Substansen i servicedirektivet er stort set intakt, vurderer Kenneth Haar i en ny analyse
Striden om EU`s forhadte servicedirektiv er langt fra slut endnu.
Det vurderer Kenneth Haar fra tænketanken Ny Agenda i en ny analyse af direktivet, som blev offentliggjort i tirsdags.
Servicedirektivet er nemlig så uklart formuleret, at det i realiteten bliver EU-kommissionen og EF-domstolen, der kommer til at afgøre, hvor vidtrækkende direktivet skal være.
- De nationale politikere vil ikke have reel mulighed for at påvirke processen, forklarer Kenneth Haar.
Han vurderer, at det forhadte' oprindelseslandsprincip' stort set er intakt i direktivet.
Oprindelseslandsprincippet betyder, at et polsk servicefirma kan udføre servicearbejde i Danmark, til polske lønninger og efter polske regler.
- Ført og fremmest er det overskriften, der er blevet ændret. Nu bruges ikke længere ordet 'oprindelseslandsprincip', men derimod det lidt mindre provokerende 'Friheden til at levere tjeneteydelser'. Men substansen er den samme, forklarer Kenneth Haar.
Danmark kan nemlig kun stille krav til udenlandske servicevirksomheder, der vil operere her i landet, hvis kravene 'har at gøre med den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, folkesundheden eller beskyttelse af miljøet'.
Hvilke krav, der kan komme ind under den hat, er det EU-domstolen, der skal afgøre.
Haar minder om, at krav, der vedrører socialpolitiske mål og beskyttelse af forbrugere udtrykkeligt er udeladt af listen over lovlige krav.
Ifølge Kenneth Haar vil kampen mod den social dumping - som følge af import af østarbejdere- også blive næsten umulig.
- Fagbevægelsen har lagt en del energi i at sikre et offentlig engagement i at overvåge selskaber og arbejdskraft fra de nye EU-lande, forklarer han.
- Men fagbevægelsen har sovet i timen. For med servicedirektivet, er mulighederne for kontrolforanstaltninger stærkt begrænsede.
Også i EU-parlamentet er der voksende kritik af det nye udspil til servicedirektiv.
Således kræver komiteen for økonomiske anliggender under EU-parlamentet, at EU-kommissionen nu klart definerer, hvilke serviceydelser der konkret er omfattet af servicedirektivet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278