Historisk nedskæringsforlig i Århus bliver mødt af udvidet strejke på byens daginstitutioner
Som frygtet hamrede Socialdemokraterne i Århus fredag morgen de sidste søm i et forlig med V, K, DF og R om nedskæringer i den kommunale velfærd til 410 millioner kroner.
Kun SF og Enhedslisten er ikke med i forliget.
Og med god grund havde Venstre og Konservative de brede smil fremme, da forliget var i hus, for det er markante borgerlige mærkesager, der er vedtaget under socialdemokratisk ledelse.
Således fik Venstre og Konservative gennemtrumfet, at der allerede til juni næste år åbnes for, at den kommunale tryghedsaftale - jobgarantien - kan fjernes.
Indtil da skal der 'gennemføres en analyse' af ,'om tryghedspolitikken er en barriere for den omstilling og fleksibilitet, der er behov for', som det hedder i forligsteksten.
Det betyder i realiteten, at alle de hundreder af ansatte, der nu skal spares væk med 2007-budgetforliget er i fare for at få en regulær fyreseddel.
Ligeledes fik de to partier vedtaget, at kommunen skal udlicitere endnu mere end i dag, ligesom de to partiet fik vedtaget den såkaldte taxameterordning - også kaldet modulpasning - på børnepasningsområdet.
Taxameterordningen har været en mærkesag for V og K, mens Socialdemokraterne - indtil i går - har været imod ordningen, der betyder markant dårligere normering - og dermed kvalitet - på de yderste timer af åbningstiden på daginstitutionerne.
De strejkende pædagoger fra fritidshjem, byggelegepladser og interegrede institutioner holdt fredag formiddag stormøde, og besluttede at fortsætte strejken i protest mod budgetforliget.
- Vi besluttede at opfordre resten af børnepasningsområdet til at gå med i strejken fra på mandag, fortæller Bitten Nielsen fra aktionsgruppen til Arbejderen.
- Og allerede her efter få timer har vi tilbagemeldinger fra en lang række børnehaver og vuggestuer, som har besluttet at strejke på mandag. Så det er meget opmuntrende.
Mandag eftermiddag er alle tillidsrepræsentanter indenfor BUPL indkaldt til møde, for at diskutere budgetforliget.
Det nye nedskæringsforlig rammer også en lang række andre områder i byen.
Således skal ældreområdet beskæres med 119 millioner kroner ialt.
Og Århus`s store aktivitetssted, Huset, der hvert år benyttes af mere end 100.000 mennesker, vågnede op til beslutningen om en fuldstændig lukning.
'Huset' har ikke tidligere været en del af sparekataloget, og har derfor end ikke haft høringsret. Men i løbet af fredag nat kom altså pludselig dødsdommen.
Af andre nedskæringer kan nævnes, at tilskud til almen boligbyggeri beskæres med 15 millioner kroner, ligesom en række lokale biblioteker og kulturtilbud får beskåret deres budget med 50 procent.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278