Mens budgetkampen raser i nogle kommuner begynder andre at få aftalerne i Hus. I Odense og Hillerød er det sket med venstrefløjens stemmer
I torsdags blev der indgået budgetforlig i den kommende Hillerød Kommune med seks ud af sammenlægningsudvalgets syv partier. Kun Venstre står udenfor forliget.
'Det bliver et stramt budget med meget begrænset rum for velfærdsforbedringer', konstaterer forligspartierne i en pressemeddelsen.
I det oprindelige budgetforslag skulle der spares 75 millioner kroner.
- Vi laver en skattestigning på 0,8 procent, som udligningsreformen giver lov til. Ved at hæve skatten har vi kunnet afbøde de værste virkninger af regeringens politik, siger Tue Tortzen, Fælleslistens enlige medlem i Hillerød Kommune.
På den konto ryger der 57,2 millioner kroner ekstra ind i kommunekassen, mens der hentes 19,49 millioner kroner hjem gennem besparelser.
- Der er et meget forskelligt serviceniveau i de kommuner, der skal slås sammen i den nye kommune. Vi har fundet et gennemsnit på alle områder. Derved sparer vi to procent, som ryger i en pulje. Pengene derfra går til områder, hvor vi absolut ikke vil spare, nemlig børn og gamle, forklarer Tue Tortzen til Arbejderen.
Han indrømmer, at han ikke er lige begejstret for alle dele af forliget. Blandt andet bliver der ikke ansat flere lærere, selvom antallet af skoleelever stiger. Der bliver heller ikke ansat nye lærere for dem, der falder fra på grund af alder. Han betragter det dog som en form for plaster på såret, at der afsættes to millioner kroner om året til alternativ energi.
Selv om Hillerød Kommune ikke sprænger de rammer, som regeringen har udstukket for den kommunale vækst, så udfordrer Hillerød alligevel regeringen, mener Tue Tortzen.
- Vi ved, at der bliver flere børn og flere ældre. Derfor har vi også valgt at bruge de penge, der svarer til de demografiske ændringer. Og det ligger helt fast, at havde vi haft kommunalt selvstyre, havde vi slet ingen nedskæringer lavet.
Også i Odense er budgettet for 2007 kommet i hus. Per Berga fra Enhedslisten har siddet i byrådet i 29 år, og det er første gang han skriver under på et budgetforlig.
- Det er fordi, vi får rettet op på de fatale besparelser, der er blevet gennemført i de forløbne år. Vi har som de eneste hele tiden råbt op, når der er blevet skåret på børne-, unge- og ældreområdet. Nu lytter man til os, og det går den rigtige vej, siger han til DR Fyn.
Byrådspolitikerne i Odense haft helt andre betingelser end i Hillerød. Der har været én milliard kroner mere at gøre godt med for 2007 end der har været i år. Odense er nemlig en af de kommuner, der får flere penge ud af kommunalreformen.
De ekstra penge kommer især de ældre og børnene til gode.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278