Kommunernes Landsforenings bestyrelse bliver i dag på KL`s repræsentantskabsmøde stillet over for kravet om en ny forhandling af økonomiaftalen for 2007
Kravet om en genåbning af kommuneaftalen for 2007 vil komme op på repræsentantskabsmødet i Kommunernes Landsforening i dag. Det vil Henning Jensen Nyhuus (S), kommende borgmester i Ny Randers Kommune, sørge for.
Han præsenterede i går et budgetforlig for den nye komme, hvor forligspartierne - alle partier undtagen Beboerlisten, der ikke ville medvirke til et nedskæringsbudget - har efterladt et hul på 150 millioner kroner i budgettet for 2007
- Vi har skullet spare i alt 250 millioner kroner på drift og anlæg, hvis vi skulle følge regeringens anvisninger. Men vi har altså kun kunnet finde besparelser på 100 millioner kroner, siger Henning Jensen Nyhuus til Arbejderen.
Med sig i lommen til repræsentantskabsmødet i dag har han et brev, underskrevet af 28 ud af 31 medlemmer af byrådet Ny Randers Kommune. Med krav om at KL`s bestyrelse kræver en genforhandling af kommuneaftalen.
- Alle 28, altså også alle borgerlige medlemmer af byrådet, står et hundrede procent op om henvendelsen, og vi er enige om at kræve, at KL som vores fagforening nu bakker os op, siger Henning Jensen Nyhuus.
Arbejderen ville også gerne have spurgt Nicolai Wammen (S), en for tiden meget travl borgmester i Århus Kommune, om han vil støtte kravet om en genåbning af kommuneaftalen. Men borgmesterkontoret meddelte i går eftermiddags, at borgmesteren på grund af situationen i Århus, med strejker og blokader mod budgetforliget, ikke ville få tid til at svare, hverken via telefon eller mail.
Til gengæld er kravet fra den århusianske LO-fagbevægelse klar:
'Underskuddet på de kommunale budgetter (skal) dækkes ind af en ekstrabevilling på finansloven - efter ny aftale med kommunerne. Det vil give kommunerne mulighed for at genåbne budgetforhandlingerne, så nedskæringer undgås, skriver LO Århus i pressemeddelelse, udsendt i går eftermiddag.
Kravet om en genåbning af kommuneaftalen - og en åbning af statskassen - har opbakning i SF og Enhedslisten, og støttes også af Henning Jensen Nyhuus` og Nicolai Wammens partifæller i folketinget.
- Vi skal stå sammen om, at statskassen skal åbnes, lige som vi også skal kræve en genåbning af kommuneaftalen. Der skal laves en samlet kommuneaftale, der er rummelig nok til at løse de forskellige problemer, som kommunerne står i, siger Socialdemokraternes finansordfører Jan Petersen
Tilbage står, at regeringspartierne sidder på et flertal i KL`s repræsentantskab. Henning Jensen Nyhuus håber dog, at presset vil blive stort nok til, at der alligevel bliver åbnet for en genforhandling.
- Vi har i hvert fald et hul i vores budget, som vi skal have fyldt op. Så vi lægger maksimalt pres på.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278