Den stiftende kongres i Rød Faglig Internationale, RFI, blev afholdt i 1921. En af de store diskussioner gik på, om man skulle oprette egne revolutionære fagforbund eller lave fraktionsarbejde inden for de reformistiske forbund

af Gerd Callesen
Den russisk-japanske krig i 1904-05 og den efterfølgende mislykkede revolution i Rusland, var det første tegn på at kampen om markederne mellem stormagterne tilspidsedes, og, som Lenin påpegede i 1913, var en ny revolutionær fase indledt.
Et andet tegn var, at der udviklede der sig oppositionelle retninger i den politiske og faglige arbejderbevægelse. Det var en reaktion mod arbejderbevægelsens delvise tilpasning til det borgerlige samfund. På det politiske område forblev oppositionen stort set indenfor rammerne af de eksisterende arbejderpartier.

Syndikalisterne
På det faglige område udviklede bruddet sig imidlertid fra omkring 1905. Denne opposition sammenfattedes under navnet 'syndikalisme', selv om den havde forskellige former.
I Frankrig blev landsorganisationen som helhed syndikalistisk. I USA opstod den revolutionære Industrial Workers of the World (IWW). Andre lande med stærke syndikalistiske organisationer var Italien, Spanien og nogle af de latinamerikanske stater. I Skandinavien oprettedes Sveriges Arbetares Centralorganisation (SAC), som faktisk havde en betydningsfuld position, medens de danske og norske syndikalister kun i en kort periode spillede en rolle.

Første Verdenskrig
Under Første Verdenskrig voksede oppositionen mod borgfredspolitikken, og der udviklede sig revolutionære mindretal i arbejderklassen, der ville afslutte kapitalens herredømme.
Disse bevægelser blev styrket af den russiske revolution i november 1917. Kommunisterne opnåede en stor prestige i arbejderklassen, også blandt venstresocialdemokrater eller revolutionære syndikalister.
Syndikalisterne i Frankrig, Spanien, Italien og i nogle af de latinamerikanske lande hilste revolutionen velkommen. I Tyskland og Sverige sympatiserede de derimod ikke med den russiske revolution. Lidt mere modsætningsfuld var stemningen i IWW, som også havde afdelinger for eksempel i Canada og Australien.

Den rigtige taktik
De russiske kommunister forsøgte i 1918/1919 at samle de forskellige revolutionære tendenser til fælles kamp mod kapitalen under deres lederskab. Det viste sig at være en vanskelig opgave.
I samtiden var der stor uklarhed om den rigtige vej frem mod afslutning af kapitalens herredømme. I den overvejende del af arbejderklassen vurderedes den som værende ansvarlig for krigen og dens spild af menneskelige og økonomiske ressourcer. Situationen i de første år efter verdenskrigens afslutning prægedes af et virvar af skiftende standpunkter.
Den revolutionære del af arbejderbevægelsen måtte først finde frem til en egnet taktik for at kunne overvinde sine modstandere. Der blev fremsat forskellige forslag, men i situationen var der ikke tid til og mulighed for en rolig diskussion. Der måtte tages beslutninger og træffes afgørelser, som ofte var modstridende. Erfaringer måtte indsamles og bearbejdes.

Revolutionær samling
Det er ligeledes svært at få en klar forestilling om de forskellige retninger på den revolutionære fløj og deres ønsker om at nå til enighed om vejen frem.
Der var kommunisterne og deres tilhængere, som især rekrutteredes fra den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Der var de forskellige syndikalistiske organisationer, der indbyrdes var uenige om forholdet til en revolutionær faglig internationale og dennes forhold til Kommunistisk Internationale (Komintern).
Syndikalisterne gik overvejende ind for en selvstændig faglig Internationale med et løst forhold til Komintern. Det afgørende for syndikalisterne var arbejdernes direkte aktion mod kapitalen. I den deraf følgende sociale struktur i det kommende samfund, var der ikke behov for politiske partier.
Det så flertallet af kommunisterne anderledes, men da de samtidig mente, at det var nødvendigt at få syndikalisterne med i den faglige Internationale, var mange af dem villige til at bøje sig for dele af syndikalisternes krav. Med andre ord også blandt kommunisterne var der forskellige retninger og opfattelser.

RFI stiftes
Rød Faglig Internationales (RFI) stiftende kongres blev efter lange og komplicerede diskussioner afholdt i 1921.
De vigtige spørgsmål var forholdet mellem RFI og Komintern og spørgsmålet om oprettelsen af egne revolutionære fagforbund modsat fraktionsarbejdet inden for de reformistiske forbund. Der opnåedes stort set enighed i disse spørgsmål; kommunisterne bøjede sig i nogle spørgsmål for at få de ikke anarkistisk influerede syndikalister med i samarbejdet i Internationalen.
RFI blev således en selvstændig organisation og fraktionsarbejdet i de reformistiske fagforeninger - ikke deres splittelse - blev det centrale arbejdsområde. Kommunisterne var villige til at gå med til meget, så længe de troede, at man med eftergivenhed på mindre centrale områder internationalt kunne opnå væsentlige fremskridt.
På RFI`s 2. kongres i november 1922 var modsætningen mellem kommunister og syndikalister stort set afklaret; RFI, som var oprettet som et samarbejde mellem kommunister, syndikalister og uafhængige faglige organisationer, var efter 1922 i alt væsentligt en organisation af kommunister og kommunistiske sympatisører.

RFIs opbygning
De franske landsorganisation CGTU fortsatte i RFI og kunne præge dennes udvikling på nogle punkter. Alt i alt må man dog konstatere, at det store gennembrud for en revolutionær, kommunistisk domineret faglig Internationale udeblev.
Trods fremskridt blev det heller ikke realiseret i de kommende år. RFI` s selvstændige rolle svandt dermed ind, og den blev en af Kominterns underorganisationer om end en meget væsentlig en.

Internationale propagandakomiteer
RFI oprettede internationale propagandakomiteer (IPK), som skulle 'erobre' de internationale Fagsekretariater.
Det viste sig hurtigt, at IPK`erne ikke opnåede nogen masseindflydelse; der var 15 internationale propagandakomiteer, af disse fik egentlig kun transportarbejdernes en vis betydning. Denne komite havde lokale vesteuropæiske medlemsorganisationer og faste sømandsklubber i mange af de store havnebyer, for eksempel i København.
Forbindelsen til forskellige internationale Fagsekretariater kom ikke nogen vegne. Enkelte af disse sammenslutninger havde i 1920 vist sig at være åbne overfor et samarbejde med hhv. kommunistisk dominerede organisationer eller russiske forbund.

Brud med eurocentrismen
RFI brød med et vist held med den eurocentristiske model - det modsvaredes af Kominterns forsøg på at vinde fodfæste i alle de hel- eller halvkoloniale lande i verden.
RFI og Komintern kunne af gode grunde ikke støtte sig på industriarbejdere i disse lande - de fandtes knap nok. De arbejdede derfor indenfor de opstående antikolonialistiske, nationale massebevægelser. RFI ville her oprindelig varetage arbejderinteresser. Det førte til modsætninger i de nationale massebevægelser, fordi de nationale bourgeoisier ikke ville acceptere det, og RFI måtte opgive sin politik.

Kina
Spørgsmålet fik en betydning i løbet af 1920`erne især i forbindelse med udviklingen i Kina.
RFI fik en god kontakt til den hurtigt voksende kinesiske fagbevægelse, der tilsluttede sig RFI. Kort tid efter brød det borgerlige parti Kuomintangs højrefløj med Komintern og RFI. Den startede et angreb på Shanghai, hvor fagbevægelsen med kommunistisk ledelse havde indledt en kamp om magten. Det endte med en massakre på arbejderne.
Kina var ikke det eneste land, hvor RFI søgte at få indflydelse. I Indien fik kommunisterne en svingende indflydelse på landsorganisationen og med udgangspunkt i Australien startedes konferencer for faglige organisationer omkring Stillehavet. De fik ganske vist ikke umiddelbart en stor betydning, men viste sig at være vigtige som udgangspunkt for senere aktiviteter.

Et vendepunkt
Komintern havde satset på at udvikle enhedsfronten og dermed på ny sætte skub i den revolutionære udvikling. Det mislykkedes i 1923, og samtidig svækkedes fagbevægelsens generelt set overalt i verden; kun i Sovjetunionen steg medlemstallene betydeligt.
RFI led nederlag på andre fronter: i Norge, Finland, Bulgarien brød landsorganisationerne med RFI eller blev tvunget til det.
I Rumænien og Jugoslavien fortrak landsorganisationerne at deltage i den socialdemokratisk dominerede Internationale Faglige Central (IFC). Samarbejdet med det britiske TUC endte foreløbig med TUC`s nederlag i generalstrejken 1926. Kun i Frankrig og Tjekkoslovakiet holdt RFI nogenlunde stillingen.

Latinamerika
I de latinamerikanske lande blev der også sat aktiviteter i gang, men RFI var ikke alene om opgaven.
Der fandtes ret stærke organisationer i nogle lande: Argentina og Mexico for eksempel, som i Argentina havde et stærkt anarkosyndikalistisk indslag, og dermed befandt sig i modsætning til RFI. Dennes indsats blev heller ikke her kronet med længerevarende fremgang.

Klasse mod klasse
Fra 1927 indledte RFI en ny kurs, som blev bekræftet på den 4. kongres i marts 1928.
På en RFI konference i januar 1929 udarbejdedes de såkaldte Strasbourgteser. I disse opfordredes til blandt andet at gennemføre selvstændige strejker også imod de eksisterende fagforbunds beslutninger. Parolen blev 'at erobre masserne' og ikke mere at arbejde i de etablerede organisationer.
Det medførte en splittelse af bestående faglige organisationer i flere lande. RFO-politikken i Danmark var en parallel til denne politik, men dog uden at ville splitte de faglige organisationer, som også bestyrede a-kasserne.
Denne 'ultravenstre'-linje fortsatte indtil ca. 1934; den havde enkelte spektakulære resultater uden dog at kunne organisere masserne. Ganske vist var RFI`s medlemstal set udefra ret stabile, det skyldtes dog hovedsageligt de sovjetiske fagforbund, der voksede stærkt i takt med industrialiseringen der. Der blev også opgivet store medlemstal for de kinesiske forbund, men det er usikkert, over hvilken realitet de dækkede.

Folkefront
I Frankrig lykkedes det med massedemonstrationer i 1934/35 at forhindre en fascistisk magtovertagelse. På den baggrund opgav Komintern den hidtidige 'ultravenstre'-linje. I stedet udvikledes folkefrontspolitikken, hvor man forsøgte at inddrage social-liberale partier og demokratiske organisationer for at opretholde det parlamentariske system, som var stærkt truet specielt i Europa.
Denne udvikling medførte, at RFI`s rolle som organisator af en revolutionær faglig aktivitet svandt ind. Samarbejdet med de borgerlige og reformistiske kræfter havde som konsekvens, at revolutionen måtte udskydes.
I Frankrig, hvor RFI havde den ene store landsorganisation som medlem, sluttede de faglige basisorganisationer og forbund sig sammen til enhedsorganisationer. Det betød, at kommunisterne tilsluttede sig den reformistiske landsorganisation, som forblev medlem i IFC.
Selv om denne udvikling forløb forskelligt fra land til land, var resultatet det samme: de kommunistiske organisationer opløste sig og gik ind i de bestående organisationer. Senere fik de dog i nogle lande overgangsvis en væsentlig indflydelse.

RFI opløses
RFI forsvandt ganske stille fra offentligheden og opløstes officielt i december 1937 af Kominterns eksekutivkomité. Den sovjetiske landsorganisation søgte om optagelse i IFC, men det blev afslået.
Man kan fastslå, at RFI især i begyndelsen var af væsentlig betydning for den internationale kommunistiske bevægelse. Via den rekrutteredes mange tilhængere herunder specielt fra de syndikalistiske retninger, der havde været skeptiske overfor den socialdemokratiske fagbevægelse. Senere overtog Komintern i stigende grad RFI`s funktioner, og Internationalen forsvandt derfor ud af billedet, da en ny situation opstod efter 1933.

Kilde: Reiner Tosstorff: Profintern. Die Rote Gewerkschaftsinternationale 1920-1937, Ferdinand Schöningh Verlag, Paderborn 2004.