Strejken blandt pædagoger og medhjælpere i Århus går ind i fjerde uge. Stemningen er stadig i top
Bod for overenskomststridig strejke. Bagtalelse i pressen. Beskyldninger om at være fagforeningens redskaber i en politisk kamp mod regeringen.
Det er blot nogle af de ting, de strejkende Århus-pædagoger og medhjælpere er oppe imod. Til trods herfor er de fast besluttet på at fortsætte.
- Den her sag er så enkel og ligetil. Det handler om retten til at levere et ordentligt tilfredsstillende arbejde til glæde for os selv og for børnene. Vi har en god sag, faktisk den bedste. Ved at handle nu, mener vi, at vi tager det ansvar for børnenes trivsel og vores faglighed, som politkerne burde have taget, siger Louise Krabbe, dagens talsperson for de strejkendes aktionsgruppe.
De ansatte i fritidshjem, på byggelegepladser og integrerede institutioner nedlagde arbejdet allerede den 12. september, og går dermed ind i fjerde strejkeuge. Ugen efter sluttede resten af kommunens pædagoger og medhjæpere sig til.
Stærkt sammenhold
Louise Krabbe er ret imponeret over det sammenhold, der er blandt de strejkende, og som ser ud til at blive stærkere dag for dag.
- Selvom vi har været i gang længe, så tror jeg, at den måde vi har organiseret arbejdet på rundt om i skoledistrikterne, får folk til at føle, at de er en del af et større hele. Der er kontaktpersoner i hvert distrikt, som udveksler ideer og holder hinanden opdateret. Så ingen føler sig alene, fortæller hun til Arbejderen.
Den daglige picnic i Rådhusparken er også med til holde sammen på de strejkende. Dertil kommer et utal af lokale aktiviteter med uddeling af oplysningsmateriale om strejken ved indkøbscentre og små happenings, der oplyser og giver opmærksomhed om strejken.
En af den slags happenings finder sted hver morgen. Ved flere af indfaldsvejene til Århus by står der fra klokken cirka 6.00 strejkende med fakler og bannere, hvorpå der står 'dyt båt - hvis du vil dine børn det godt.'
Og der bliver dyttet...
Bod og organisationsansvar
I dag deltager de institutionsansatte i velfærdsdemonstrationen foran Rådhuset. Og ifølge Louise Krabbe vil der helt sikkert også ske noget torsdag, hvor byrådet samles for at anden og sidstebehandle nedskæringsbudgettet.
Tirsdag aften mødes de 4200 pædagoger og medhjælpere for at tage stlling til om de fortsætter strejken.
Århus Kommune vil nu have pålagt BUPL organisationsansvar for pædagogernes overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Kommunen har rejst sagen gennem Kommunernes Landsforening (KL), der har forhandlingsretten på området.
Sagen er rejst på baggrund af, at mere end halvdelen af medlemmerne ifølge kommunen har nedlagt arbejdet. Det kan føre til, at organisationen pålægges ansvar, skriver Århus Stiftstidende.
De strejkende er for længst blevet idømt bod, men Louise Krabbe ved ikke, hvad strejken koster om dagen. Hun gør opmærksom på, at der ikke er taget initiativer til at samle penge ind til de strejkende.
Der imod vil Foreningen til styrkelsen af mangfoldigheden af pædagogikken gerne have støtte. Det kan ske ved at indsætte små som store beløb på følgende konto hos Lån og Spar Bank: Reg. nr.: 0400. Kontonr.: 4013040295.
Læs mere om strejken www.faelles.net/strejke06
Jeg støtter pædagogerne med mit tryk 'Mågekysset' fordi jeg mener, det er skammeligt at regeringen vil skære ned på vores velfærdsstat på de aller vigtigste områder, børn, gamle og kultur. Alle de områder, der gør os stolte over at være danskere i en humanistisk stat, der behandler sine medborgere med værdighed, ømhed, respekt og kærlighed. Disse principper er den mørtel, der får det danske hus til at hænge sammen. Lad os ikke kysse dem farvel. Ja til velfærd - nej til dumhed.
Venlig hilsen Hans Krull.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278