500 strejkende pædagoger i Århus får følgeskab af flere utilfredse institutions-ansatte fra i dag. I Aalborg ulmer modstanden også
- Lige nu spiser vi frokost i Rådhusparken, siger Lars la Cour Belling, dagens talsperson for de 500 strejkende pædagoger fra Århus Kommunes fritidshjem, byggelegepladser og integrerede institutioner.
Selvom det lyder hyggeligt, så garanterer han, at det skam er ramme alvor, når han sammen med godt 500 kolleger indtager sin frokost med udsigt til Rådhuset, hvor et flertal i byrådet i fredags blev enige om et nedskæringsbudget for 2007. Ifølge BUPL`s beregninger skal der skæres ned med 165 millioner kroner alene på børn og unge.
De første strejker brød spontant ud tirsdag eftermiddag, da det blev kendt, at byrådet mandag aften havde indgået et delforlig, der i realiteten betyder en lukning af de tre typer institutioner i Århus Kommune. Siden har strejken bredt sig, så alle de ansatte på de tre institutionstyper er omfattet.
- Man kan ikke påstå, at budgetforliget lader velfærden uberørt. Det kommer til at gå ekstra hårdt ud over os, men hele børn og unge området får de her nedskæringer at føle, siger Lars la Cour Belling til Arbejderen.
De strejkende opfordrede i sidste uge personalet fra de andre institutionstyper at tilslutte sig strejken. Den opfordring havde enkelte vuggestuer, børnehaver, SFO`er og klubber fulgt mandag, men i dag skulle mange flere følge trop, lyder det fra de strejkendes aktionsgruppe.
- De næste dage bliver afgørende. De vil vise, hvor mange der tager mod vores opfordring til at gå med. Der er ingen tvivl om, at vi er utilfredse. Samtidig hører det med, at mange af os er ude i en strejke for første gang, så vi er også lidt usikre på situationen, forklarer la Cour.
Mandag eftermiddag havde BUPL alle tillidsrepræsentanter samlet til orientering om forliget. I dag kommer turen til institutionslederne.
Mens protesterne således fortsætter i Århus, er de ved for alvor at blive bygget op i Aalborg. Her tager byrådet hul på førstebehandlingen af budget 2007 på torsdag.
I den forbindelse opfordrer FFS, Foreningen af Forældrevalgte Skolebestyrelser, til en aktionsdag for folkeskolen og fritidsordningerne, der er udset til en besparelse på 42 millioner kroner.
Allerede mandag morgen viste forældre og lærere deres utilfredshed med de foreslåede nedskæringer skole-området ved at uddele streamers til forældre, der afleverede deres børn i bil til en skoledag.
Uroen ulmer også blandt pædagogerne, der er kaldt til stormøde onsdag aften i Gigantium. På daginstitutionsområdet er der udsigt til fyringer af pædagoger, tvungen ferielukning i tre uger og indskrænkning af den ugentlige åbningstid. Det har fået forældrene til børn i daginstitutionerne på banen, og de har meddelt at de bakker op om skoleforældrenes initiativ i forbindelse med byrådsmødet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278