19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ulovligt genforsøg på Amager

Ulovligt genforsøg på Amager

Lørdag, 26. august, 2006, 00:00:00

Først fik biotek-firmaet Aresa et påbud om straks at stoppe sine forsøg - men nu fortsætter forsøgene på Amager i København

I al hemmelighed og uden myndighedernes tilladelse, har biotek-firmaet Aresa udført ulovlige eksperimenter med gensplejsede planter midt i hovedstaden.
Forsøget blev til sidst stoppet af myndighederne, men nu fortsætter forsøgene på Amager.
Det var Arbejdstilsynet, der til sidst greb ind overfor Aresa og gav selskabet besked om, at forsøget 'straks' skulle ophøre.
- Det er udtryk for en ren cowboy-mentalitet. Det er uacceptabelt, at et firma forsøger at køre uden om reglerne. Danmark har underskrevet en FN-erklæring og lovet ikke at sprede GMO i naturen. Det er meget alvorligt det her, fastslår GMO-talsmand i Greenpeace Dan Belusa overfor Arbejderen.
Aresa forsøgte at tage til Angola for at teste sine planter. Her måtte de flygte ud af landet til Sydafrika, da myndighederne fandt ud af, hvad det danske selskab havde gang i.
- Den her sag viser tydeligt, at myndighederne ikke har ageret kontrolmyndighed, men derimod været en aktiv deltager i at sikre forsøgene, konstaterer Dan Belusa.
Aresas første forsøg blev stoppet i 2004. I juli 2006 greb miljøministeren ind og gav Aresa tilladelse til sine forsøg. Nu er firmaet i gang med at sprede millioner af gensplejsede plantefrø på et afspærret, militært område på Amager i Københavns centrum.
Aresa-planten skal angiveligt bruges til at opspore skjulte landminer.
Hos Aresa er der ingen forståelse for Greenpeace` kritik:
- Der er gennemført en demokratisk høring. Ifølge en videnskabelig artikel i et videnskabeligt tidsskrift er det slået fast, at planten maksimalt kan blive spredt i et område på en halv meter. Vi må også spørge os selv, hvad vi risikerer ved sige nej til vores plante, som kan redde menneskeliv, siger Aresa`s direktør Jarne Elleholm til Arbejderen.
Greenpeace er enige i, at landminer er et alvorligt problem.
- Heldigvis har Folkekirkens Nødhjælp opfundet en maskine, som kan rydde et område på 50 kilometer om dagen. Desuden er maskinen langt billigere end de afgifter, som biotek-firmaet afkræver for at så genplanten, fortæller Dan Belusa.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. aug. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland