25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

15.000 århusianere siger stop

15.000 århusianere siger stop

Onsdag, 13. september, 2006, 00:00:00

Der var masser af kampgejst i den kæmpestore demonstration i Århus i går. Også protester i mange andre byer

Over hele landet blev der i går demonstreret og aktioneret imod de forslag til nedskæringer i de kommunale budgetter, som de lokale byrødder forhandler i disse dage.
Hedest gik det til i Århus, hvor 15.000 mennesker var forsamlet til protest foran byens rådhus. De stopfyldte gader emmede af kampgejst.
Demonstrationen var indkaldt af 'Initiativet mod Besparelser', der tæller en lang række offentlige og private fagforeninger, brugerorganisationer og beboerhuse.
I sidste øjeblik har også LO i Århus anbefalet demonstrationen.
- Det samarbejde, der er etableret i den her budgetkamp, imellem offentlige og private fagforeninger, brugerorganisationer og de unge er meget vigtigt og det skal fortsætte videre frem, indtil VC-regeringen er væk, sagde Morten Rasmussen, der er næstformand i 3F Transport,Logistik & Byg i sin tale til demonstrationen.
Og han blev fulgt op af formanden for Århus Lærerforening:
- I stedet for bare at sige javel hr. finansminister må Århus Byråd nu udfordre regeringen. Vi vil have politikere der slås for velfærden, fastslog Gordon Ørskov Madsen.
Også mange andre steder i landet var der aktivitet i gaderne i går. Således var tillidsfolk og medlemmer fra BUPL ude i mere end 30 byer over hele landet, for at samle underskrifter ind til Fogh Rasmussen i protest mod de stramme økonomiske rammer regeringen lægger for kommunerne.
En af dem, der stod på Hovedbanegården i København i myldretiden i går morges, er næstformand i BUPL, Birgit Conradsen.
- Vi fik en meget positiv reaktion fra folk, selv om alle har styrtendes travlt og er på vej i toget. Mange bifalder vores aktion, fortæller Birgit Conradsen til Arbejderen.
I Nordjylland var BUPL på gaden i 14 byer.
Arbejderen fangede Birgit Elgaard, formand for BUPL i Nordjylland, i Aalborg Centrum ud på eftermiddagen.
- Det går rigtig, rigtig godt, siger hun.
- Holdningen er helt klart, at det her er uacceptabelt. Det er ligesom om, at sammenhængen mellem regeringens politik og kommunenedskæringerne er gået op for folk nu.
Også i de små byer i Nordjylland var BUPL på gaden. Tina Kristensen stod i Løgstør:
- Omkring to ud af tre der kommer forbi skriver under, fortæller hun til Arbejderen.
BUPL gennemfører underskriftsindsamlingen sammen med forældreorganisationen FOLA og FOA, og den løber frem til 28. september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland