17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gabet mellem rig og fattig vokser

Gabet mellem rig og fattig vokser

Lørdag, 02. september, 2006, 00:00:00

Den rigeste del af danskerne har fået mest ud af en gennemsnitlig indkomststigning på 22 procent over ti år

Danskernes indkomst er steget med 22 procent i gennemsnit fra 1994 til 2004, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Opgørelsen viser samtidig, at de største indkomster er vokset dobbelt så meget som de mindste, og at det især er den rigeste tiendedel, der skummer fløden. Deres indkomster steg med hele 31 procent i perioden. Til sammenligning måtte den tredjedel af danskerne, der befinder sig i den anden ende af indkomstskalaen, nøjes med stigninger på 15-18 procent.
Med andre ord vokser uligheden mellem rig og fattig.
- Lønnen er steget mere end indkomstoverførslerne. Kapitalindkomsterne er steget kraftigere end lønindkomsten og endelig har skattepolitikken betydet en skæv omfordeling, lyder forklaringerne fra Finn Kenneth Hansen, Center for Alternativ Samfundsanalyse.
Danmarks Statistik har alene lavet sin ti års opgørelse på baggrund af den registrerede indkomst og har ikke indregnet formueændringer eller kapitalstigning i form af værdistigning i egen bolig.
- Det er altså ikke alle uligheder, man kan se ud af indkomstfordelingen. Dertil kommer, at der er tale om gennemsnitstal. Det betyder, at tallene for den eneste del af befolkningen som har haft en negativ indkomstudvikling let kan fortabe sig i tallene, siger Finn Kenneth Hansen til Arbejderen.
Han forklarer, at det har været tilfældet for de personer, der er blevet sat ned fra kontanthjælp til starthjælp eller fra kontanthjælp til kontanthjælpsloftet. Deres indkomstudvikling har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd opgjort til minus 0,5 procent.
At uligheden stiger i Danmark fik vi et helt konkret eksempel på i sidste uge. Da kunne Domstolsstyrelsen dokumentere, at antallet af folk, der sættes ud af deres lejeboliger, fordi de ikke har råd til huslejen, er steget med 43 procent på fire år. I 2005 satte antallet af udsættelser nye rekorder og nåede op på 4162.
Ifølge opgørelsen fra Danmarks Statistik findes de højeste indkomster i Søllerød og Hørsholm og de laveste på Langeland og i København. Det er stadig Mærsk Mc-Kinney Møller, der indtager pladsen som Danmarks rigeste med en samlet formue på godt 141 milliarder kroner. Hans formue er næsten lige så står som de næste ni øverste på listen, der tilsammen har en formue på 143 milliarder kroner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland