17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Studerende mister penge

Studerende mister penge

Tirsdag, 12. september, 2006, 00:00:00

De studerende har mistet 12 procent af deres realindkomst på ti år. Nu starter DSF en ¤¤ketchup-kampagne¤¤, for at forhindre nye overgreb på SU`en

Hvorfor hedder det 'cafe-penge' til de studerende, når det i virkeligheden mest er ketchup og spaghetti, vi køber for SU`en?
Sådan spørger Danske Studerendes Fællesråd, DSF, i en stor kampagne, der blæses i gang under navnet 'Ketchup-kampagnen', i dag.
- Formålet er at sætte fokus på de studerendes dårlige levevilkår og vise modstand mod at man skærer yderligere i SU'en, forklarer koordinator Christine Bille til Arbejderen.
Og nye tal fra Danmarks Statistik viser, at DSF har al mulig grund til at føre kampagne. De studerende er nemlig - sammen med de små selvstændige - den gruppe af den danske befolkning, der har haft det største fald i realindkomst siden midten af 90`erne.
Helt konkret er værdien af SU`en - regnet i den mængde varer, du kan købe for pengene - faldet med 12 procent fra 1994 til 2004.
- De studerende er ikke forkælede møgunger, der fordriver tiden med at drikke cafe latte på fortovsrestaurenterne, siger Christine Bille.
- Det er blevet meget sværere for de studerende at få det til at hænge sammen økonomisk. Dels er udgifter til busser, husleje og de helt basale ting steget. Dels forventes der i dag, at du selv har en bærbar computer, og at du har 3000 kroner til bøger i hvert semester, fortæller hun videre.
- Det betyder, at de studerende i dag arbejder mere ved siden af og tager større lån.
Christine Bille er ikke i tvivl om, hvem der kommer i klemme, hvis SUén gøres afhængig af, at man kommer hurtigt videre fra gymnasiet.
- De unge, der ikke kommer fra et akademisk hjem, skal typisk have lidt længere tid til at finde ud af, at de vil læse videre. Og det er dem, der bliver straffet. Så den sociale arv vil blot forstærkes, siger hun.
Med 'Ketchup-kampagnen' følger en serie postkort, satiriske vægaviser og pjecer, der vil blive spredt rundt på uddannelsesinstitutionerne.
Tallene fra Danmarks Statistik viser iøvrigt, at ikke kun de studerende er hægtet af festen. Således har de arbejdsløse i realiteten ikke haft nogen fremgang i realindkomsten overhovedet i de sidste ti år.
Derimod ligger bankbestyrere og virksomhedsledere helt i top med indkomstfremgang. Den gennemsnitlige årsindkomst for en bankbestyrer er 1,5 millioner kroner. Virksomhedslederne må 'nøjes' med gennemsntlig 980.000 kroner.
Også kløften mellem ejere og lejere er blevet markant dybere i de sidste ti år. Således er boligejeneres indkomst steget fire gange så meget som lejernes gennemsnitsindkomst.
Se mere om DSF`s kampagne på : www.ketchupkampagnen.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland