18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen skinner til tiden

Ingen skinner til tiden

Torsdag, 31. august, 2006, 00:00:00

Der er kun afsat penge til fornyelse og vedligeholdelse af ekstra 30 kilometer jernbaneskinner i regeringens finanslovsforslag

Regeringens finanslovsforslag afsætter 142,5 millioner kroner til fornyelse og vedligeholdelse af jernbanenettet. Med en anslået pris på 4,7 millioner kroner per kilometer svarer det til udskiftning af omkring 30 kilometer af Danmarks stærkt nedslidte togskinner.
Samtidig tager regeringen med den anden hånd godt 123 millioner kroner fra Banedanmarks anlægsbudget, hvad der reelt efterlader Banedanmark med penge til fire kilometer ekstra skinne-udskiftning.
Der er omkring 4300 kilometer togskinner i Danmark, I øjeblikket er det danske skinnenet ti år ældre end gennemsnittet for skinnenettene i de øvrige europæiske lande. Med det nuværende tempo i udskiftningen, der er på omkring 100 kilometer om året, vil vi om ti år have et skinnenet, der er 9,2 år ældre.
Finansminister Thor Pedersen lover på transportministerens vegne, at der nok skal komme flere penge til skinner på bordet, før finansloven bliver vedtaget. Transportministeren skal først have kigget på en ny rapport fra Banedanmark om skinnernes og signalsystemernes tilstand, forklarede finansministeren ved sin præsentation af finansloven tirsdag.
En lignende rapport fra Banedanmark blev lagt på ministerens bord i slutningen af sidste år. Dengang lovede ministeren at der ville blive truffet beslutninger på baggrund af rapporten 'om cirka seks uger.'
Få måneder før udgav Dansk Jernbaneforbund, 3F, Dansk Metal og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en rapport, 'Jernbanen på rette spor', som påviste, at en ekstrabevilling på 1,3 milliarder kroner over en årrække vil kunne genoprette sporenes tilstand.
DSB har netop opjusteret sit forventede overskud før skat fra 600 til 700 mio. kr. i 2006. DSB - og Arriva på de vestjyske togstrækninger - nyder i den forbindelse godt af de lave takster til Banedanmark for brug af skinnerne.
Regeringen kan bruge det større overskud hos DSB til dels at putte i statskassen (som det allerede er sket med 2,9 overskuds-milliarder i de sidste fire år) samt at forlange en større pris ved den planlagte privatisering. Til gengæld vil man næppe kunne få en kommende privat operatør til at gå med til at betale regningen for det nedslidte, statslige skinnenet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. aug. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland