Det er socialismens ideologi! at værne om de svage i samfundet og bringe dem social retfærdighed, bedre levestandard, frihed og verdensfred, lød det fra Peter Nielsen, der var en socialdemokratisk pioner

af Aksel V. Carlsen
Den danske stat havde med sin 'Nyordning' (G-50) forsøgt at liberalisere erhvervsforholdene i kolonien Grønland. Og De Samvirkende Fagforbund (DsF) gik, efter Carl P. Jensens Grønlands-rejse i 1952, ind i et tættere samarbejde med den danske stat om at skabe strukturer på arbejdsmarkedet, der lignede de danske, således at både staten og de private erhvervsfolk, som man håbede nu ville strømme til Grønland, kunne have en 'forhandlingspartner'.
Hvad angår overvejelserne om, at grønlandske arbejdere enten burde indmeldes i danske fagforbund, eller om DsF skulle støtte oprettelsen af grønlandske fagforeninger, anbefaler Jensens rapport overraskende, at spørgsmålet 'stilles i bero'(!). DsF besluttede dog, at hjælpe til med optræning af tillidsmænd og oplysningsarbejde samt 'at påtage sig retten til at optræde på grønlandske vegne vedrørende fastsættelse af pris- og lønforhold'. Til Grønland sendte DsF bøger samt et mindre kontantbeløb, som skulle anvendes til dækning af kontaktpersonernes rejseudgifter.

Det første netværk
I løbet af 1953 formåede DsF at få kontakt til en række personer i Grønland og via dem at knytte forbindelser til nogle grønlandske arbejdspladser. Man opfordrede for eksempel en gruppe kontormedhjælperne til at melde sig ind i en lokal arbejderforening, med henvisning til, at det gav muligheder for at oprette en tillidsmandsordning.
Lidt efter lidt førte disse kontaktpersoners besøg på bostederne langs vestkysten til etablering af et netværk; nogle af dem kom på tillidsmandskursus i Danmark. Blandt dem var kontorist Lars Svendsen, der senere blev den første formand for Grønlands Arbejdersammenslutning (GAS, i dag: SIK). I 1955 besluttede en række lokale arbejderforeninger i fællesskab at nedsætte en midlertidig bestyrelse under ledelse af Lars Svendsen.

Politisk organisering
Forinden var der i Godthåb (Nuuk) foretaget et forsøg på politisk organisering. Det var knyttet til kredsdommer Peter Nielsen samt en gruppe lokale intellektuelle, der i 1954 stiftede et socialdemokratisk parti. Lars Svendsen havde kontakt til denne gruppe. Samme personkreds var i flere perioder med både i redaktionen af den populære ugeavis 'Kamikken', der fra 1952 til 1956 i alt udkom med over 170.000 eksemplarer, og senere - avisen 'Socialiste', der i 1956 i sine i alt tre numre rettede en markant appel til lønarbejdere og fiskere.
Det lykkedes denne kreds at bane vej for, at deres kandidat, Peter Nielsen, i juli 1955, som erklæret socialdemokrat, blev valgt til Landsrådet. Især fik han stor opbakning blandt fiskerne fra udstederne. Og ved valget til Godthåbs kommunebestyrelse erobrede socialdemokraterne samtidig to pladser.
'Kamikken' indeholdt såvel lokale nyheder som væsentlige indlæg i en samfundsmæssig debat, hvor kredsen omkring Peter Nielsen optræder flittigt. Avisen beretter blandt andet om de første aktiviteter fra Godthåb Arbejderforening. Således bragte avisen meddelelsen om, at der blev startet en aftenarbejderhøjskole med følgende tre hold: tillidsmandsskole for bestyrelsesmedlemmer, aftenskole for mænd, aftenskole for kvinder. Med hensyn til denne aftenskole meddelte Arbejderforeningen: '!medlemskab er ingen betingelse. Tilmeldelse - i den lokale isenkramafdeling'.

Grøde... og røde
Dette var året før GAS blev stiftet.
Efter Peter Nielsens valg til landsrådet i 1955, udtalte han, at formålet med at starte et socialdemokratisk parti er 'at få den menige befolkning til at varetage egne interesser og at skaffe dem en samarbejdsorganisation, hvor de kan gøre sig gældende'. Og med henblik på hans eget politiske virke, udtalte han, at han især agtede at arbejde i snæver kontakt med bestillingsmands-, arbejder- og fiskeriorganisationerne og se på lønspørgsmål, problemer vedrørende socialforsorgen samt rationel ordning for erhvervsforholdene.
Forud for GAS`s stiftende kongres blev der fra forskellige kredse i Grønland peget på følgende tre vigtige opgaver: at få samlet flest mulige lønarbejdere i GAS, at fastholde GAS på en socialdemokratisk holdning, samt at den nye avis 'Socialiste' skal være et 'folkets eget blad, der hverken drives af stat eller landskassen'. Denne avis erklærede sig som 'organ for Grønlands socialdemokratiske parti og GAS' og skrev i foråret 1956 begejstret: 'Der er grøde i den grønlandske fagbevægelse!'.
I en velkomsthilsen til det nye blad fremhævede Peter Nielsen, at avisens virksomhed 'ikke anlægges på det rent nationale grønlandske grundlag! men vil søge at drage de folk, det arbejder for, med ind i bevidstheden om, at de er en del af det store hele, som omfatter den hele verden og vil på den måde udgøre en gren i det internationale socialistiske samarbejde'. Han påpegede, at det danske statsstyre har medført 'en stærkt indgroet autoritetstro' hos Grønlands befolkning, som 'savner en samarbejdsorganisation, der på bred basis formår at komme ondet til livs! Arbejderbevægelsens midler for at opnå lykke og velvære er forhandling, organisation i alle lande, samarbejde, kooperation og fællesskab. Det er socialismens ideologi! at værne om de svage i samfundet og bringe dem social retfærdighed, bedre levestandard, frihed og verdensfred, hvor ingen er større eller mindre end andre, og hvor alle har ligeret'.

Første overenskomst
Forud for GAS`s stiftende kongres i 1956 havde 13 kredsafdelinger samt den grønlandske sømandsfagforening tilmeldt sig den nye sammenslutning. Under disse afdelinger fandtes i nogle tilfælde fagklubber, der havde fået indført tillidsmandsordninger og skabt de første former for sygeforsikring for medlemmerne. Den største forening var Godthåbs Arbejderforening, der, i samarbejde med myndighederne, kom til at stå som arrangør af den stiftende kongres, som DsF var med til at finansiere.
Ved åbningen af kongressen i Godthåb fremhævede Lars Svendsen, at grundlaget for GAS var skabt af de tidligere arbejderforeninger langs kysten. Daværende landshøvding Christensen hilste den nye organisation velkommen og påpegede, at det var i den danske stats interesse, at forhandle lønforhold med en fasttømret organisation.
På kongressen kunne man enes om et udkast til en overenskomst. Denne første kollektive overenskomst for Grønland blev underskrevet på kongressen og var udarbejdet af DsF`s sekretær Carl P. Jensen.

Under LO-kommando
Imens det lokale socialdemokratiske parti, der var blevet stiftet på et socialistisk og internationalistisk grundlag, samt avisen 'Socialiste' pludselig ophørte, så forsatte den danske stat og det danske socialdemokrati med at skabe et anderledes fundament for grønlandsk fagbevægelse.
Fra starten virkede GAS i tæt kontakt med DsF og med Ministeriet for Grønland, der i flere år betalte en medarbejder i GAS`s sekretariat. Han blev betegnet som 'en observatør under LO-kommando'. GAS havde igennem 1960`erne, forud for overenskomstforhandlingerne, 'orienterende samtaler' med LO, som igen forhandlede med Grønlandsministeriet - inden GAS skulle føre de såkaldte 'forhandlinger'. Den danske kontrol med, eller formynderi over for GAS, kom også til udtryk på anden vis. Blandt andet fik man, som en dansk historiker har skrevet: 'med vanlig fantasiløshed kopieret hjemmedanske AOF-metoder af fagligt supplerende og underholdende art, som har været ganske irrelevante!'.
Dansk LO udtalte sig egentlig principielt for, at GAS selv gik i gang med at organisere sig. Men i praksis så man længe helst, at det skete under LO`s kontrol. Igennem 1970-erne begyndte GAS dog at føre en mere selvstændig linje. Kurserne for tillidsfolk blev i stigende grad grønlandsk-sprogede, og omkring Marmorilik-strejken i 1977 førte GAS en lønkamp mod et multinationalt selskab uden opbakning fra dansk LO (men derimod med solidarisk støtte fra danske arbejdspladser).
Forud for indførelsen af Hjemmestyret besluttede GAS i 1978 at ændre sit navn til det nuværende 'Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat' (SIK).

Arbejdernes 'eget' værk
Efter at den danske kolonimagt ('i bedste mening') havde bremset de første forsøg på arbejdernes organisering i det tillukkede Grønland, kunne man måske forvente, at GAS/SIK under de nye forhold i højere grad ville være opmærksom på, at landets modernisering måtte være befolkningens og ikke mindst - lønarbejdernes 'eget værk'.
Både det socialdemokratiske Siumut-parti og SIK har været faste institutioner siden indførelsen af hjemmestyret i 1979. Uenighed omkring Siumuts holdninger førte først til, at IA-partiet i 1978 blev dannet, og dernæst desuden til stiftelse af et egentligt arbejderparti omkring den markante fagforeningsmand Odaq Olsen. Dette nye arbejderparti deltog sammen med Siumut og IA i en succesrig kamp for at få Grønland ud af EF, men opnåede kun en kort levetid. Det blev ophævet i 1982.
I hjemmestyrets tid har SIK formelt fungeret uafhængigt af politiske partier, men reelt haft tæt forbindelse til det regerende socialdemokratiske Siumut-parti. Senest er idéen om at stifte et arbejderparti atter formuleret af et par deltagere af SIK`s jubilæumskongres i juli 2006.

Klasse og kamp
I de 27 år under Hjemmestyret har man fra grønlandsk politisk side gang på gang fokuseret på nødvendigheden af samfundsmæssige strukturforandringer (i 1980`erne drejede det sig om overførelsen af det ene politiske fagområde efter det andet fra Danmark til Grønland, og i de seneste år - om økonomisk liberalisering med såkaldte 'kostægte' priser).
SIK gennemfører kursusvirksomhed for en håndfuld faglige tillidsfolk. Det har dog knebet med i bredere omfang at gennemføre oplysningsarbejde og drage lønarbejderne ind i organiseret politisk og socialt engagement. Måske skyldes det en trang blandt den grønlandske elite til, på den ene side at fastholde en elitær-teknokratisk tankegang og en ensidig fokus på landets national-etniske identitet, og på den anden at underprioritere betydningen af, at mange sociale problemer ofte er afledt af en skæv formuefordeling og af klasseforskelle.
I løbet af den faglige sammenslutnings 50 år har lederne af GAS/SIK spillet en vigtig rolle i kampen for bedre løn-, pensions- og ansættelsesforhold. Man har omkring overenskomstfornyelser kunnet mobilisere aktivister til strejker. Men måske kunne man ønske en større inddragelse af medlemmerne også i bevægelsens daglige arbejde. Det kræver dog i sidste ende, at medlemmerne selv i højere grad betragter SIK som et kampredskab...

---

Første del af artikelserien:
16-08-2006 Fra koloni-undersåt til organiseret arbejder
Anden del af artikelserien
23-08-2006 Grønlænderne skulle `danificeres`

Denne artikelserie bygger på et interview med Hansepajuk Gabrielsen (1925-2004), på materialer fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i København, fra Groenlandica i Nuuk samt en begrænset litteratur, der findes om emnet, skrevet af Birte Haagen, Jens Dahl, Jørgen Fleischer, Mads Lidegaard, Ernst Møller samt Kammammi Olsen.
Den er Aksel V. Carlsens omarbejdede version af en artikel, der tidligere blev bragt i Ilisimatusarfik / Grønlands Universitets publikation: 'Grønlandsk kultur- og samfundsforskning, 2003' og i ugeavisen 'Sermitsiaq' (Nuuk).
Overskrifter er indsat af redaktionen.