Regeringen har i perioden 2001-2007 brugt hele 18 milliarder kroner mindre til velfærd, end der blev brugt fra 1995 til 2001. Det påviser AE-Rådet
VC-regeringen og finansminister Thor Pedersen er så pressede i velfærdsdebatten, at de er nødt til at gribe til regulær talfup, for at klare sig.
I tirsdags - under finanslovsfremlæggelsen - erklærede finansminister Thor Pedersen, at væksten i kommunernes forbrug nu er højere end væksten i det private forbrug.
- Aldrig har nogen regering gjort så meget for velfærden, som denne regering, lød det fra Thor Pedersen.
- Socialdemokraterne siger, at de vil genskabe det velfærdsniveau, der var i 2001. Men det vil jeg advare kraftigt imod, fortsatte han - underforstået at velfærden dengang var langt dårligere end i dag.
Ifølge finansministeren vokser kommunernes forbrug nu med 4,7 procent, mod 4,5 procents vækst i det private forbrug. Men ministeren har 'glemt' at rense tallene for inflation.
- Korrigerer man for det, viser Finansministeriets egne tal, at udviklingen i i privatforbruget har ligget på et højere niveau end udviklingen i kommunerne, siger Erik Fabrin(V), der er formand for Kommunernes Landsforening.
Han gør samtidig opmærksom på, at tallene skal ses i forhold til den vækst, der har været i antallet af børn og pasningskrævende ældre.
Også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd går i rette med Thor Pedersen regnestykker.
- Stigningen i den offentlige service har været lav under den nuværende regering i sammenligning med de foregående seks år, fastslår rådet.
Faktisk er der i perioden 2001-2007 brugt hele 18 milliarder kroner mindre til velfærd end i perioden fra 1995 til 2001.
'Målt i forhold til Danmarks samlede velstand er den offentlige service faldet. Fra at udgøre 26,2 procent af BNP (bruttonationalproduktet) i 2002, bliver den offentlige service reduceret til 25,4 procent af BNP i 2007, fastslår Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en ny analyse.
'Det svarer til en reduktion af den offentlige service på 13,6 milliarder kroner ' regnet i faste priser, hedder det videre.
Thor Pedersens forsøg på at trylle med tallene er dog næppe til stor hjælp for ham i den aktuelle strid om kommunernes økonomi.
En række østjyske borgmestre, anført af Århus-borgmester Wammen(S) har rejst krav om, at der gives en ekstrabevilling på finansloven til kommunerne.
Og Jan Petersen, finansordfører for Socialdemokraterne, følger op:
- Vi vil gerne stemme for finansloven, men vi kan ikke gå med hele vejen, hvis ikke regeringen åbner for velfærdspuljerne, siger han til Politiken.
- Det må være muligt at slække en smule på afbetalingen af udlandsgælden, så vi kan give kommunerne det løft, som er nødvendigt.
Finanslov 2007:
* Næsten alle brikker i finanslovsforslaget er udmøntning af allerede indgåede. Kun enkelte punkter er reelt nye initiativer.
Her bruges penge:
Udmøntning af det såkaldte velfærdsforlig:
* Der er afsat to milliarder kroner til en globaliseringspulje. Pengene skal fordeles til forskning, uddannelse og efteruddannelse. Fordelingen aftales i efteråret.
* Samtidig er der reelt nedskæringer på uddannelsesområdet på 186 millioner kroner.
* 675 millioner kroner er afsat til ' at få flere i arbejde':
- 120 millioner kroner til at skærpe kontrollen med de arbejdsløse.
- 235 millioner kroner til løntilskud til arbejdsgivere, der ansætter indvandrere, samt til særlige konsulenter.
- 50 millioner kroner til løntilskud til arbejdsgivere, der ansætter ældre, samt til skabelsen af støttede 'seniorjob'.
Andre tiltag indenfor velfærd, der ligeledes er del af tidligere forlig:
* 800 millioner kroner ekstra til de ældre. Pengene skal søges fra en pulje.
*1,3 milliarder kroner til sundhedsområdet. Pengene gives især til at udvide det frie sygehusvalg.
*530 millioner kroner til lavere forældrebetaling i daginstitutioner, samt 300 millioner kroner til 'bedre kvalitet' i daginstitutioner.
Andet:
* 500 millioner kroner til terrorbekæmpelse og bedre udstyr til politiet.
*60 millioner kroner til jordejere, i form af skattelettelser.
* U-landsbistand øges med 615 millioner kroner. De fleste af pengene gives til såkaldt 'god regeringsførelse'.
Her tages penge:
*840 millioner kroner tages fra lejerne via Landsbyggefonden.
* En milliard kroner hentes over fire år, ved at fyre hver fjerde ansatte i Skat.
* Yderligere effektiviseringer i staten skal skaffe 300 millioner kroner.
*Der hentes 1,1 milliard kroner hos mennesker på overførselsindkomst, via satspuljen. Pengene fordeles til socialt udsatte grupper.
* Der hentes ti milliarder kroner hos pensionisterne, via Den Sociale Pensionsfond.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278