17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Terrorsag uden vidner

Terrorsag uden vidner

Onsdag, 13. september, 2006, 00:00:00

Israel nægter at give udrejsetilladelse til palæstinensere, der er indkaldt til at vidne i danmarkshistoriens første sag om støtte til terrorisme

Vidneskranken stod mandag igen tom i Københavns Byret. Her skulle have siddet en palæstinenser, der kunne have kastet lys over de israelske dokumenter, som anklageren har læst op af siden sagens start.
På anklagebænken sidder al-Aqsas formand og kasserer, tiltalt for at have samlet penge ind til palæstinensiske hjælpeorganisationer der er mistænkt for at have tilknytning til Hamas, der står på EU`s terrorliste.
Trods den alvorlige anklage vil Israel ikke give udrejsetilladelse til de vidner, som forsvarerne har indkaldt fra de besatte områder i Palæstina.
Til gengæld har Israel ikke haft problemer med at forsyne den danske anklagemyndighed med skyts mod al-Aqsa.
Men forsvarerne stiller et stort spørgsmålstegn ved de 'beviser', som Israel har stillet til rådighed for anklagerne: Det er nemlig hemmeligt, hvem der har skrevet de fleste af rapporterne. I det omfang der står navn på rapporterne, har de israelske myndigheder givet de danske domstole forbud mod at indkalde de efterretningsagenter, der har skrevet dem, som vidner.
Et af anklagerens vigtigste argumenter er, at ledende folk fra de palæstinensiske hjælpeorganisationer, som al-Aqsa har arbejdet sammen med, har siddet fængslet i Israel for at være medlem af Hamas.
En hjælpearbejder har siddet fængslet fra 1993 til 1996 for medlemskab af Hamas` militære gren. Men det fremgik samtidig af den israelske tilbageholdelseskendelse, som blev læst op i Københavns Byret, at bevismaterialet mod de palæstinensere, som israelsk militær tilbageholder uden dom, holdes hemmeligt for både de fængslede selv og deres forsvarere.
Dermed har det danske retssystem ikke adgang til selve bevismaterialet, men kun til retskendelsen.
En anden hjælpearbejder har siddet fængslet siden marts i år. Men et af de vidner, som hele sagen baseres på, har siden trukket sin forklaring: Den fremkom nemlig under tortur.
Det er dermed uklart, om anklagerens beviser lever op til de mest basale krav i den danske retsplejelov: Ikke mindst fordi hverken forsvarer eller dommer kan kontrollere centrale oplysninger, som Israel mener skal holdes hemmelige.
Forsvarerne har været i telefonisk kontakt med en håndfuld af vidnerne fra de besatte områder. De erklærer sig klar til at komme til Danmark og vidne, hvis de kan få lov af Israel, men det er indtil nu altså blevet afvist.
Der bliver nu taget kontakt til Israel for at få svar på, om de israelske myndigheders hjælp til at få opklaret sagen kun gælder anklagemyndigheden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland