Arbejdsgiverne gennemfører omfattende fyringer inden for flaskehalsområder, viser ny undersøgelse fra AK-Samvirke.
af Hans Brinkmann
Det har ikke skortet på historier om mangel på arbejdskraft de seneste måneder. Næsten dagligt er vi i medierne blevet konfronteret med udsagn fra arbejdsgiverorganisationer og bankøkonomer om, at nu er arbejdsmarkedets kapacitetsgrænse ved at være nået og at virksomhederne skriger på arbejdskraft.
I en artikel i Berlingske Tidende den 19. september lanceres eksempelvis en historie om, at 135.000 personer har været ledige inden for områder, hvor der angiveligt mangler arbejdskraft. Artiklen, der er baseret på en undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, kommenteres af beskæftigelsesministeren med, at 'sandhedens time er kommet for det danske beskæftigelsessystem', og videre siger Claus Hjort at, 'vi må overveje et eftersyn af hele den måde, vi har indrettet vores system på'.
Det indgår imidlertid ikke i Arbejdsmarkedsstyrelsens undersøgelse, at netop bygge- og anlægsområdet og tilhørende områder har en høj ledighed i januar, februar og marts på grund af vejret.
Ni ud af ti fyret
På baggrund af data fra Statistikbanken i Danmarks Statistik, kan AK-Samvirke nu dokumentere, at op imod 90 procent af de ledige inden for en lang række a-kasser er blevet opsagt af deres tidligere arbejdsgivere, mens kun et lille mindretal af de ledige selv har sagt deres stilling op.
I en kommentar til den nye undersøgelse hæfter formanden for AK-Samvirke, Morten Kaspersen, sig ved de nye perspektiver undersøgelsen rejser:
- For mig at se dokumenterer undersøgelsen et åbenlyst paradoks hos arbejdsgiverne. På den ene side får vi daglige bulletiner fra arbejdsgiverne om manglen på arbejdskraft. På den anden side kan vi nu sort på hvidt konstatere, at arbejdsgiverne i væsentligt omfang skiller sig af med medarbejdere, samtidig med at vi hører, at de mangler arbejdskraft. Det hænger ikke godt sammen.
- Arbejdsgiverorganisationernes udmeldinger om massiv mangel på arbejdskraft må derfor også ses i det lys, at man mistænkeliggøre de flere end hundrede tusinde dansker, der hvert år ufrivilligt rammes af ledighed. Vi vil foreslå, at arbejdsgivernes hyr og fyr politik i en flaskehalstid indgår i den task force, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har nedsat, og som skal give bud på, hvordan problemer med mangel på arbejdskraft kan løses, siger han.
Sæsonfyringer
I AK-Samvirkes undersøgelse sammenholdes oplysninger om ledige, der selv har sagt deres stilling op, med oplysninger om ledige, der er blevet opsagt af deres arbejdsgiver. I undersøgelsen dokumenteres det eksempelvis, at 97,9 procent af de undersøgte ledige i TIB's a-kasse er blevet opsagt af deres arbejdsgiver, mens kun 1,4 procent af de ledige selv har sagt deres stilling op.
Tilsvarende tendenser genfindes inden for mange andre a-kasser, og det generelle billede er, at 88 procent af de undersøgte ledige er blevet sagt op af deres arbejdsgiver, mens kun 12 procent selv har sagt deres stilling op.
I undersøgelsen dokumenteres det samtidig, at arbejdsgiverne heller ikke holder sig tilbage med at gennemføre massive sæsonbetonede afskedigelsesrunder inden for flaskehalsområder som bygge-, teknik- og metalområdet, hvor den faktiske ledighed omkring årsskiftet eksempelvis steg med 30-35 procent i en række a-kasser.
Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278