16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unionen vil sætte sig på retspolitik

Unionen vil sætte sig på retspolitik

Lørdag, 23. september, 2006, 00:00:00

Forslaget om EU-dikteren på retsområdet er foreløbig skudt til hjørne - men debatten kommer op igen til foråret, lover det kommende formandskab

EU-kommissionen, det finske formandskab og EU`s retskommissær er alle klar til at afskaffe al enstemmighed indenfor EU`s retspolitik og i stedet gå over til flertalsafgørelser.
Sådan lød meldingen på det tre dage lange uformelle maratonmøde i Tampere for EU`s justitsministre og indenrigsministre, som sluttede i går.
Folkebevægelsen mod EU kræver, at den danske regering tager klart afstand fra de nye toner - ikke mindst for at forsvare det danske forbehold:
- Denne situation tvinger den danske regering på banen. Retsundtagelsen betyder, at Danmark i dag ikke er bundet af EU`s overstatslige flertalsafgørelser. Det gælder blandt andet vedtagelser om grænsekontrol, asyl og indvandring. Andre dele, som eksempelvis politi og straffesystemer, falder uden for EU`s overstatslige magt og reguleres i stedet mellemstatsligt, hvor vedtagelser kun kan træffes, når alle medlemsstater er enige om indholdet, siger Ole Krarup, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen.
Han afkræver nu justitsministeren svar på, hvad det finske forslag vil få af konsekvenser for Danmark og den danske retsundtagelse.
EU-kommissionen mener, at medlemslandene er for lang tid om selv at træffe beslutninger - og for dårlige til at føre dem ud i livet. Derfor skal EU nu tage over, lyder kravet.
- De praktiske erfaringer viser, at problemerne med at tage beslutninger på EU-plan fører til et faldende antal initiativer indenfor politi-samarbejdet. Det har EU ikke råd til, set i lyset af, vi skal beskytte borgerne og bekæmpe grænseoverskridende og alvorlig kriminalitet, fastslår den finske indenrigsminister, Kari Rajamäki.
En række EU-lande med Tyskland i spidsen skød i går dog kravet til hjørne. Men det er kun midlertidigt. Til foråret skal EU nemlig igen forsøge at puste liv i den strandede EU-forfatning - herunder også forslaget om at gøre straffelov, politisamarbejde og kriminalitetsbekæmpelse til et rent EU-anliggende.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland