Forbundet skal bakke op om de landsdækkende protester mod nedskæringer, opfordrer delegeret på Metal-kongressen
Vi skal have en ny regering - og en ny politik.
Det var det utvetydige budskab fra Aage Madsen, formand for Metals Århus-afdeling, da han gik på kongressens talerstol for at kommentere den mundtlige beretning.
- Det er nu venner, at vi har chancen for at give VK-regeringen og Dansk Folkeparti et los, tordnede Aage Madsen og spurgte ud i kongressalen:
- Hvor længe skal vi finde os i en borgerlig regering, som koldt og kynisk skalter og valter med vores børn, unge, syge og ældre. Med folk som er udstødte, på kontanthjælp eller understøttelse, kun for at favorisere den mest velbjærgede del af befolkningen?
Selv mener Aage Madsen ikke, der er noget at betænke sig på. Det er nu forbundet skal bakke op om de lokale og landsdækkende protester mod velfærdsforringelser og konkret aktionsdagen den 3. oktober i forbindelse med Folketingets åbning.
- Det er min opfattelse, at modstanden mod regeringens politik favner ikke alene almindelige skatteborgere. Den rækker også langt ind i politikernes ja selv de borgerlige partiers egne rækker, forklarer fagforeningsformanden til Arbejderen.
Toppen af Dansk Metal har aldrig lagt skjul på, at den har støttet velfærdsreformer, 'for at sikre balance mellem dem på efterløn og pension og dem i den erhvervsaktive alder', som det hedder.
Derfor er det heller ikke overraskende, at Thorkild E. Jensen i den mundtlige beretning, glæder sig over det velfærdsforlig, som blev indgået i juni måned. Han fremhæver især Socialdemokraternes indsats, som han mener har æren for, at de værste tidsler blev ryddet af vejen.
Ikke alle delegerede tilsluttede sig den vurdering af forliget.
- Jublen over velfærdsforliget er overdrevet. Jeg hører ikke til dem, der mener, at efterlønnen er sikret, og jeg ser absolut intet positivt ved den automatik, der er indført med stigende efterløns- og pensionsalder som konsekvens, lød det fra Knud Birkmose Andersen, delegeret fra Århus.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278