23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3. oktober forberedes

3. oktober forberedes

Onsdag, 20. september, 2006, 00:00:00

Foreløbig er der sikre planer om demonstrationer i København, Odense, Århus, Esbjerg, Randers og Silkeborg under parolen ¤¤Velfærd til alle¤¤

Folketinget får en varm velkomst når de tirsdag den 3. oktober vender tilbage: Studerende, arbejdsløse, offentligt ansatte og andre helt almindelige borgere er i fuld sving med at organisere sig i lokale Velfærd Til Alle grupper i en rækker byer.
Foreløbig er der sikre planer for demonstrationer i København, Odense, Århus, Esbjerg, Randers og Silkeborg under parolen 'Velfærd til alle'.
- Endnu flere byer diskuterer for øjeblikket, om de skal lave deres egen demonstration eller tage til en større by. Lige nu handler det om at sikre, at alle de forskellige lokale initiativer sender et samlet signal den 3. oktober. Og så skal vi have flere med - både til at lave demonstrationer og til at danne lokale Velfærd Til Alle grupper. Eksempelvis har vi kontakt til de protesterende elever på Lolland-Falster og til de studerende, som har besat Jysk Pædagogseminarium, fortæller Lars Grenaa til Arbejderen.
Han er faglig sekretær i PLS og aktiv i Velfærd Til Alle. I går var han til det ugentlige koordineringsmøde sammen med de organisationer, som bakker op om Velfærd Til Alle.
Han er ikke i tvivl om, at der nok skal blive sendt et klart, tydeligt og landsdækkende signal den 3. oktober:
- Vi er lang fremme. Folk er på barrikaderne allerede inden demonstrationerne. Kampen raser allerede i Jylland og mange steder på Sjælland, fastslår Lars Grenaa.

Esbjerg uddeler kage
En af de byer, som har travlt med forberedelserne, er Esbjerg.
- På torsdag planlægger vi at uddele lækker kage, så almindelige mennesker også kan få deres del af kagen. Måske bliver der også børnehave på torvet med børn og hoppeborg. Altsammen i anledning af, at byrådet førstebehandler deres spareforslag, der reelt skærer ti procent på budgettet. Den 3. oktober laver vi en demonstration foran rådhuset. Nabobyer som Ribe, Varde og Grindsted har allerede meddelt at de er klar til at bakke op. Men for øjeblkket forsøger vi at få dem til at lave lokale protester, fortæller Martin Zaar til Arbejderen.
Han er talsperson for Velfærd Til Alle i Esbjerg.
LO i Esbjerg har skaffet det lokale Velfærdsnetværk lokaler hos 3F. Herfra forsøger de unge også at opstarte lokale netværk på byens to gymnasier.

Fagbevægelsen er med
En række fagforbund bakker op om den landsdækkende aktionsdag. Det gælder blandt andre DM - Fagforening for højtuddannede, Landsforeningen af Socialpædagoger, PROSA - Forbundet af It-professionelle samt BUPL-Forbundet for Pædagoger og Klubfolk.
Foreløbig har 3F`s hovedbestyrelse ikke kunnet nå til enighed om at tilslutte sig som forbund. I Kolding opfordrer den lokale 3F-afdeling sine kollegaer til alligevel at gå forrest og sætte gang i aktiviteterne.
- Der er kun én ting der virker: At opbygge et pres nedefra. Hvis vi bruger en masse kræfter på at forsøge at overbevise toppen, går dagene og vi risikerer at spilde en masse kræfter. I stedet må vi bare gå i gang lokalt og vise, at kravet om fælles fodslag i kampen for velfærd kommer nedefra. Men det er et langt, sejt træk, vi skal ud i. Der findes ingen lette løsninger. Vi er oppe imod stærke kræfter, og det har ikke gjort det nemmere at Socialdemokraterne er med i velfærdsforliget, fastslår John Bondebjerg overfor Arbejderen.
Han er formand for 3F Kolding og sidder i 3F`s hovedbestyrelse.
3F Kolding vil inden længe tage initiativ til at forsøge at samle alle lokale kræfter, der vil være med til at forsvare velfærden.
Også 3F Industri og Service København og 3F Høje-Taastrup bakker op om protesterne. Hver dag slutter flere og flere organisationer op om 3. oktober og de lokale protester, oplyser Lars Grenaa.

Læs mere på www.velfaerdtilalle.dk

Det sker der i Velfærd Til Alle
København - Aktivistmøde i dag klokken 19, Blegdamsvej 24A, 2200 Kbh N.
Kontaktperson: Gry Poulsen, tlf.: 22 27 50 09
Århus - Aktivistmøde i dag klokken 19.00, Huset, Vester Alle 15, Århus C.
Kontaktperson: Svend Dyrholm, tlf.: 30 32 68 31
Odense - Kontaktperson: Peter Bruun tlf.: 25 77 18 61
Svendborg - Kontaktperson: Jesper Kiel tlf.: 33 36 42 73
Esbjerg - Opstartsmøde i morgen klokken 11.00 på Esbjerg Gymnasium
Kontaktperson: Martin Zaar, tlf.: 61 27 57 25
Aalborg - Aktivistmøde i dag klokken 19.00, 3F Søndergade 62,
Foreløbig kontakt: Allan Busk, 3F Aalborg, tlf.: 88 92 38 24

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland