15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Budgetkampen flytter holdninger

Budgetkampen flytter holdninger

Tirsdag, 03. oktober, 2006, 00:00:00

Uanset om den konkrete budgetkamp bliver vundet eller ej, ser Morten Rasmussen et stort perspektiv i den kamp, der har udviklet sig. Den vil få stor indflydelse på velfærdspolitikken fremover

Meget vil være anderledes efter den her budgetkamp. Den har flyttet mange holdninger og skabt ny bevidsthed.
Det mener Morten Rasmussen, næstformand i 3F Transport og Logistik i Århus.
Han sidder i sit kontor på Sommervej. Foran ham ligger en stak svendebreve, som han en time senere skal overrække 13 nye murersvende.
De sidste par dage har han haft travlt med at vurdere svendeprøver. Når han da ikke skulle tage sig af børnene eller stå blokadevagt foran fritidshjemmet. Og han fortæller med slet skjult stolthed, at sønnen Mathias her til morgen skulle møde klokken syv for være med i blokaden foran sin skole.
Den 40-årige Morten Rasmussen er, som så mange andre borgere i Århus, aktiv i budgetkampen. Derudover har han også deltaget, som repræsentant for 3F, i Initiativet mod besparelser, som stod bag demonstrationen den 12. september.
Initiativet samler en lang række fagforeninger, både private og offentlige, samt brugerorganisationer. Lige fra Dansk Handicap Forbund og Forældrenævnet til Gellerup-parken.
- Demonstrationen var en stor succes, måske den største siden 1985. Men der var også et langt forarbejde bag den. Også her i vores fagforening, fortæller Morten Rasmussen.

Fra byggekultur til 3F-kultur
Som kasserer i Murersvendenes Fagforening, mangeårig fagligt aktiv og i øvrigt også organiseret kommunist siden 1984, var det en stor forandring at blive en del af den store 3F-afdeling 1. januar 2005.
- Det har været et kulturchok, men er samtidig også spændende, erkender Morten Rasmussen.
- Murersvendene og murerarbejdsmændene har igennem flere år delt lokaler. Her havde vi en byggekultur og kun én overenskomst. Samtidig var vi en meget aktiv fagforening, som i mange år har haft tradition for at blande os i mange ting i byen.
For den sammenbragte fagforening, som også består af den tidligere Chaufførernes Fagforening samt Lager og Pakhusarbejdernes Fagforening, tog det tid at finde sine egne ben og få lagt en linje for den nye fagforening. I dag er næstformanden meget godt tilfreds med resultatet. 3F-afdelingen er i dag medlem af Fagbevægelsen mod Unionen og deltager aktivt i Fagligt Ansvar. Ligesom den iøvrigt også har tilsluttet sig Dansk Cubansk Forening.
Og i forhold til velfærdskampen har fagforeningen lagt sig på en aktiv linje.
- Vi havde de første diskussioner op til folketingsvalget i februar 2005. Her skulle vi finde ud af, hvad vi som fagforening ville anbefale. Her valgte vi at støtte Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Senere på året kom kommunalvalget, hvor vi mente, at det var nødvendigt både med et borgmesterskifte og et politikskifte. Det var på den baggrund, fagforeningen anbefalede de tre partier, fortæller Morten Rasmussen.

Systemskiftet kom ikke
3F var ikke alene. Mange faglige kræfter kastede sig ind i valgkampen for at få Venstre-borgmesteren, Louise Gade, væltet af pinden. Og det lykkedes. Efter byrådsvalget sad Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten med flertallet og der kunne gennemføres et systemskifte.
- Men det viste sig jo ret hurtigt, at Socialdemokraterne ikke ville benytte sig af det flertal, selv om de fik borgmesterposten, siger Morten Rasmussen.
Han synes desværre Venstre har ret, når de siger at borgmesteren taler med to tunger. Og Socialdemokraternes ageren i forhold til det såkaldte velfærdsforlig har jo også bekræftet, at de ikke for alvor vil en anden politik.
- Undervejs, også i forbindelse med forberedelsen af demonstrationen den 17. maj, begyndte en række fagforeninger at snakke sammen. Vi vidste jo godt, at der var store nedskæringer på vej i kommunen. Der blev taget initiativ til at starte Initiativet mod sparekataloget, som har samlet mange forskellige organisationer. Mange forberedte sig på det slag, som vi nu står i, forklarer Morten Rasmussen.

S har svigtet fagbevægelsen
- Her i 3F er vi meget uenige i det budgetforlig, der er indgået. Vi mener, at Socialdemokraterne skal fastholde det grundlag, som vi støttede dem på til sidste valg, i stedet for bare at være marionetdukke for en nyliberal politik. Vi synes, at de har svigtet medlemmerne af fagbevægelsen, som knoklede rundt for at støtte dem i valgkampen.
Med 80 milliarder i statskassen er fagforeningen enig i, at hovednøglen til at bryde nedskæringerne ligger hos regeringen.
- Men der er også andre muligheder, som byrådet har afvist at bruge. Wammen mangler mod. Han burde sætte sig i spidsen for et kommunalt oprør i stedet. Byrådet kan jo også hæve dækningsbidraget og grundskylden, eller optage lån og vente på en ny regering. Men sådan som Socialdemokraterne agerer kan vi jo ikke engang være sikre på, hvordan de vil stille sig efter et folketingsvalg, mener Morten Rasmussen.

En ny politik
Det forlig, som Socialdemokratiet indgik i byrådet med alle de borgerlige stemmer, har nu igennem tre uger nærmest sat byen på den anden ende.
Den situation har naturligvis også skabt røre i den øvrige fagbevægelse.
Også i LO har der været diskussioner. Det førte i sidste uge til, at der blev vedtaget en udtalelse, som kræver det kommunale forlig genåbnet. Det skete ikke uden sværdslag. Den socialdemokratiske LO-formand, Hans Halvorsen, sidder også i byrådet, hvor han har været med til at sige god for det budgetforlig, der nu bliver strejket imod.
- Jeg synes det er utrolig vigtigt, at vi står fast på, at vi ikke kun vil have en anden borgmester eller en anden statsminister. Det drejer sig først og fremmest om at få en anden politik, understreger Morten Rasmussen.
I 3F er der også blevet arbejdet for at få medlemmerne til at tage stilling til de kommunale budgetter.
- Vi har sendt brev ud til vores tillidsfolk og opfordret dem til at forholde sig til situationen, for eksempel ved at vedtage udtalelser. Mange af vores medlemmer er også forældre og har deltaget aktivt i blokaderne. De kan godt forstå de aktionerende. Men i praksis er der alligevel et skel mellem at være privat ansat og offentligt ansat. Der er ikke den store tradition for at bakke hinanden op, erkender Morten Rasmussen.
Efter hans opfattelse er det også en konsekvens af den afpolitisering der er sket siden starten af 90`erne og frem.
- Som fagbevægelse er det vigtigt at vi agerer politisk. Vi skal ikke binde os til et bestemt parti, men det er vigtigt at vi tager stilling tilsamfundsudviklingen. Og diskussionerne skal ud på arbejdspladserne. Nogle af fagbevægelsens gamle dyder skal genoplives. Det er vi i gang med, siger han.

Perspektiv for kampen
Hvad der videre kommer til at ske vil næstformanden i 3F nødigt spå om. Men uanset om den konkrete budgetkamp bliver vundet eller ej, ser han et stort perspektiv i den kamp, der har udviklet sig.
- Jeg tror, at den store bevægelse har gjort et enormt indtryk på politikerne og vil få stor indflydelse på velfærdspolitikken i tiden fremover. Og så er det vigtigt, at alle de gode kræfter, som har været aktive, får lagt en strategi for det videre arbejde. Får lagt en strategi for, hvordan vi kan få gennemført en markant anderledes politik, understreger Morten Rasmussen.
For ham som kommunist trænger sig også et andet perspektiv på. At kommunisterne bliver samlet i et nyt parti. Han ser frem til, at DKP/ML og Kommunistisk Samling slutter sig sammen til november. Der er mange gode erfaringer at bygge på.
- Vi har været med i velfærdskampen og spillet en rolle over alt, hvor vi kunne. Men der er brug for mange flere aktive kommunister, som kan være med til at præge udviklingen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. okt. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland