henholder sig til, er 125 kr. plus et personligt tillæg.
- Vi kender ikke de personlige tillæg, men de må være betragtelige, siger Henrik Forchhammer.
Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside, www.fagligtansvar.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278