16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kongres er indkaldt

Kongres er indkaldt

Lørdag, 23. september, 2006, 00:00:00

Det ligger nu helt fast, at det nye kommunistiske parti bliver stiftet den 11. og 12. november. Forslag til program og vedtægter er netop udkommet i anden udgave

Om syv uger er der kongres for det nye kommunistiske parti.
Ledelserne i Kommunistisk Samling (KS) og DKP/ML besluttede på deres sidste fælles møde, at processen er så fremskreden og enigheden mellem de to organisationer så stor, at det er fuldt ud realistisk at gennemfører den stiftende kongres i weekenden 11. - 12. november.
De to ledelser besluttede også at indarbejde en lang række af de indkomne ændringsforslag i forslagene til program og vedtægter for det nye parti.
- Det har været en god og levende diskussion om program og vedtægter på møder i de to organisationer og på fælles medlemsmøder rundt omkring i landet, understreger DKP/ML`s formand Jørgen Petersen.
- Diskussionerne har vist en høj grad af enighed mellem medlemmerne af Kommunistisk Samling og DKP/ML. Det er den enhed der har muliggjort, at slutspurten af enhedsprocessen mellem de to organisationer nu kan sættes i gang og kongressen indkaldes, understreger han.

Stor interesse
Der er i løbet af de seneste måneder kommet en række ændringsforslag til program og vedtægter, både fra medlemmerne i DKP/ML og KS og fra folk udenfor de to organisationer. En stor del af forslagene er indarbejdet i den anden udgave af forslag til henholdsvis program og vedtægter som netop er blevet færdigt. Forslagene kan bestilles ved henvendelse til enten KS eller DKP/ML.
- Der har været og er stadig en overvældende interesse for forslagene til program og vedtægter. Den første udgave er blevet bestilt af ikke færre end 3000 mennesker over nettet, oplyser Jørgen Petersen.
- Vi har aldrig i DKP/ML`s historie oplevet en så stor interesse for noget af vores materiale som nu. Der er mange udenfor partierne som følger processen, en del af dem har også bidraget med kommentarer og forslag til ændringer. Enigheden mellem KS og DKP/ML har skabt stor optimisme og fremdrift, også udenfor vores egne rækker. Det er meget positivt og et rigtig godt udgangspunkt for det nye partis arbejde, fortsætter han.

Et udadvendt parti
På det fælles ledelsesmøde var der også enighed om et forslag til resolution om opgaverne i forbindelse med opbygningen af det nye parti.
Her lægges blandt andet vægt på at der skal opbygges stærke og handlekraftige partiafdelinger, som kan markere sig udadtil.
Der skal også arbejdes bevidst med at skabe en fælles kultur og arbejdsform, en vigtig ting set i lyset af at der er tale om to forskellige strømninger i den kommunistiske bevægelse, som nu samles i samme parti. Og der lægges stor vægt på det målrettede arbejde med uddannelse og skoling af alle partimedlemmer.
En af de første opgaver bliver at gennemføre en udadvendt informationskampagne for partiet selv. Af andre interne opgaver som partiet skal gennemfører i den første kongresperiode er afholdelsen af en mediekonference og en vurdering af forholdet til Enhedslisten.
I et forslag til national udtalelse fra kongressen fokuseres på opgaverne i klassekampen, her lægges blandt andet vægt på engagementet i den kommunale budgetkamp, arbejdet med at opbygge en aktiv overenskomstbevægelse samt nødvendigheden af at yde en indsats i Folkebevægelsen mod EU og i fredsbevægelsen.
Ledelserne for KS og DKP/ML har også besluttet at nedsætte to fælles udvalg, det drejer sig om et fælles avisudvalg og et økonomisk udvalg.
På det næste og sidste fælles ledelsesmøde inden kongressen den 28. oktober skal der laves et forslag til en international udtalelse fra kongressen.

Åben kongresfest
På kongressen deltager 50 delegerede fra hver af de to organisationer, derudover er alle andre medlemmer velkomne til at deltage uden stemmeret.
Der vil blive inviteret repræsentanter fra KPiD og DKP til at deltage på kongressen. Og lørdag aften er der stor kongresfest hvor alle interesserede kan være med, følg med i annonceringen i Arbejderen.


Det ændrede forslag til program og vedtægter kan bestilles hos DKP/ML på tlf. 35 35 60 69 / mail: dkp-ml@dkp-ml.dk eller hos Kommunistisk Samling mail: info@kommunistisksamling.dk
Du kan også downloade forslagene som pdf-filer:
Vedtægtsforslag (2.udg)
Programforslag (2.udg)

Dagsorden for stiftende kongres for 'Ny Kommunistisk Parti'

11. og 12. november i København
1. Åbning af kongressen
2. Konstituering af kongressen. a. Valg af kongresledelse og referenter. b. Vedtagelse af forretningsorden. c. Valg af stemmeudvalg
3. Beretning. a. Fra den fælles Forberedelsesgruppe. b. Omkring nedlæggelsen af KS. c. Omkring nedlæggelsen af DKP/ML
4. Diskussion og vedtagelse af principprogram
5. Diskussion og vedtagelse af vedtægter
6. Diskussion og vedtagelse af udtalelser. a. Om den nationale klassekamp. b. Om den internationale klassekamp. c. Om partiets opgaver. d. Hilsen til den internationale kommunistiske bevægelse
7. Indkomne forslagUnder dette punkt vedtages blandt andet partiets navn.
8. ØkonomiStatus - Budget - Kontingent
9. Valg af Landsledelse
10. Valg af revisorer
11. Afslutning
DKP/ML`s landsledelse
Bestyrelsen i Kommunistisk Samling
Århus den 26. - 27. august 2006

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland