17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F: Let låget på statskassen

3F: Let låget på statskassen

Lørdag, 09. september, 2006, 00:00:00

3F anbefaler sine 78 afdelinger at bakke op om lokale velfærdsinitiativer og støtter kravet om flere penge til kommunerne

Der skal flere penge ud i kommunerne.
Sådan lyder det utvetydige signal fra 3F`s årlige repræsentantskab, som blev holdt i tirsdags.
- Vi appellerer til, at låget på statskassen lindes, og at kommunerne og regionerne tilføres flere midler. Der er rigeligt råd til at give borgerne den service, der er behov for, siger Conny Jensen, næstformand i 3F Midtjylland, til Arbejderen.
Efter hendes mening er der flere forklaringer på den situation kommunerne og amterne befinder sig i. Det skyldes både en for dårlig udligningsreform, skattestoppet og hele aftalegrundlaget mellem regeringen og Folketinget. Hun mener, at den reelle skurk er regeringen.
- Det er nu, vi skal ud af røret. Vi står overfor massive nedskæringer, og det kan vi kun forhindre ved at gå sammen med alle de kræfter, der allerede har taget initiativ til at gå imod velfærdsforringelserne, siger den midtjyske næstformand.
Den holdning deler Allan Kierulff, formand for 3F Roskilde.
- Den danske velfærdsmodel bliver rystet godt og grundigt under den her regering. Den udvikling skal vi have vendt, siger han til Arbejderen.
Han er derfor glad for anbefalingen fra repræsentantskabsmødet om at fortsætte protesterne mod regeringens politik og er sikker på at afdelingerne tager handsken op.
Flere af repræsentantskabsmødets deltagere opfordrede også 3F til at gå med i protesterne den 3. oktober ved Folketingets åbning. Det er dog endnu ikke afgjort, hvilken stilling forbundet tager.
Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen brugte en stor del af sin politiske beretning på repræsentantskabsmødet til at kritisere regeringens liberale politik, mens han roste Socialdemokraterne for at have medvirket til at få fjernet de værste tidsler i det såkaldte velfærdsforlig. Specielt det sidste gav anledning til en skarp kritik fra nogle af deltagerne.
- 17. maj var en stor sejr, og 3F gjorde et godt arbejde. Men at forbundsledelsen derefter bakkede op om det såkaldte velfærdsforlig og Socialdemokratiets optræden var ikke i orden, siger Søren Becher, a-kasseleder i Lager, Post og Servicearbejdernes Fagforening i København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland