16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

1500 protesterede i Silkeborg

1500 protesterede i Silkeborg

Tirsdag, 19. september, 2006, 00:00:00

Næsten samtlige børnehaver og vuggestuer i Silkeborg var i går blokeret af forældre, der protesterer over nedskæringer

Mere end 1500 borgere fra Silkeborg og omegn troppede i går middags op ved byens rådhus, da førstebehandlingen af budgettet for 2007 skulle gå i gang.
Og budskabet fra de mange fremmødte var utvetydigt: Nedskæringerne skal tages af bordet.
- Vi skal sige nej, nej og atter nej. Denne gang vil vi ikke mere, lyder det fra FOA`s formand Søren Søgaard, til de fremmødte.
Gennem længere tid har Silkeborg været på kogepunktet med protestmøder og aktivitet. Men demonstrationen i går, der er støttet af såvel LO som FTF i byen, er den foreløbige kulmination.
Det flotte fremmøde skyldes utvivlsomt også, at protesterende forældre allerede fra morgenstunden havde blokeret børnehaver og vuggestuer, så de ansatte ikke kunne passe børn.
Hele 47 - ud af ialt 67 - institutioner i den nye storkommune blev i går ramt af forældrenes blokade.
Men også mange ansatte fra ældreplejen var mødt op i demonstrationen. Her er der lagt op til at spare 50 stillinger væk.
- Mange ældrecentre og plejehjem har sendt al det mandskab ind til demonstrationen, som de overhovedet kan frigive, fortæller en hjemmehjælper til Arbejderen.
Ligeledes vrimler det med skoleelever fra de ældste klasser, der protesterer over, at byrødderne er ved at spare lejrskoleopholdene væk.
I sidste uge bebudedeborgmester, Jens Erik Jørgensen(K) - under indtryk af den massive modstand - at han vil sprænge den ramme, som regeringen har lagt for kommunens budget, med 16 millioner kroner. Ifølge borgmesteren skal der dog stadig findes nedskæringer til omkring 80 millioner.
Den nye udmelding var langt fra nok til at stille demonstrerende tilfreds.
- I siger, at I har fået en bunden opgave. Men der er ingen opgaver, der er mere bundne end at man kan krænge de snærende bånd af sig, lød det fra Søren Glad, og budskabet bliver mødt med bragende klapsalver fra de mange fremmødte.
Søren Glad overakte på vegne af forældre fra Virklund Børnehave næsten 1400 protestunderskrifter til borgmesteren, der havde vovet sig ud af Rådhuset, for at sige et par spagfærdige ord om at 'føle ansvar for spilleregler og økonomi'.
Efter demonstrationen strømmede de protesterende i hundredvis ind i Rådhuset, for at overvære 1. behandlingen af budgettet. Mange måtte følge mødet via de opstillede højtalere i forhallen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland