15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fakler for velfærd i Aalborg

Fakler for velfærd i Aalborg

Tirsdag, 26. september, 2006, 00:00:00

I Aalborg fortsætter kampen mod nedskæringer. I morgen kalder FTF-Nordjylland og LO-Aalborg til protest mod regeringens politik

Selve velfærden er på spil.
Det mener FTF-Nordjylland og LO-Aalborg, der kalder borgerne til stordemonstration i morgen aften.
- Vi ønsker at sende et signal til regeringen om, at den ikke kan blive ved med at snakke velfærd, samtidig med at den tvinger kommunerne til at spare på daginstitutioner, skoler, og ældrepleje, siger Birgit Elgaard, formand for BUPL Nordjylland.
Ideen til demonstrationen udspringer fra et møde for godt en uge siden. Her var 500 af Aalborg Kommunes tillidsrepræsentanter samlet for at diskutere forslaget til budget 2007. På mødet fik utilfredsheden frit løb, og der blev efterlyst handling fra de faglige organisationers side.
- Hvis det her fortsætter, og de kommunale nedskæringer gennemføres, så er velfærden på spil. Regeringen har muligheden for at åbne for kassen nu, inden der bliver slået for mange søm i de kommunale budgetter. Det er det signal, vi gerne vil sende til regeringen, forklarer Birgit Elgaard.
HK Nordjylland er én af de største fagforeninger under LO, og formand Ivan Ziegler er hurtig til at sætte ord på, hvorfor HK bakker op om onsdagens fakkeldemonstration.
- Finansministeren siger, at vi har råd til at købe hele verden. Det harmonerer dårligt med, at vi ikke har råd til velfærd lokalt. HK deler bekymringen over regeringens stramme styring af kommunerne, og vi mener også, at det er regeringen, der sidder med nøglen til at løse de økonomiske problemer, siger han til Arbejderen.
Morgendagens demonstration starter klokken 19 i Kildeparken, og den er med helt tydelig adresse til regeringen. Birgit Elgaard lægger dog ikke skjul på, at hun håber, at endnu en stor lokal manifestation vil gøre indtryk på lokalpolitikerne, der er i gang med at forhandle kommunens budget for 2007 på plads. Torsdag i sidste uge gik 4000 aalborgensere på gaden i protest mod det kommunale budgetudspil.
- Uanset hvordan det ender, så fortsætter vi kampen for velfærd. Derfor er vi også med den 3. oktober, hvor Folketingets åbning markeres med demonstrationer vendt mod regeringens politik, slutter BUPL`s lokale førstekvinde.


Aktionsdag 3. oktober
Foreløbig ligger det fast, at dagen markeres i København, Odense, Århus, Aalborg, Esbjerg, Randers og Silkeborg.

Følgende byer har oplyst tid og sted:
København - Rådhuspladsen kl. 16 og Christiansborg Slotsplads kl. 17.30
Århus - Rådhuspladsen kl. 16
Aalborg - Gammeltorv kl. 17
Odense - Flakhaven kl. 16

Følg med på hjemmesiden www.velfaerdtilalle.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland