Antallet af blokader og strejker vokser hele tiden. Socialrådgiverne har nedsat aktionsgruppe. LO-fagbevægelsen opfordrer til en kommunal front mod regeringen
Der er ingen tegn på afmatning blandt de aktionerende i Århus. Tværtimod.
Tirsdag var mere end 120 institutioner omfattet af strejke eller blokade. Det tal var onsdag steget til cirka 300 og ifølge forældre-aktionsgruppen forventes området at være total lammet på fredag.
Rådmand Louise Gade (V) erkender, at det giver problemer, og hun begynder at lægge pres på institutionslederne. Dem havde hun ifølge Jyllands-Posten Århus kaldt til 'opsang' onsdag eftermiddag.
- Vi vil indskærpe overfor dem, at de har ansvaret for at få pasningsmulighederne op at stå. Alt skal forsøges. Lederne har et særligt ansvar i denne situation, understreger rådmanden.
Heller ikke borgmester Nicolai Wammen (S) er meget for borgernes protester. Han tager på det kraftigste afstand fra blokaderne og strejkerne og opfordrer både forældre og pædagoger til at standse aktionerne og genoptage arbejdet.
I dag tager den hårdt trængte borgmester til København for at bede regeringen om flere penge. Lykkes den mission, er Nicolai Wammen parat til at genåbne det forlig, han indgik i sidste uge med et flertal af byrådets partier, oplyser DR Østjylland.
Talsmanden for de 500 pædagoger, der startede med at strejke i sidste uge, synes det er helt fint, hvis der kan hives nogle penge hjem til Århus.
- Men borgmesteren skal have mange penge med hjem. For vi stiller os kun tilfredse, hvis hele sparekataloget kan tages af bordet, siger Henrik Brøner til Arbejderen.
Samtidig med at forældreblokaderne og strejkerne tager til på børneområdet, begynder socialrådgiverne i Århus Kommune at røre på sig. De er også utilfredse med nedskæringerne. Onsdag nedsatte socialrådgiverne en aktionsgruppe, og der forventes aktioner fra den kant i de kommede dage.
De studerende på Jysk Pædagogsemnarium - Danmarks største - fortsatte onsdag den blokade af seminariet, som de indledte tirsdag. Det sker i sympati med de strejkende pædagoger.
Endelig er den århusianske LO-fagbevægelse begyndt at give lyd. 3F Rymarken opfordrer til at fagbevægelse, brugerorganisationer og lokalpolitikere står sammen om at kræve statskassen åbnet.
LO Århus mener, at underskuddet på de kommunale budgetter må dækkes ind af en ekstrabevilling på finansloven og opfordrer til, at der protesteres mod regeringen over hele landet den 3. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278