15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Budgetstrejker fra nord til syd

Budgetstrejker fra nord til syd

Fredag, 29. september, 2006, 00:00:00

Torsdag bredte strejkerne mod offentlige forringelser sig til nye kommuner - fra Frederikshavn i nord til Stevns i sydøst

Strejkerne mod nedskæringer bredte sig i går til nye kommuner.
I Ny Frederikshavn Kommune var samtlige daginstitutioner uden ansatte. 500-600 pædagoger og medhjælpere fra Skagen, Frederikshavn og Sæby holdt faglig dag for at diskutere konsekvenserne af besparelser på børne- og ungeområdet.
- Alle områder har fået besked på at spare 3,2 procent. Vi frygter, at det især vil komme til at gå ud over de mange gråzonebørn, som vi synes, der bliver flere og flere af. Gennemføres besparelserne, vil der ikke være øjne eller hænder nok til at spotte de børn og tage sig af dem, siger Ann Thordrup, talsperson for de aktionerende nordjyder, til Arbejderen.
De mange pædagoger og medhjælpere gik en tur gennem Frederikshavn og endte foran Rådhuset, hvor de gav en opsang til de lokale politikere.
I den modsatte ende af landet var der også faglig dag for alle ansatte i børnehaver, vuggestuer og SFO`er.
- Lige nu er hver enkelt institutionstype i gang med at skrive til politikerne, hvordan de foreslåede besparelser rammer konkret. Det er åbenbart nødvendigt at give dem det sort på hvidt, siger Bo Birk på vegne af de 250 institutionsansatte i Vallø og Stevns.
Pædagoger og medhjælpere genoptager arbejdet i dag, hvis de vel at mærke kan få lov for de vrede forældre. Bo Birk har hørt, at forældrene har nedsat aktionsgrupper, og at de fra fredag morgen vil være klar med blokader foran en del af institutionerne.
Ulla Smedegaard, formand for BUPL Sydøst, fortæller til Arbejderen, at det i Ny Stevns Kommune drejer sig om nedskæringer på tre procent på alle institutionstyper.
- Dertil kommer forslag om indskrænkning i åbningstid, tvungen ferielukning og nedsættelse af antallet af ansatte per barn. Så det ser sort ud, siger hun.
Frederikssund Kommune i Nordsjælland kom også med på kortet over budgetprotester i går. Her blokerede vrede forældre fra morgenstunden en række institutioner.
Strejkerne blandt pædagoger og medhjælpere fortsatte torsdag i Faaborg-Midtfyn Kommune, Ny Viborg Kommune, Ny Randers Kommune, Ny Silkeborg Kommune og Favrskov Kommune.
Daginstitutionsområdet er ikke det eneste, der mærker budgetprotesterne. I Syddjurs Kommune er stort set alle skoler lagt øde på grund af strejker og blokader.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. sep. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland